Hverdagen er startet - dag 17

 Nå, siden sidste indlæg er der sket en del. Jeg endte aldrig med at komme igennem til lægen, så jeg mødte op om eftermiddagen, hvor jeg alligevel skulle ud at køre - og så viser det sig, at der slet ikke var afsat nogen tid til mig hos sygeplejersken. Flot. Det var vist godt, at vi selv klarede det. 

Onsdag til lørdag var jeg ramt af massiv madlede. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at få noget ned. Jeg havde egentlig troet, at jeg skulle på arbejde en dag mere i sidste uge, men sådan blev det ikke. Om torsdagen var jeg ude at køre, hvor jeg kom til at se på mig selv i bakspejlet. Tilbage kiggede et par øjne med store sorte rander under. Jeg så slet ikke sund eller rask ud. Derefter begyndte jeg at tvinge mig selv til at spise og få noget indtag ind. Ingen lystspisning - ren og skær tvang. 

Fredag var vi ude at handle, hvor jeg købte mig en stang Pringles. Jeg gav mig selv lov til at få et par stykker lørdag - og det var en fornøjelse igen at få chips i min mund. Dog i MEGET mindre mængder, end jeg ville have gjort tidligere. Jeg har stadig Pringles stående og tænker, at de kommer til at holde længe. Igår gav jeg mig selv lov til at få et par stykker slik (Click mix). Det var også en nydelse at spise nogle få stykker. 

Søndag overgik jeg til uge 3, og pludselig åbnede der sig en meget større madverden. Jeg opdagede, at jeg måtte begynde at spise agurk (uden skræl), så det kastede jeg mig over. Det var en fornøjelse igen at få en knasende grøntsag i min mund igen. 
Om aftenen stegte jeg mig et stykke laks. Det var det bedste stykke laks, jeg nogensinde har smagt! Spiste dog kun halvdelen af det, hvilket betød, at jeg også havde laks til dagen efter - og det var lige før, at jeg også havde laks til aftensmad. Jeg er blevet billig i drift. 

Mandag startede jeg på arbejde og havde en hel arbejdsdag indtil kl. 16.15. Det var dejligt at komme i gang, og jeg oplevede ingen problemer med mit indtag mandag. Tirsdag stod jeg til gengæld igen op til madlede af værste skuffe, så jeg kunne slet ikke få noget ned. Så da jeg ankom på arbejdet, var mit indtag de første par timer et par glas proteindrik. Omkring kl. 11 lettede madleden, og jeg kunne begynde at få fast føde ned. 

For sjov prøvede jeg igår aftes at tracke dagens indtag. Jeg nåede op på 800 kcal. Til morgen gjorde jeg det samme med mit forventede indtag - jeg nåede op på 500 kcal, dog uden at jeg har talt proteindrik med. Det er dælme ikke meget, der kommer ind. 

Til morgen ringede diætisten til mig og spurgte, hvordan det var gået. Alt, hvad jeg har gået og bøvlet med, er helt normalt. Han foreslog, at jeg begyndte at supplere med nødder - men da jeg spurgte, om jeg allerede måtte det, skyndte han at ændre det til, at jeg nok først skulle spise nødder fra næste uge. Så næste uge skal jeg have mandler! Og valnødder! Og hasselnødder!

Vægten rykker sig ikke ud af stedet. Det frustrerer mig, men jeg får igen og igen at vide, at det er fordi kroppen tror, at der er hungersnød og derfor holder fast i alt, hvad der er at holde fast i. Men der bliver også sagt, at det nok skal komme. Lige nu føler jeg mig mest af alt snydt. Men omvendt - jeg har tabt knap 6 kg på 2 uger, og det havde jeg ikke gjort, hvis det var sket på ordinært vis. 

Jeg må væbne mig med tålmodighed. Men tålmodighed er ikke det, jeg har mest af... Jeg skulle gerne have tabt 30 kg igår... ;)

Dag 10 - nu uden clips!

Igår aftes - lige inden vi skulle i seng - beklagede jeg mig endnu engang over, at det yderste indstik i venstre side generede mig. Det havde det gjort i et par dage, men irritationen var steget i løbet af dagen igår. Vi kiggede på det og kunne se, at huden var begyndt at vokse ind over clipsene. Snittet var hele fint, så vi blev enige om, at D skulle fjerne clipsene. 

Jeg havde forinden googlet på, hvornår andre havde fået taget deres clips, og det spændte fra 8-14 dage. Jeg var på dag 9 igår. Det gjorde også beslutningen noget nemmere, at andre havde taget dem ud tidligere end 12-14 dage efter. 

Det gik så fint. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var en befrielse at få dem ud. Og da han havde taget den første, blev vi enige om, at han lige så godt kunne tage de resterende. Bagefter tog jeg englehud/Micropore-plaster på - og nu ser min mave NÆSTEN ud som om, at jeg slet ikke er opereret. Det anbefales at bruge englehuden hele tiden det første år. Om jeg lige kommer til at gøre det tiden ud, ved jeg ikke. Jeg tror det ikke. 

Men - jeg har jo booket tid hos sygeplejersken til at få taget clipsene på fredag kl. 8.20. Jeg sidder nu i kø hos lægen, så jeg kan afbestille min tid til på fredag. De har været så "geniale" ikke at lægge tiden ind på mig, så jeg selv kan aflyse digitalt. Jeg har nu været nr. 6 i 10 minutter - jeg tror ikke, at de tager telefonen, for køen rykker sig overhovedet ikke. 

Mit indtag øges for hver dag, der går. Det er dejligt at kunne rumme mere og mere. Men jeg er stadig ikke oppe på et ret højt kcal-indtag - ej heller på protein. Igår tog det mig en hel dag at spise en dåse tun (ca. 125 g). Så der ved jeg, at jeg har fået 27 g protein. 

Det er onsdag i dag, så jeg er næsten halvvejs gennem ugen. Hvis det fortsætter med at gå så fint, så kommer næste uge også til at gå fint. Jeg er optimistisk. Men jeg bliver også nødt til at være positiv og optimistisk, for jeg kan ikke gå tilbage. 

Til morgen vejede jeg 116,8 kg. Jeg har tabt 5,5 kg siden 13/11. På halvanden uge. Jeg synes selvfølgelig, at det er dejligt, men samtidig har jeg også en lille stemme i hovedet, der siger, at det ikke er en sund måde at tabe sig på. Alt, hvad jeg har lært ift. vægttab og hvor hurtigt det er tilrådeligt at lade det ske, er ubrugeligt. Der er intet normalt over dette. 

Jeg blev spurgt af flere igår på arbejdet, om jeg ikke gik og havde det skidt, når mit daglige indtag ikke er højere. Og det er jo det sjove - det har jeg ikke. 

Dag 9 - jeg har været på arbejde!

Yngste-trunten skulle køres i skole til morgen. Jeg havde haft en god morgen med mit indtag, og var egentlig i gang med at starte computeren op til hjemmearbejde. Men så tog jeg en hurtig beslutning - jeg kunne da lige så godt tage på arbejde, når jeg alligevel skulle køre hende. Så det gjorde jeg.

Det var en utrolig positiv oplevelse - dog bortset fra, at de "skældte" mig ud og sagde, at jeg skulle være blevet hjemme hele ugen. Men det var rart at komme ind og bruge sit hoved på andet end at tænke på mad, indtag og væske. Jeg var der i 3 timers tid og spiste også frokost med dem. Jeg havde taget ALT for meget mad med, men jeg var så bange for pludselig at stå i akut mangel på mad. Der skulle ikke mangle noget. Det gjorde der bestemt heller ikke. Jeg har det meste af det med hjem igen. 

Men det var rart at få min arbejdsplads afmystificeret. Ligesom det herhjemme er en tryg base, skal min arbejdsplads jo også gerne være det. Og det blev den med besøget i dag. Safe space. 

Men hvor var det angstprovokerende at køre derind. Jeg stod i mit køkken, inden vi kørte, og havde lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg har aldrig haft det sådan før, men jeg tænker, at det var sundt for mig at prøve at have det sådan. Det er en gave i forhold til mit øvrige arbejde - og i forhold til, hvis jeg på et tidspunkt står med en medarbejder, der har det på den måde. Alle prøvelser i livet er en gave i en eller anden form (selvom man gerne vil være visse prøvelser foruden). 

Om jeg tager på arbejde igen i morgen, ved jeg ikke. Det kommer lidt an på dagsformen, og hvordan indtaget inden er. Men det giver mig en tryghed i, at jeg sagtens kan komme på arbejde på fuld tid på mandag. 

Jeg snyder + "rester" fra 6/11

De andre piger fortalte igår, at de var begyndt at snyde. Den ene havde fredag spist 4 teskefulde kartoffelmos, og den anden spiste torskerogn igår. Jeg blev øjeblikkeligt frustreret, hvortil D svarede, at det var jo fordi, jeg altid følger reglerne.

Og det burde jeg også gøre, men jeg er simpelt hen for desperat. Jeg er ikke længere den gode version af mig selv. Jeg har let til tårer, jeg farer op, farer ned, meget opgivende osv. Igår fik jeg kun knap 1 liter væske indenbords, fordi jeg ikke magtede mere væske.

Igår aftes blev jeg så desperat, at D, mens han i forvejen var i køkkenet, blev bedt om at se, om vi havde torskerogn. Det havde vi ikke, men han opdagede nogle bøtter fiskeboller på "fjernlageret". Jeg holdt mig i skindet og gik i seng. Men da jeg vågnede til morgen, kredsede min hjerne om fiskebollerne, så det er nu min morgenmad. Én fiskeboller - most med en gaffel. Indtil videre har det taget mig 1 kvarter at spise ganske ganske lidt. Jeg er meget opmærksom på ikke bare at sluge det. Og jeg er meget opmærksom på min krops -øå eller rettere sagt min maves - signaler og reaktioner. Hver eneste lille bitte bid (og det er virkelig lille bitte) bliver tygget grundigt og til ukendelighed, før det bliver sunket.

Allerede nu kan jeg mærke, at det giver mig en hel anden tilfredshed og mæthedsfølelse. Det lægger sig anderledes i maven. Det er en rar følelse.

Jeg kom her til morgen også i tanke om, at jeg aldrig har fået taget billede af den bodymass-måling, jeg fik foretaget på Aleris mandag 6/11.

Jeg har en klar forventning om, at dette stykke papir ser noget anderledes ud, når jeg skal til 4 måneders tjek til marts. Det, jeg er mest overrasket over, er mine muskler. Det er et godt udgangspunkt for at tabe sig. 

Dag 6

Det er lørdag morgen. Jeg mangler lørdag og søndag i den flydende kostperiode. Rutinerne er begyndt at indfinde sig i den flydende kost, og det er ikke helt så uoverskueligt, som det var i starten af ugen. 

Min dag ser typisk således ud:

• Kl. 6 - 6.30: Jeg står op og får 1 1/2 dl A38/yoghurt samt 1 1/2 dl vand/saftevand. Tager typisk 45-60 minutter at indtage
• Ved 8-tiden: Nyt indtag på 2-3 dl afhængig af, hvad jeg har lyst til
• Ved 10-tiden: Nyt indtag på 2-3 dl 
• Ved 12-tiden: Nyt indtag på 2-3 dl
• Ved 14-tiden: Nyt indtag på 3-4 dl (perioden her løber indtil kl. 18)
• Ved 18-tiden: 1 1/2 dl A38/yoghurt
• Ved 20-tiden: Nyt indtag på 1-2 dl

Mit højeste indtag på en hel dag har været 1,5 liter. Ikke meget, men jeg har ikke manglet noget. 

Det er ikke selve indtaget, der er min udfordring. Min udfordring ligger i, at jeg savner noget at tygge i. Jeg savner noget med konsistens i min mund. Jeg savner at bruge mine tænder. Jeg savner alt det naturlige ved at spise. Jeg spiser ikke. Jeg søber. Jeg drikker. Jeg synker. Og så bliver det trivielt i længden. 

Torsdag tog jeg mig en middagslur. Jeg havde kørte yngstetrunten i skole og samtidig været forbi arbejdet, og det krævede flere ressourcer, end jeg lige havde regnet med. Så jeg smed mig selv i seng, da jeg kom hjem (og havde gennemført mit "indtag"). Jeg havde den skønneste drøm - der dog endte med, at nogen kom ind med fantastiske boller, som jeg tog en bid af - og så vågnede jeg. Drømmen var så virkelig, at jeg stadig kunne mærke fornemmelsen af bollen i min mund, da jeg vågnede op. 

Torsdag tog jeg plasteret af mine clips, så det kunne få luft. Det er mærkeligt at se metal sidde i ens krop på den måde. 

Jeg har ikke fået gået nogle ture. Det har bogstaveligt talt pisset ned konstant, siden jeg blev opereret, så jeg har vitterlig ikke har overskuddet til det. Samtidig har jeg det svært ved at komme ud af huset - sådan lidt halvt socialt angst kombineret med, at jeg har svært ved ikke at være i nærheden af køleskabet, fordi jeg meget hurtigt bliver dårlig, hvis jeg ikke får noget ned, hvis jeg pludselig bliver sulten. I onsdags var vi i Bilka (dårlig beslutning - der var vanvittig meget mad i den butik!!), og jeg blev nødt til at støtte mig rundt i butikken med vognen, fordi jeg fik det skidt. Vi købte is til mig, og med det samme der var betalt, kastede jeg mig over ispakken og tog en is. 

Men selvom jeg har lidt social angst og er bange for at tage ud af huset. Selvom jeg drømmer om madvarer, som jeg ikke kan spise. Selvom maden er trivielt. Ja, så synes jeg faktisk, at det går okay. Jeg er ved godt mod. 

Dog vil jeg også sige, at jeg også har haft tanker i denne uge som "Hvad har du gang i?", "Var det den rigtige beslutning?" og så videre i den dur. Jeg ved ikke, om jeg har fortrudt, men jeg har været gennem tvivlsperioder. Især når jeg har set reklamer eller programmer omhandlende mad og tænkt "Bliver det nogensinde en del af min hverdag igen?". Det er stadig det, der fylder i mit hoved - hvordan bliver min nye hverdag? Jeg forsøger udadtil at være cool omkring det, men det er jeg ikke indvendigt. Men jeg bliver nødt til at tage det, som det kommer - jeg kan ikke gøre det om igen. Og så har jeg fået tanker, om jeg ikke kunne have nøjes med Wegovy. Om det virkelig var nødvendigt at tage så drastisk en beslutning. 

Jeg drømmer om at spise en slice pizza. Jeg drømmer om en halv cheeseburger. Jeg drømmer om en fransk hotdog. Jeg drømmer om en lille håndfuld slik. Jeg drømmer om at putte lidt knasende chips i min mund. Jeg drømmer om at komme ud at spise. Det sjove er dog, at jeg ikke drømmer om store mængder. Det er i meget små mængder. Og i bund grund tror jeg mere det handler om, at jeg gerne vil have mad ind i munden, der kan tygges. Og kan nydes. 

Denne weekend skal D og de to ældste til fødselsdag i Aalborg. Jeg bliver herhjemme med min flydende kost, og så sørger jeg for, at yngstetrunten transporteres til sin gymnastikweekend. 

Og på mandag skal jeg SÅ meget have tynd scrambled eggs til morgenmad!!!

I øvrigt - startvægt var 121-122 stykker. I dag var den på 118,1 kg. 

Dag 2 og 3

Natten til tirsdag var ikke én af de sjove nætter. Fordi jeg havde sovet så meget i løbet af dagen om mandagen, kunne jeg ikke finde ro om natten, og jeg var flere gange ude at gå på gangene for at få bugt med min uro i kroppen. Ved 12-tiden fik jeg mig endnu en is - satte mig ud på gangen, så jeg ikke forstyrrede de andre. Og klokken halv 3 var jeg sulten igen, så der satte jeg mig igen ud på gangen og spiste en lille smule yoghurt. 

Da morgenen gryede tirsdag morgen, begyndte usikkerheden pludselig at banke på. Nu skulle jeg hjem - og jeg skulle hjem og være alene. Jeg havde haft så meget tryghed i blot at kunne trykke på en knap, så hvad nu? Heldigvis har D en fantastisk chef, der bad ham om at blive hjemme hos mig, når han havde hentet mig. Det var ikke fordi, at der var ret meget, han kunne gøre - men blot hans tilstedeværelse gav mig tryghed.

Inden jeg blev udskrevet, fik jeg 500 ml væske i drop, så mit væskeniveau var godt, inden jeg tog hjem. Det var godt, for det viste sig at være vanvittigt svært for mig at få nok væske. Og det tager mig bare SÅ lang tid blot at få 1 dl ned. 

På sygehuset blev jeg enormt forfalden til deres vandis, så inden vi kom hjem, var vi forbi Rema1000 for at købe deres is. De er bare ikke lige så gode som dem på sygehuset, så det er faldet lidt til jorden. Øv! Jeg nåede at få 5 is på sygehuset (!). Jeg fandt ud af, at de gav mig et boost, når jeg havde spist sådan en - så fik jeg pludselig fornyet energi. 

Tirsdag eftermiddag og aften blev brugt på at blunde/sove på sofaen og i sengen. Jeg gik i seng kl. 21 (tog to panodiler inden til at sove på) - og sov indtil omkring 3-tiden, hvor jeg vågnede op, tænkte at jeg var sulten, og lagde mig så til at sove igen. Og jeg vågnede først igen kl. lidt over 6. En god nat med en god nats søvn, som har bevirket, at mit overskud i dag er helt fantastisk. Det gælder om at nyde disse dage, for jeg ved, at der også kommer dårlige dage. 

Jeg har haft lidt nemmere ved at få væske ned i dag i forhold til igår. Måske fordi jeg selv kan styre det og ikke skal ringe efter nogen hele tiden? Klokken er nu snart 12, og jeg har i hvert fald fået 5 dl allerede (tror jeg nok - jeg har ikke talt op). Jeg har ingen forventning om at nå op på de fulde 2 liter, men det er enormt fremskridt, og jeg er meget tilfreds med mig selv. 

Det gør ondt, når væsken kommer for hurtigt ned, så det foregår i meget, meget langsomt tempo. Min A38, som jeg fik til morgenmad (1 dl), tog mig 30-45 minutter at spise. D kunne ikke forstå, at jeg ikke bare kylede det ned og fik smerten overstået på én gang, men det er fysisk umuligt for mig. Mens jeg skriver dette, sidder jeg med 1 dl proteindrik ved siden af mig, og jeg er mæt som bare pokker. Jeg forstod det ikke selv, før jeg blev opereret - og jeg forstår godt, at andre ikke kan forstå, hvorfor det ikke bare er at "kyle det ned". 

Jeg har givet de første livstegn til arbejdet i dag - det var dejligt at få brugt mit hoved en lille smule igen. Jeg har dog også været nødt til at melde fra til en ledelsesdag i morgen, som jeg egentlig havde troet, at jeg kunne deltage i, men jeg bliver nødt til at indse, at jeg nok har forventet for meget af mig selv inden. Nu skal jeg fokusere på mig selv og ikke mit arbejde - blot for en stund. 

Men jeg har uanset hvad verdens bedste arbejdsplads. Jeg har fået blomster af dem i dag. Det var dejligt at blive tænkt på - normalt er det mig, der organiserer alt, der har med blomster at gøre, så det, at andre automatisk har taget over, var dejligt. 

En tom gang på et privathospital kl. 3 om natten

En omgang yoghurt kl. 3 om natten

Mine dage fra mandag til onsdag samlet i ét billede

Mine indstikshuller.
De to røde prikker nederst på maven er fra det blodfortyndende, som jeg fik både mandag og tirsdag. 

Operation overstået

Så er jeg på den anden side. Jeg var her lidt over 7 med mødetid kl 7.30. Jeg blev kaldt ind omkring kl 7.40.

Først skiftede jeg tøj til hospitalstøjet, og så ventede jeg på at få lagt drop og have samtaler med narkosen. Jeg lagde mig på bordet omkring kl 9. De var vanvittig dygtige og omsorgsfulde til at lægge mig i narkose. Virkelig en positiv oplevelse.

Da jeg vågnede op, blev jeg bedt om at lægge mig over på min seng, og så blev jeg kørt på opvågning. Der brød jeg for en kort stund sammen. Jeg var så lettet over at være på den anden side uden komplikationer. Alt var gået godt. 

Jeg kom hurtigt ud af opvågningen. Mine tal stabiliserede sig hurtigt, så tilbage med mig på stuen. Der var klokken omkring 9.45.

Og så mister jeg tidsfornemmelsen derefter. Jeg skulle sørge for at drikke væske, men hver eneste gang jeg forsøgte, fik jeg voldsom kvalme, og det endte også med, at jeg kastede meget voldsomt op. Jeg fortsatte med at kaste op, men ikke i så voldsom grad som den første. Fuld af mavesyre og hvad der ellers befandt sig dernede.

Omkring kl. 14.30 kom sygeplejersken ind for at tilbyde mig noget spiseligt. Jeg bad om A38. Jeg tog 3 små skeer, og så var der kontant afregning med opkast igen. Det fortsatte indtil 4-5 tiden, hvor det hørte op.

Omkrlng 14.45 begyndte jeg at give livstegn fra mig til omverdenen. Jeg var helt i chok over, at klokken var så mange. Jeg var drevet ud og ind af søvnen, at jeg slet ikke havde nogen tidsfornemmelse.

Kvalmen fortsatte med at være der, men jeg kunne ikke mærke, om det var pga sult eller pga blod i maven. Sygeplejersken forsøgte med noget akupunktur, og selvom det gjorde pisseondt, så hjalp det mig at kategorisere mine mavesmerter som sult. 

Hun begyndte at snakke om at give mig et nyt drop, fordi mit væske indtag var så lavt. Jeg blev tilbudt en vandis, og den gjorde underværker. Pludselig havde jeg overskud igen, så en time efter fik jeg endnu en. Og jeg tænker, at jeg snart skal have en mere.

Alt i alt er det gået godt. Jeg har vandret gangene tynde, fordi jeg er ved at blive idiot af at lægge i sengen. Jeg kan mærke, at det er godt for luften i kroppen. Det flytter sig hele tiden rundt - og forhåbentligt ud på et tidspunkt.

Nu er det bare at vente på at blive udskrevet, så jeg kan komme hjem. Det glæder jeg mig til 😊