torsdag den 29. september 2011

Hov! Hvad skete der der???

Efter 3-4 dages tid hvor morgenvægten har ligget på de 109 kg, fik jeg et stort chok både igår aftes og til morgen. Igår aftes stod vægten på 108,9 kg - altså 100 gram mindre end dagens morgenvægt - og til morgen sagde den 108,2 kg!!!! Wauv!!!! Det betaler sig åbenbart at være vedholdende. Sikke et kick!

Hvornår mon vægten siger 107 kg for første gang?

onsdag den 28. september 2011

3. vejning hos sygeplejersken

Idag var det tid til vejning hos sygeplejersken igen.

31. august: 114,4 kg
14. september: 113,1 kg
28. september 109,6 kg

Hun var dybt imponeret over mig. Jeg har ifølge hendes vægt tabt mig 4,8 kg på 4 uger, og ifølge hende er det et UTROLIGT flot vægttab. Det normale er 6-700 gram om ugen. Hun sagde også, at jeg ikke skulle forvente det samme vægttab i fremtiden - jeg skulle regne med at ligge tæt på de 100 kg omkring juletid (altså om 2½ måned). Det normale vægttab i løbet af en måned er for det meste 3 kg. Jeg tager hendes ord til mig og sætter næsen op efter, at det bliver sådan. Men jeg må også indrømme, at jeg inderst inde håber på at vise hende, at jeg godt kan nå det INDEN jul. Men det er kun håb og drømme og lige i forhold til min vægt, er det altid endt med at det hele bristede... Så jeg tør slet ikke håbe for meget.

Lige nu er mit ønske egentligt bare, at der kommer til at stå 108 fast på min vægt, når jeg stiller mig op. Og bare det ønske virker lige nu meget uoverskueligt og langt væk... Jeg har de sidste par morgener haft en morgenvægt, der hed 109 kg lige ud. Det er som om vægten ikke vil ned på de 108,X igen... Jeg kæmper dog videre og fortsætter med at spise pænt!

søndag den 25. september 2011

Status efter 4 uger

Vægten til morgen hed 109 kg - dvs. en lille vægtøgning siden igår, men det kan jeg nu godt forstå, for jeg synes det er svært i weekenderne, når dagene ikke er i faste rammer. Det er meget nemmere i hverdagene.

Men delmålet er stadig nået. Samlet vægttab på 5 kg. 4 kg til næste delmål = 105 kg. Det har jeg forhåbentligt nået om 4 uger.

Lige nu glæder jeg mig bare til kun at se tallet 108 på min vægt - jeg vil rigtig gerne af med 9-tallet, og det kommer også til at ske. Spørgsmålet er bare hvornår...

lørdag den 24. september 2011

Næste delmål nået

Wuhu - så er næste delmål nået! Til morgen stod vægten på 108,9 kg. Lidt senere, end jeg havde regnet med, men det giver jeg den pizza, vi fik i søndags, skylden for. Hvor var det fedt at se tallet 108 på min vægt!

Næste delmål er at komme ned på eller under 105 kg. Kun 3,9 kg til. Det når jeg nok om 3-4 ugers tid, hvis alt går vel...

onsdag den 21. september 2011

300 gram ned igen

Jeg aner et mønster. De sidste to uger har jeg oplevet det samme. Vægtstigning i starten af ugen, også begynder den at falde igen. Det må være et tegn på at jeg ikke er så god i weekenderne... Jeg har tabt mig igen til morgen - 300 gram for at være helt præcis.

Jeg nyder i fulde drag, at der står 109,X, når jeg stiller mig på vægten. Det er en kæmpe tilfredsstillelse. Jeg forsøger ihærdigt at holde fast i den positive indgangsvinkel, for den anden vinkel dræner mig, selvom jeg nogle gange falder i.

Jeg fik i øvrigt bekræftet igår, at jeg bestemt ikke kan stole på mig selv. En kollega åbnede en pose chokolade riesen, og jeg nærmest kastede mig over dem. Jeg kunne på ingen måde styre mig selv (det er så også mine yndlingskarameller). Mit hoved blev ved med at sige at jeg ikke skulle have flere, men alligevel blev jeg ved med at tage endnu en - og endnu en - og... For fanden da også! Til mit forsvar vil jeg dog sige, at det er mit første slik i 3 uger, så hvis man ser sådan på det, så er det ret godt gået. Men det er på den anden side også en bekræftelse af, at de dårlige vaner ligger lige under overfladen og lurer...

tirsdag den 20. september 2011

Hvor er jeg træt af min krop!!

Jeg faldt i i søndags. Jeg fik pizza. Vi var ude at spise hos svigermekanikken, og der serverede de pizza til aftensmad. Jeg synes egentligt ikke at jeg fik ret meget, men her to dage senere betaler jeg stadig for det skide stykke pizza!!! Jeg vejede 109,2 kg søndag morgen - idag tirsdag vejer jeg 109,9. ARGH!!!

Jeg kæmpede en kamp med mig selv igår aftes. Jeg ville SÅ gerne have noget slik, men jeg holdt stand. Jeg kan mærke, at de dårlige vaner ligger lige under overfladen og lurer. Jeg stoler ikke på mig selv... Jeg er frygtelig bange for at det ventede nederlag ligger lige om hjørnet. Der er ikke meget forståelse fra D - da jeg nævnte igår, at jeg skulle kæmpe for at holde mig væk fra skabet i køkkenet, kvitterede han med at gå ned og hente hygge til sig selv. Så for at beskytte mig selv, blev jeg liggende i sengen hele aftenen med telefonen i hånden.

Jeg fortsætter min kamp idag. Jeg synes kampen er begyndt at være hård efter at have oplevet 3 uger med nærmest konstante succeser. Jeg ved godt at det er de færreste der oplever et så stort vægttab på så kort tid som jeg har haft, men det var virkelig en kæmpe motivation for mig at se hvordan vægten faldt. Og nu begynder den jo så at stige igen...

Nå, på med de positive briller - vægten er da stadig under 110 kg, så jeg har da stadig nået mit første delmål.

søndag den 18. september 2011

3 ugers vejedag

I dag er det søndag, og den officielle dag for opstart og dermed også den officielle vejedag. Overraskelsen var stor, da jeg stillede mig på vægten til morgen - den stod på 109,2 kg. Hold op, hvor er jeg stolt af mig selv! Det er et samlet vægttab på 4,8 kg i løbet af 3 uger.

Jeg har i dag taget "før"-billeder af mig selv. Jeg er stadig usikker på, om det her kommer til at lykkes på sigt, men jeg ved også, at jeg vil ærgre mig, hvis jeg ikke får taget disse billeder. Men hold da op, hvor er jeg fed, tyk og ulækker... Det er bestemt ikke billeder, jeg er stolt af, men sådan ser jeg nu engang ud...

Status i dag søndag den 18. september 2011 med en vægt på 109,2 kg:



lørdag den 17. september 2011

Status 3 uger efter opstart

Puh, det har været nogle underlige uger. I løbet af de første to uger tabte jeg mig hver eneste dag. Vægten gik fra 114 kg til 110,3 kg. Jeg var dybt imponeret over pillerne. Samtidig gjorde jeg en dyd af at lære og lytte til min krop hvornår den havde fået nok at spise, og jeg begyndte slet ikke at kunne mærke sult. En meget underlig oplevelse pludselig at få.

Udover det stoppede jeg med at spise om aftenen. Der har vi tidligere været god til at få hygge hver eneste aften, men en kollega fik mig til at indse, at jeg var sukkerafhængig, så jeg tog en kold tyrker. Det var hårdt (og er det til tider stadig), men jeg har ikke længere sukkertrangen. Jeg er meget stolt af mig selv over at have gjort det.

Da de første to uger var gået med konstante vægttab, begyndte jeg pludselig lige så stille at tage på igen. Jeg forstod ikke hvad der skete, for jeg spiste jo pænt og som jeg hele tiden havde gjort. Men hver eneste morgen havde jeg alligevel taget et par hundrede gram på. Heldigvis lod jeg mig ikke slå ud af vægtøgningen og fortsatte som jeg hele tiden havde gjort. Og efter et par dage fik jeg forklaringen - jeg fik min menstruation.

Midt på ugen var jeg til første kontrolvejning hos sygeplejersken ved mit lægehus, og hendes vægt viste, at jeg var gået fra 114,4 kg (sidste vejning hos hende) til 113,1 kg. Et samlet vægttab på 1,3 kg i løbet af to uger. Lidt øv, når jeg nu selv havde kunnet se et vægttab på næsten 4 kg derhjemme. Men sygeplejersken roste mig og sagde, at det var et flot vægttab, og at det ene og alene var mig, der havde klaret. Pillerne giver mig bare en øget mæthedsformemmelse, men hvis jeg ikke selv gjorde noget for det, ville jeg heller ikke tabe mig. Så trods det lidt dårlige vejeresultat, gik jeg alligevel stolt fra sygeplejersken.

I dag har jeg så nået min første milepæl. Jeg har de sidste par dage nærmest camperet på toilettet, fordi jeg hele tiden skulle tisse. Jeg går ud fra, at det er den ophobede væske i kroppen, der gerne vil ud igen. Og til morgen stod vægten for første gang på 109,8 kg. Jeg er simpelt hen så stolt af mig selv!

Nu er næste delmål 105 kg. Og jeg tror faktisk at jeg også kommer til at nå det mål. Jeg troede ikke rigtigt på det her vægttab i starten, men jeg begynder så småt at tro på det mere og mere... Endda så meget at jeg overvejer at få taget et billede til sammenligning senere, NÅR jeg har tabt mig endnu mere...