Jeg har alle dage i mit 31-årige liv kæmpet med vægten. Da jeg lå i min mors mave, sugede jeg åbenbart hele gen-puljens fedtration til mig, hvilket betød, at der ud kom et barn med god fedt-polstring, hvorimod mine yngre søskende kom ud tynde som siv. Det har gennem hele min barndom og voksenliv været et issue, der har fulgt mig. Jeg har følt mig sådan lidt udenfor - som om jeg ikke helt har passet ind. Jeg har været flov over at være Tykke-Tine, der mødte op til diverse familiefester, når resten af min familie kom som slanke mennesker. Men på den anden side har jeg også accepteret, hvordan jeg ser ud - så det er ikke fordi jeg skammer mig over mig selv.
Min overvægt stammer helt tilbage fra folkeskolen, hvor jeg blev mobbet. Mobningen udmøntede sig i trøstespisning, som jeg aldrig helt er holdt op med. Den store overvægt er først kommet, efter jeg stoppede med p-piller, og min PCO blev aktiveret. Siden har min vægt været en evig kamp. Jeg har ikke haft problemer med at holde vægten - det har ikke været noget problem. Når min vægt først besluttede sig for at ligge et sted, så blev den der. Men hvis jeg valgte at skeje lidt ud, så svarede min krop prompte med en vægtøgning. Modsat - hvis jeg har forsøgt at tabe mig, så er der ikke sket en disse. Jeg har forsøgt mig med utallige kostomlægninger, motion osv. Bare for at få minimal med resultater - og evt. vægtøgninger igen...
Mine 3 graviditeter har været fantastiske. Jeg har ikke nogen af gangene ændret på noget som helst i min kost - og alligevel har jeg alle 3 gange oplevet, at min krop tabte sig. Med det samme hormonbalancen gik i orden (altså PCO'en blev sat ud af drift), så fungerede min krop helt som den skulle. Og med det samme jeg har været færdig med at være gravid og amme - så er min krop sat ud af drift igen.
I foråret forsøgte jeg ENDNU engang at gøre noget for et vægttab. Jeg begyndte at tælle kaloerier, og det var en god øjenåbner, så jeg kunne se, hvor de skjulte kalorier var. Jeg har levet meget efter de ting, jeg opdagede i foråret, siden - og trods det har jeg alligevel taget 6-7 kg på siden foråret. Og det er bestemt ikke fordi jeg har levet usundt. Selvfølgelig har jeg faldet i (ligesom andre gør), men jeg betragter ikke min kost for usund.
En normal dag for mig betyder 1 stk rugbrød til morgenmad sammen med et glas mælk. Til formiddag spiser jeg omkring 40-50 gram nødder, og til frokost får jeg to skiver rugbrød med et eller andet pålæg (f.eks. fisk eller smøreost). Til eftermiddag har jeg for det meste lidt gulerødder, og aftensmaden er ganske normal standard mad med f.eks. pasta, kød og grøntsager. Dog skal det siges, at vi det sidste halve års tid har været lidt for gode til at finde en halv pose slik frem om aftenen, da vi har været inde i en periode, hvor vi har set mange film... Som drikkelse drikker vi for det meste light-produkter eller vand. Jeg rører nærmest aldrig en sukkerholdig sodavand.
Jeg har en BMI tæt på de 40 (helt præcist 39,4), og jeg havde lidt besluttet mig for, at jeg ville spørge min læge om at få en Gastric Bypass, når Igna var blevet 1 års tid gammel. Men den plan satte regeringen en stopper for, så nu er jeg ikke tyk nok.
I onsdags var jeg så ved lægen for at tale om min vægt - og med mig hjem fik jeg et produkt, der hedder Regenon. Det er en pille, der virker appetitsvækkende, som jeg skal tage inden hvert måltid. Jeg håber, at disse piller er den hjælp, som jeg så længe har ledt efter. Samtidig håber jeg, at denne pille udover den appetitsvækkende del også vil give mig en eller anden form for placebo-effekt, så jeg helt automatisk lader være med at tage det ekstra mad, som jeg ellers ville have taget. At pillerne bliver ved med at holde gejsten oppe for mig. Det er en kamp mod mig selv og mit hoved - og jeg håber så meget, at mit hoved ikke endnu engang vinder kampen.
Min svigerinde har været på disse piller i 4 måneder, og hun har tabt over 20 kg. Jeg tænker indvendig: "Wow - 20 kg!" Hvis jeg kan tabe det, så kommer jeg ud af 0,1 tons klubben... Det tør jeg slet ikke regne med. Faktisk tør jeg slet ikke regne med noget som helst. Jeg har haft så mange nederlag med min vægt efterhånden, at jeg ikke tror på, at noget som helst virker.
På onsdag skal jeg til første samtale hos sygeplejersken i mit lægehus. Jeg håber på, at hun går med til, at vi har samtaler hver eller hver anden uge, så jeg får en at stå til regnskab overfor. Det er ikke nok at stå til regnskab overfor D - jeg har brug for en udefra til at 'styre' mig...
Til morgen tog jeg den første pille - jeg er spændt på, hvad effekten bliver af pillerne. Og jeg frygter, om jeg bliver én af dem, der får mange bivirkninger af pillerne, for det skal ikke være nogen hemmelighed, at der er flere bivirkninger end der er goder ved disse piller. Men jeg må indrømme, at jeg er desperat - og tager imod hvad som helst på nuværende tidspunkt.
Jeg har ikke brug for at dunket i hovedet over, hvor dumt det er at forsøge at tabe sig vha. piller. Jeg har aldrig forsøgt mig med vægttab på denne måde før, og jeg er flov over, at jeg ikke har rygraden til at klare tingene selv. Men samtidig må jeg indse, at jeg har befundet mig på en slagsmark de sidste 31 år, hvor jeg konstant har lidt nederlag. Og jeg higer så inderligt efter bare en lille smule succes...
Så i dag er muligvis den første dag i mit nye liv - en dag, hvor vægten til morgen stod på 114 kg.
