lørdag den 25. april 2020

April har været udfordrende

Det er 20 dages tid siden, at jeg skrev sidst. Siden da har det været påske, og den lockdown, vi var under, er blevet hævet for skolerne. Beskeden kom mandag i påskeugen, og skolen skulle starte op efter påske. Hold fast, vi fik travlt! Hele påsken druknede i genåbning, og også her i ugerne efter. Det har været og er stadig helt skørt. Men jeg holder fast i at holde fri i weekenden. Jeg VIL simpelt hen ikke arbejde hele tiden. 
Det massive arbejdspres har også (naturligvis) sat sig på min vægt. Jeg har egentlig været rigtig god til at spise rigtigt, men vægten har ikke rykket sig en tøddel. Det har frustreret mig. Det er lørdag i dag - og sidste søndag gik jeg igang med at få mere struktur på hverdagen igen, og det har givet pote. Vægten har de sidste par uger ligget og dalret mellem 107,8-108,5. Men til morgen, hvor jeg tilfældigt hoppede på vægten, stod den pludselig på 106,6 kg! Wauv! Næste delmål nået! Nu skal den bare blive der, så jeg kan melde det fantastiske tal ind til Jacob på mandag. Så ingen svinkeærinder i weekenden. Kalorieindtaget skal overholdes. Der skal gåes ture med Forza. Og jeg skal have trænet med TRX'en.
Bum! Nu er det skrevet. Så må vi se, om jeg når i mål og overholder ovenstående. 

lørdag den 4. april 2020

Det går godt!

Jeg havde egentlig tænkt, at jeg skulle bruge denne blog fast, så jeg kunne holde gejsten ved lige, men det har vist sig ikke at være nødvendigt. Det går skide godt!
Jeg har rundet 10 kg! Da jeg gjorde det, spurgte jeg Jacob Bork om, hvornår der skulle tages billeder. Det skulle jeg så have gjort hver 4. uge - det havde jeg ikke lige fanget. Så sidste søndag fik jeg D til at tage billeder.
Jeg er mest imponeret over rygbilledet. Det er så tydeligt, hvilken forskel der er sket.

Så det går godt. Vægten i mandags sagde 108,2 kg. Lige nu er mit mål, at vægten på mandag siger 107,x. Det håber jeg at nå, og den har også sagt det hele ugen. Men jeg har min mens lige nu, så det ender nok med, at den fucker det hele op.

Siden sidst har verden ændret sig betydeligt. Vi er gået i krig mod en Corona-virus. Det betyder, at alt er lukket ned. Virksomheder er lukkede, børnehaver og skoler er lukkede, folk holder sig indendøre. Ikke kun i DK, men hele verden. I DK har vi umiddelbart sygdommen under kontrol, men der er langt fra tilfældet i andre lande, hvor sundhedsvæsnet nogle steder er knækket totalt. 
Siden 13. marts har jeg arbejdet hjemmefra. Kun været på arbejde i yderste nødstilfælde for at hente noget. Ungerne har fået fjernundervisning. D har været på arbejde hver anden dag. 
Håbet er, at DK langsomt åbner op efter påske. Jeg er dog efterhånden blevet pessimist.