Op og ned

Det går sådan lidt op og ned. Nogle dage er jeg god - andre knap så god. Men jeg formår at holde vægten omkring 83,5-84 kg, og det er for mig en sejr i sig selv. Jeg drømmer stadig om at proppe hovedet med sukkerholdige ting og sager, men jeg har været standhaftig hele ugen. Dog kom D med en lille portion Labre Larver til mig i torsdags, men det er faktisk det. 

Det går langsomt, men jeg skal jo bare holde fast. Hvis jeg gør det, kommer det jo hen af vejen. Og hvis jeg ser bare 2 uger tilbage, vejer jeg omkring 1 kg mindre. 

Til aften faldt jeg over et 30 dages squat-program. Jeg tog til aften 50 squats - det var hårdt og gav mere sved på panden end forventet. I morgen skal jeg lave 55...

God status

Dagens vægt sagde 83,5 kg. Vægten var helt oppe på 84,7 igår morges efter restaurantbesøget torsdag aften, så jeg havde lidt svært ved at tro vægten til morgen. Men lige meget hvor jeg placerede den, sagde den det samme. BMI er nu 28,9!

Om et par timer skal D og jeg i biografen. Jeg regner med at tage 10-15 super piratos med og så købe noget vand. 

Status på i dag

Det var hårdt igår - og jeg endte med halvt at kaste håndklædet i ringen og gav mig selv 5 super piratos, én sallos og en jolly light. Bagefter læste jeg så en artikel omkring aspartam - det skulle jeg aldrig have gjort, så nu aner jeg ikke, hvad jeg så skal drikke, når jeg har lyst til en sodavand...

Dagens vægtstatus er, at jeg nu vejer 84 kg lige ud - og BMI'en siger 29,1. Det virker! Men det har bestemt også hjulpet, at jeg er kommet væk fra Horsens Rådhus, for det var frygteligt som der blevet kastet omkring sig med kage, slik osv. Jeg KAN ikke sige nej, når det står foran mig eller til fri afbenyttelse. Nu er jeg på Østbirk Skole, og der styrer jeg hardcore selv, hvad jeg skal have. Der er der ikke hele tiden kage, brød osv., der skal spises. Og jeg har det i øvrigt rigtig godt herude. Det har været det helt perfekte valg - det kunne jeg bare ikke se, før jeg startede herude, så min september måned har været præget af meget angst og usikkerhed. Men det vendte øjeblikkeligt, da jeg tog i dørhåndtaget herude - alle brikker passede perfekt!

Den glæde håber jeg at kunne overføre til min motivation. Og samtidig føler jeg lidt, at jeg har taget kontrollen tilbage og ikke bare ladet mig køre med på et spor, jeg ikke ønskede at køre med på. Nyt arbejde betyder en ny start - for mit vedkommende i flere forskellige aspekter.

Hård aften

Jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil jeg vil !

Det er virkelig en kamp til aften. Jeg tror jeg går i seng. Godnat!

Nedtur

Vægten sagde 84,9 kg - BMI er 29,2. Hold kæft, hvor er det råddent, at jeg bare har ladet stå til!

Konklusion - jeg må ikke stoppe med at kontrollere og skrive den ned. Konstant kontrol. Hverken mere eller mindre. 

Slag i ansigtet (indsæt selv en masse eder!)

Min vægt har været i stykker (læs: manglet batterier) de sidste par uger. Først til morgen fik jeg skiftet batterier i skidtet, men det skulle jeg aldrig have gjort. Ærligt, så ville jeg ønske, at den stadig manglede batterier. Sådan noget værre lort.

Vægten sagde 85 kg. Hold kæft, hvor har jeg bare været ringe! Men jeg ved også godt, at jeg ikke har spist pænt, og jeg har vidst det, hver eneste gang jeg har proppet noget i munden. Alligevel har jeg ikke kunnet styre mig selv. De sidste 2 måneders tid har vi begge været ufattelig pressede på arbejdsfronten, og det har betydet nemme løsninger om aftenen - og også hygge nærmest hver eneste aften.

Jeg har til aften talt med D om det. Han lyder ikke til, at han har interesse i at ændre på noget, men for mig betyder det rigtigt meget, at jeg har fået sagt det højt, at jeg vejer 85 kg. På den måde bliver det mere virkelig for mig. Det bliver dermed også gulerodden for mig.

Proceduren fremover bliver, at jeg igen skal til at taste min vægt på telefonen hver morgen. Det er ikke min morgenmad eller frokost, der er problemet - det er aftensmaden og alt det bagefter. Og så måske også mine portionsstørrelser om aftenen. Så det skal der skrues ned for. Og hvis jeg så også kan køre en nul-sukker-politik igen, så vil det være helt perfekt!

Jeg håber, det lykkes for mig. Jeg er dog ikke helt så optimistisk. Jeg starter på nyt job i morgen, og med nyt job følger også stress og manglende overskud. Men jeg håber, at jeg kan gennemføre det. Jeg håber VIRKELIG! Det kan fandme ikke passe, at jeg pludselig skal veje 85 kg....!

For første gang på egne ben...

... sådan føles det i hvert fald...

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil prøve at give den en skalle i forhold til at tage de sidste 10 kg væk. Jeg har tabt mig 30-35 kg tidligere - men alligevel føler jeg mig helt som nybegynder. Det er første gang, hvor jeg 100 % ønsker at gøre det uden Regenon. Jeg ønsker ikke at putte flere af pillerne i munden.

Begrundelsen er simpel - jeg har jo ikke taget pillerne længe, og jeg oplever ikke længere bivirkninger, som jeg egentlig ikke (mens jeg tog pillerne) forbandt med pillerne. Men nu - set i bakspejlet - har det været pille-bestemt. Jeg har gennem det sidste års tid lidt af en konstant svimmelhed, der altid kom som lyn fra en klar himmel. Jeg har stadig en snert af "anfald", men det er mere og mere sjældent. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om (nu), at svimmelheden skyldtes pillerne. Pillerne har været mig en kæmpe hjælp - men jeg tør ikke gamble med mit helbred mere.

Så nu er jeg alene i verden. Jeg er på dag nr. 1. Det er hårdt. D har lige siddet og spist chips foran mig - jeg har gemt mig bag computeren. I morgen bliver endnu værre, og dagen efter igen værre endnu. Jeg har jo min erfaring at trække på - men efter en uge bliver det nemmere. Men der er lang vej.

Ugen er dog præget af uregelmæssigheder, så jeg er ikke sikker på, at jeg holder den pæne sti denne uge. Jeg er igang med at afslutte mit arbejde på min arbejdsplads, da jeg i næste uge starter på nyt arbejde. Det betyder, at jeg har en masse afspadsering i denne uge (= jeg er hjemme og har nemmere ved at falde i), og oveni det holder min mor også 60 års fødselsdag på lørdag. Men hvis jeg nu bare starter blidt op og så kører på i næste uge.

Derfor gjorde jeg det...

Begrundelsen for at begynde at tage pillerne kom til morgen. Vægten sagde 80,8 kg. Derfor! Endelig! Igen!

Nu vil jeg gerne forbi og forhåbentligt aldrig se det igen. Jeg frygter dog, at det ikke bliver så nemt. 

Jeg var ude at købe sommerbukser igår. Jeg havde str 40 og str 38 med ind i omklædningsrummet. Jeg tog 38'eren med hjem. De sidder måske en smule stramt, men så kan jeg forhåbentligt også bruge dem næste år. 

Jeg er kommet i gang med at løbe igen. Jeg havde lige en uges pause efter Horsens Løbet. Nu er det en fast rutine igen. Jeg var afsted igår, hvor jeg løb i28-30 grader. Det kan ikke anbefales. Det var ikke rart. Men jeg løb trods alt 4,84 km. 

En hård omgang...

Efter at have vist overfor mig selv, at jeg kunne løbe 5 km, mistede jeg lidt gejsten. Derfor har jeg haft en uge, hvor jeg ikke har løbet. Det gør nu heller ikke så meget, for gennem hele ugen har jeg været mærket af sygdom - det har taget 1 1/2 uges tid at komme over sygdommen fra Grundlovsdag. Samtidig brækkede mellemstemanden albuen i den forgangne uge, og det har også krævet væsentlige ressourcer at skulle håndtere det som forælder. Undskyldning på undskyldning, men jeg synes nu, de for en gang skyld er valide nok. Jeg har i hvert fald ikke dårlig samvittighed. 

I dag var aftalen mellem D og jeg, at jeg skulle afsted. Og afsted jeg kom. Jeg troede, at jeg skulle dø. Da jeg nåede ud på de 2 km, var jeg ved at kaste op, så dårligt havde jeg det. Men jeg har jo lært, at min største fjende er mig selv, og derfor blev jeg ved. Og endnu engang gennemførte jeg. Selvom jeg følte, at det gik af helvedes til, så formåede jeg alligevel at lave min bedste tid. Jeg er både meget overrasket og meget stolt. Jeg løb 5 km på 38 min og 18 sek. 

Samtidig må jeg gå til bekendelse. Min indre frustration over manglende vægttab har gjort, at jeg til morgen begyndte at tage mine vægttabspiller igen. Jeg har piller til 2-3 uger, og jeg håber, de kan give mig et kickstart til de sidste par kilo. Jeg vil virkelig gerne under 80 kg, men jeg formår åbenbart ikke at finde ud af at tabe mig uden de skide piller. Det er et kæmpe nederlag, men sådan ligger landet lige nu, og det må jeg bare acceptere. Det er mit sidste skud i bøssen, og denne gang SKAL det lykkes!

Nu kan jeg dø i fred!

Ovenpå "skuffelsen" til løbet i onsdags, havde jeg virkelig noget at bevise overfor mig selv til morgen. Jeg ville løbe 5 km uden stop!

Jeg vågnede lidt over 6, og min krop bad mig inderligt om at komme ud at løbe. Mit hoved var ikke enig, og jeg vendte mig om på den anden side. Kl 6.45 vandt kroppen over hovedet, og lidt over 7 var jeg afsted. 1 km nået, 2 km, 3 km (der havde jeg krise), 4 km (nu fløj jeg afsted) -  og pludselig sagde hun 5 km! Jeg var igen ret ligeglad med omverdenen og skreg min sejr ud: "JAAAAAAA!" og strakte armene over hovedet. 

Fed følelse, og den sidste stigning hjem var fuldstændig ligemeget. Den kunne bare komme an!

Nu kan jeg dø i fred bogstaveligt talt. Jeg har virkelig ærgret mig over løbet i onsdags, men nu er den fis vist slået. Jeg KAN godt. I dag var der også udfordringer med snotnæse og hosten, men fuck det. Jeg klarede det!

Næste projekt er at få flere km i benene. Nu skal jeg have vænnet min krop til at kunne løbe 5 km, så jeg er klar til Juelsminde i august. Og i oktober melder jeg mig også til Prison Run her i Horsens. Jeg har mål nok - og jeg skal også nok nå dem! 

Bidt af en gal løber

Jeg er blevet bidt af en gal løber. Jeg har ligget syg i dag (kommer ikke ligefrem som en overraskelse), og midt i al sygdommen faldt jeg pludselig over en reklame for JuelsmindeRun den 31. august. Jeg havde egentligt sat næsen op efter det lokale kvindeløb i september måned, men ruten tiltalte mig ikke rigtigt. Med det samme jeg kom ind på siden med Juelsminde-løbet, vidste jeg, at det var dette løb, jeg skulle løbe. Og til aften har jeg så meldt mig til! 

Det er endnu en personlig sejr, at jeg rent faktisk har lyst til mere efter Horsens Løbet. Jeg føler mig sejrrig og overskudsagtig. Jeg er stolt af mig selv over, at jeg holder fast. At jeg ikke bare lader det glide ud i sandet. Jeg vil mere end "bare" Horsens Løbet. Næste løb jeg løber, løber jeg bedre end igår. Det er en konstant indre kamp med mig selv - jeg higer efter at blive bedre og bedre.

Jeg skal ud at løbe igen lørdag morgen - det er allerede blevet aftalt med mig selv. Jeg holder fast i de gode rutiner, jeg har fået indarbejdet. Løb mandag, onsdag og lørdag. Jeg har også aftalt med mig selv (og meddelt manden - det virker lidt bedre, når det også bliver sagt højt), at jeg tager løbetøjet med på sommerferie. Så må vi se, hvor meget jeg får løbet. 

Jeg er fuld af gode forventninger og håb. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at løberiet kan blive en fast del af min hverdag - OGSÅ selvom jeg hader det af hele mit hjerte, når jeg er afsted. Jeg kan VIRKELIG ikke lide det, men jeg jagter konstant den total fede følelse, jeg får, når jeg er tæt på mål og har gennemført. Den følelse er fantastisk, selvom den er umulig at beskrive. Den gør, at jeg bare vil have mere og mere. Min kamp er ikke længere mod kiloene - men mod mig selv, mit hoved, mine ben og jorden under mig. 

Én af grundene til at jeg jagter løbet så meget lige pludselig, tror jeg også skyldes, at jeg i så mange år har stået og kigget på udefra. Jeg var udelukket fra gruppen - og jeg beundrede dem. Min far har løbet i mange år, og hver eneste gang, han har været afsted, har jeg været imponeret. Tænk, hvis jeg en dag kommer til at gennemføre et halv- eller helmarathon ligesom ham? En utænkelig tanke - men måske alligevel ikke så urealistisk om et par år?

Løb gennemført trods udfordringer

Igår eftermiddags kunne jeg mærke det kom snigende. Lige så stille lukkede min næse mere og mere ned. Jeg begyndte at føle ubehag i kroppen, som om jeg var syg. Da ungerne var blevet hentet efter arbejde, og vi var kommet hjem, kunne jeg mere og mere mærke, hvor det bar hen. Pis! Jeg var dybt frustreret, og det gik vist lidt ud over min bedre halvdel - desværre. Heldigvis var han en helt i nøden og sørgede for at købe Strepsils til min hårdt prøvede hals. Og så gik jeg ellers tidligt i seng i håbet om at kunne sove mig fra det.

Min nattesøvn var elendig. Jeg vendte og drejede mig og kunne ikke finde ro. Jeg vågnede lidt over 6 og konstaterede hurtigt, at det ikke var blevet bedre - snarere tværtimod. Jeg var grædefærdig. Så tæt på mål og så alligevel så langt fra. Pga sygdom. Øv! Det var simpelt hen ikke fair, og jeg var fyldt med selvmedlidenhed. 

Jeg blev liggende i min seng det meste af formiddagen. Jeg håbede stadig, at der ville ske et mirakel. Ved 10-tiden stod jeg op og spiste havregryn med de andre - og jeg tog også et par Pinex. De tog min hovedpine og min generelle ubehag, men min feber skete der ikke noget med. Den lå på det tidspunkt omkring 39. Jeg gik tilbage i sengen og sov lidt mere, men kl 11.30 stod jeg op. D havde til morgenmaden opfordret mig til at løbe trods sygdom - bare så jeg kunne gennemføre. Og det besluttede jeg mig for at gøre!

Vi var på pladsen lidt i 1, og der var fyldt op med mennesker. Ret hurtigt blev det min tur til at troppe op i startområdet. Det var ren kaos og egentligt lidt stressende. Måske fordi jeg ikke havde prøvet det før. Men pludselig var jeg afsted på ruten, og jeg løb og jeg løb og jeg løb. Jeg holdt mit eget tempo - fast besluttet på at ville løbe alle 5 km. Min krop sagde desværre fra, da jeg havde løbet omkring 4,5 km, og det ærgrer mig stadig. Jeg var nede at gå 100-200 meter, og så var jeg afsted igen. Jeg var derfor ret sur på mig selv, da jeg løb over målstregen - men bagefter kan jeg godt se, at det er noget fis. 

Trods sygdom, hovedpine, feber og snot gennemførte jeg Horsens Løbet 2013 i en tid, der sagde 39 min 8 sek. Det er ikke en super tid, men taget situationen i betragtning er jeg meget godt tilfreds. Jeg er stadig øv over at blive ramt af sygdom på det personlige plan så vigtig en dag, men jeg bliver nødt til at trække på skuldrene og konstatere, at det var vilkårene netop i dag. Og jeg nåede mit mål - nemlig at gennemføre Horsens Løbet! 

Sidste træning inden "The Big Day"

Total optur - det indkapsler vist dagens løbetur. 2 minutters gang og 30 minutters løb. Jeg havde frygtet det inden, men det var faktisk ikke så slemt. Efter lidt over 2 km kom jeg ind i en rytme, hvor det egentligt ikke længere var hårdt. Benene kørte af sig selv, tankerne fløj afsted, musikken kørte. Egentligt ret hyggeligt. 

Endomondo-damen var også god til pludselig at afbryde min musik og meddele mig nyt km-mærke. Pludselig sagde hun 4 km, og jeg blev så glad og begyndte at smile meget stort, at jeg i min eufori kom til meget storsmilende at sige godmorgen til en hundelufter, som jeg overhovedet ikke kender. 

På onsdag er det dagen. Min egen personlige postmand (aka min far) kom og afleverede mit løbenummer igår. Jeg har nr 6191. Jeg føler, der er noget magisk over det nummer. Der er en god vibe over det. 

Jeg glæder mig. Og efter morgenens løb begynder jeg faktisk at få en kæmpe tro på, at jeg rent faktisk kan løbe hele vejen. Det kan jeg! For det SKAL jeg! Og jeg gennemfører! Helt 100! 

Det bliver en følelsesmæssig proces for mig at komme igennem. Allerede i dag blev jeg rørstrømsk over at have løbet så langt og i én køre. Jeg er så tæt på målet, og jeg skal gennemføre. Det er virkeligt et meget stort mål for mig, der går i opfyldelse på onsdag. Jeg glæder mig til at kæmpe mod mig selv - den største modstander er mig selv og mit hoved. Jeg skal have overbevist mig selv om 100%, at jeg KAN det her...

Tankespind

For et par dage siden havde jeg en samtale med en veninde, der BMI-mæssigt ligger der, hvor jeg startede. Den samtale har sidenhen rumsteret meget i mit hoved, for snakken gav virkelig stof til eftertanke på det personlige plan. Det var ikke så meget selve samtalen - men mere hvad hun sagde. Flere gange så jeg på hende og hørte Tine-120-kg tale. Jeg synes det var skræmmende. Jeg hørte alle de samme undskyldninger, alle de samme floskler, alle de samme bortforklaringer, og den samme løsning på problemet. Jeg syntes ikke selv dengang, at det var tom snak, men det ved jeg jo i dag, at det var. Jeg bliver til stadighed overrasket og chokeret over, hvor meget der er sket i mit hoved. Når jeg skriver dette ned sort på hvidt, kan jeg godt se, at det lyder helligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen. Det var bare for mig et meget stort chok at opdage, hvor meget mit hoved har rykket sig i dette projekt. 

Jeg er ikke færdig - og så alligevel lidt. Jeg gider ikke kampen om kiloene længere, og nu foregår min kamp mod kilometrene. Jeg er imponeret over mine små forbedringer på løbeturene, og jeg skal nok klare det om 2 ugers tid, hvor jeg skal løbe Horsens Løbet. 

Jeg er i dag startet på 2. sidste uge i mit løbeprogram. Det er både vildt og underligt, at jeg er nået så langt, men selvom jeg havde troet, at jeg aldrig skulle kunne klare løbeturene, så gennemfører jeg dem gang på gang - fordi jeg VIL! Åh, hvor jeg nogle gange har lyst til at stoppe, men benene bliver bare ved med at løbe under mig. Meget underlig følelse. Jeg vil ikke sige det alt for højt, men jeg er nok blevet lidt afhængig af det der løb...

Min krop ændrer sig lige så stille i takt med at jeg løber mere og mere. Jeg har stadig bildæk, men mine mavemuskler kan jeg mærke er blevet stærkere og holder derfor maven mere og mere inde. Mine lår- og lægmuskler bliver mere og mere markerede for hver dag der går, og jeg nyder det. Jeg hungrer efter flere resultater, og det får jeg kun, hvis jeg får flere km i skoene. Noget for noget - intet kommer af sig selv natten over. 

Mens jeg er igennem alt det her med mig selv, er der også en voksende frygt i mig. Formår jeg nu også at videregive min viden til mine børn, så det også får denne forståelse og ikke bare lader stå til? I 15 år gjorde jeg intet - og hvis det var nogens skyld, var det bestemt ikke min. Lærer jeg dem det rigtige i livet? Og hvordan formår man at give videnen videre ordentligt, så de slipper for at skulle kæmpe alt for hårdt for at lære den lektie?

Min sejr fanget i ét billede

Jeg bliver nødt til at lave et indlæg om dette billede. Billedet er taget igår morges inden min løbetur, og det indkapsler om muligt hele min vej hertil, hvor jeg er nu. Billedet blev taget, fordi jeg bare havde det helt fantastisk i min krop igår morges - og jeg har simpelt hen ikke kunnet slippe det igen.

Jeg var i chok, da jeg så billedet. Det er slet ikke det spejlbillede, som jeg selv ser kigge tilbage. Jeg ser en stærk, selvsikker kvinde, der er på vej ud at løbe, som godt ved, at det bliver piece of cake.

Samtidig er jeg i chok over min figur. Hvor er jeg da nået helt fantastisk langt, og hvor bliver jeg fyldt med stolthed og sejr, når jeg ser billedet. Det viser, hvor langt jeg egentligt er nået.

For at sætte prikken over i'et i forhold til selvfedhed, så har jeg gjort billedet til baggrundsbillede på min iPad. Det billede indkapsler så meget for mig (også meget mere end jeg kan beskrive), og det føles som om det er min gulerod i øjeblikket.

Jeg havde glemt hvilken kamp...

Jeg sidder på arbejdet og burde slet ikke skrive herinde. Men jeg kæmper inderligt mod mig selv, og det er ikke produktivt arbejdskraft, der kommer ud af mig i dag. Jeg lavede en aftale med mig selv til morgen, at jeg startede sukkerafvænning i dag. Jeg har sat en seddel på min skærm, hvorpå der står 'AFVÆNNING'! Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at det ville blive så hårdt, som det er lige nu.

Enhver fiber i min krop skriger efter sukker. Alt i mig hungrer efter et eller andet, der er sukker i. Jeg tog til formiddag det sidste bolche, jeg havde liggende, og det var fantastisk. Men det var jo en stakket frist, og det var hurtigt slut. Men jeg holder fast! Jeg VIL!

Derfor er dette indlæg et mentalt indspark til mig selv. Hank op i dig selv - kom ind i kampen! Fjern dit fokus fra sukker og overfør det til dit arbejde! Nu!

... håber virkelig, at peptalken virker...

Det hele er gået på standby...

Jeg har slet ikke motivationen til at fokusere på vægttab længere. Jeg har været så fokuseret i 1½ år, at gejsten efterhånden er forsvundet. Jeg har det rigtig fint på den vægt, jeg vejer nu. Til morgen var vægten 81,3 kg, og selvom jeg da gerne vil ned på 79 kg, så generer det mig ikke. Det skal jeg nok komme. Og hvis jeg ikke gør, er det også okay.

Men jeg har gjort noget andet. Jeg har i rigtig mange år haft en drøm om at løbe med i Horsensløbet, men hver eneste gang det begyndte at komme tæt på, var jeg fuld af dårlige undskyldninger. Sidste år var undskyldningen, at jeg lige var begyndt at løbe, så derfor kunne jeg ikke løbe med. Men i år meldte jeg mig til løbet den 5. juni lige så snart jeg så, at der var tilmelding. Og jeg har samtidig meldt mig til deres løbekursus, hvor jeg har fulgt deres løbeprogram til punkt og prikke indtil videre. Det har faktisk vist sig, at det er blevet en hel fornøjelse for mig at løbe. Og jeg har også bevist overfor mig selv, at jeg godt KAN.

Det skal dog tilføjes, at de første træningspas har været 'nemme'. 5 minutters gang, 2 minutters løb, 4 minutters gang og 2 minutters løb var hvad jeg løb sidst. Og næste gang skal jeg gå 4 minutter, løbe 3 minutter, 4 minutters gang og 3 minutters løb. Jeg frygter det allerede lidt, men må forsøge efter bedste evne. Der er jo ingen, der siger, at jeg skal løbe i højt tempo. Jeg skal bare gennemføre.

Så det er mit fokus lige nu. Jeg sjusker med mit indtag, og jeg får alt for meget sukker ind. Det er for dårligt af mig, og jeg ved det godt. Men samtidig kan jeg ikke finde ud af at bryde den dårlige vane. Jeg føler lidt, at jeg er tilbage i det gamle gænge, og selvom jeg ikke bryder mig om det, så kan jeg ikke komme ud af det igen. I hvert fald ikke lige nu. Jeg trøster mig med, at jeg trods alt holder fast i mit løb - og gør det så fokuseret, som jeg gør.

Der sker dog stadig noget i min krop. Min store akilleshæl indenfor tøj er bukser. Men jeg har netop i dag hevet et par bukser ud af skabet, som er i str. 33, som jeg kan passe. Jeg ved godt, at det ikke er småt - men for ½ år siden kunne jeg ikke engang lukke bukserne, så noget er der sket. Bare ikke så meget på vægtfronten.

Fed tøjfølelse

I sidste uge havde min lillesøster fødselsdag, og jeg gik i H&M for at finde en gave til hende. Jeg faldt for en top, som i mine øjne var helt fantastisk. Det mente min søster dog ikke, hvilket jo er hendes tab - for så var der åbent for at købe den til mig.

Derfor tog jeg i dag i H&M efter arbejde og købte toppen til mig selv. Jeg havde taget M og L med ind i prøverummet, men til min store overraskelse var de alt for store til mig. Derfor måtte jeg ud igen og finde str S. Jeg beholdt M'eren, da jeg gik ind i prøverummet med str S, for jeg troede simpelt hen ikke på det. Men jeg fik slet ikke str M på igen, for str S sad perfekt på mig!

Okay okay - det er sådan lidt en big-size bluse, men i min verden er det irrelevant. Der står str S i nakken på mig, og det er det vigtigste. Jeg synes det er fedt - og jeg nyder det!

Så er jeg på vej tilbage

Siden sidste opdatering nåede jeg op over 80 kg igen. Helt præcist 80,7 kg. Vi holdt fødselsdag for ældste-trunten i weekenden, og jeg holdt mig bestemt ikke tilbage på kage-området. Kombineret med en mens, betød det vægten over 80. Jeg ved jo godt, at jeg væskeophober, når hormonerne flyver i kroppen, så jeg har bare accepteret vægtøgningen. Det er ikke lige nu, at jeg skal forvente positive resultater. Jeg har naturligvis spist pænt, men jeg har intet forventet.

Til morgen sagde vægten 80 kg lige ud. I aften er det meningen, at jeg skal ud at spise med de sædvanlige piger. Rent vægtmæssigt magter jeg det ikke, for jeg ved, at det giver bagslag på vægten i morgen. Fredag skal jeg på tur til Roskilde til MFL-møde. Også dette frygter jeg rent vægtmæssigt. Jeg ved, at jeg ikke kan styre mig, når jeg ikke følger min diæt slavisk.

Men sådan kan jeg jo ikke leve mit liv - det ved jeg jo godt. Jeg vil det bare gerne så meget, at det fylder rigtigt meget i mit hoved. Jeg har bare efterhånden lært, at jeg ikke kan styre mig, når jeg er sammen med andre mennesker i sociale sammenhænge.

Jeg må gøre noget rigtigt...

Et eller andet må jeg gøre rigtigt, selvom jeg ikke selv føler, at jeg er en helgen i øjeblikket. Dagens morgenvægt var 79,7 kg. Jeg holder mig stadig under de magiske 80 kg, selvom jeg ikke helt forstår det.

I Taberklubben på MG igår havde jeg i 6 ugers resultatet tabt 4 kg. Prøv at tænke, hvis jeg om 6 uger har samme resultat - så vil jeg veje 75,x. Mit oprindelig mål var jo 75 kg - dengang så langt væk, nu kan jeg svagt ane det ude i horisonten. Ubegribeligt.

Jeg har haft et par bukser, der har siddet en anelse stramt til mig, men de sidste par uger er de begyndt at sidde bedre og bedre. Jeg har sådan lyst til at gøre et eller andet for mig selv, men jeg kan ikke finde ud af, hvad det skal være... Så jeg holder igen.

Jeg måtte gnide mig i øjnene til morgen

Vægten tonede frem med 79,4 kg til morgen. Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort, men jeg må have gjort et eller andet rigtigt. Eller også har jeg ramlet ind i den uge mellem ægløsning og mens, hvor jeg for en kort stund ikke er hormonplaget.

Jeg stod og tænkte på til morgen, hvornår jeg sidst havde haft en vægt i 70'erne, og jeg nåede frem til den konklusion, at jeg ikke har vejet så lidt siden mine teenageår. Jeg var 19, da jeg flyttede i lejlighed beliggende lige over et pizzaria - vi fik nok pizza 3-4-5 gange om ugen. Når jeg i dag er blevet bevidst om, at der er 1500 kcal i en margherita-pizza, så undrer det mig ikke, at jeg blev tyk. Jeg er ikke i tvivl om, at fundamentet blev lagt dengang. Og kombineret med mit forkvaklede selvbillede, kunne det gå andet end én vej. Utroligt, at det først er nu, jeg gør op med det selvbillede.

Endnu et delmål nået

Det var en kæmpe sejr til morgen. Vægten sagde 79,9 kg. Jeg synes egentlig ikke, at jeg spiste pænt igår, da jeg faldt i et mindre hul grundet nogle udefrakommende udfordringer/forviklinger, som jeg ikke lige var forberedt på. Det slog mig helt ud - men det bekræftede også overfor mig, at de dårlige vaner ligger lige under overfladen og lurer. Det var faktisk lidt skræmmende for mig at erkende. Men man kan jo ikke ændre på noget, hvis man ikke er klar over det. Min frygt er dog bare, at jeg ikke husker på det, når jeg falder i et hul næste gang.

Nå, tilbage til tallet. Det føles som altid uforståeligt. Men jeg tror, at jeg for en gangs skyld vil gøre noget for mig selv. Jeg tror, jeg vil ud og se, om jeg kan finde et eller andet til mig selv. Bare et eller andet. Det behøver kke at være dyrt, men jeg har brug for at markere det på en eller anden måde. Det er lidt underligt, for det har jeg ikke haft behov for tidligere, men dette er en kæmpe sejr for mig at komme i 70'erne.

Nu håber jeg bare, at det ikke er en enlig svale, og at jeg bliver i 70'erne. Jeg vil i hvert fald forsøge at gøre mit for at det lykkes!

Hold da op!

Vægten sagde til morgen 80 kg lige ud. Hvor er det vildt! Jeg er så tæt på mit mål som nogensinde - nemlig at komme i 70'erne. Der er kun 5 kg ned til mit oprindelige mål - 75 kg. Dengang turde jeg slet ikke tænke tanken. Det virkede på uvirkeligt, så umuligt at nå. Og nu står jeg og kan svagt se det langt ude i horisonten. Hvor er det vildt!

Jeg har dog ingen forventninger om at se tallet 79 snart. Jeg er ukuelig pessimist på mine egne vegne. Jeg håber selvfølgelig af hele mit hjerte, at det sker imorgen - men jeg tror ikke på det.

Det kan godt være, at jeg skriver igen senere i dag. Jeg skal lige ud og aflevere børn.

Davs

Det er ved at være 1 1/2 uges tid siden jeg har skrevet her. Årsagen er meget simpel - min vægt bølger frem og tilbage. Efter mit ædegilde fik jeg kæmpet mig ned på 80,4 kg. Kæmpe sejr!

Men så tog jeg på 2 dages internat med arbejdet, og da jeg kom hjem, havde jeg taget 1 kg på på to dage. Til morgen (2 dage senere) er jeg igen nede på 80,4 kg.

Og nu skal det holdes! Det VIL jeg! Men igen mødes jeg af modgang, for det er fredag = weekend. Det er aldrig i weekenderne, jeg taber mig. Efter weekenden kommer 1 uges vinterferie, hvor jeg er alene de første 3 dage = jeg har ikke høje forventninger til mig selv. Jeg HÅBER, det lykkes, men jeg er ikke optimistisk.

Noget helt andet. Gæt, hvad mit BMI er? Det er 27,8. Det føles meget underligt, at det er mit BMI. Jeg har svært ved at forholde mig til det. Jeg føler stadig, at jeg er i BMI fedme klasse II. Men nu er jeg jo "kun" lettere overvægtig. Sådan ser jeg slet ikke mig selv. Jeg ser stadig mig selv som tyk og fed. Det kunne være lidt rart at vide, hvordan omverdenen ser mig. At nogen specifikt ville spørge ind til netop dette område, så jeg kan få vendt nogle ting inde i mit hoved.

Pis!

82 kg lige ud. Jeg bøder i den grad for mit ædegilde fra torsdag til søndag. Det er jo nu engang sådan det er, men det gør det ikke mindre træls.

Jeg er tilbage på den normale diæt - og dog. Igår fik jeg en lille håndfuld osterejer, en kop varm kakao og bolscher. Så jeg har kun mig selv at takke.

Så tak! (ironi kan være anvendt)

Det' en ommer!

Dagens morgenvægt er 81,9 kg. Godt, det er mandag, så jeg kan starte på en frisk. Hele sidste uge kan jeg vist godt bare hive ud af kalenderen. Først var jeg syg, og derefter en masse spise-ude-besøg og takeaway.

Men en ny uge betyder ny begyndelse. Så vi starter da bare forfra. Men hold op, hvor er det godt nok dårligt af mig at tage 1 1/2 kg på på en uge. Jeg vil så godt tilføje, at jeg kan mærke en masse væske i fødderne, hvilket jeg også tror har en del at sige. Men i bund og grund er det jo bare en dårlig undskyldning.

Hep på mig - jeg skal tilbage til 80!

Både godt og skidt

Dagens morgenvægt er 80,7 kg. Det er både godt og skidt. Godt fordi jeg stadig er på 80 - skidt fordi jeg har taget på i forhold til sidste uge i Taberklubben.

Jeg duer ikke til, når der er stilstand i vægttabet. Jeg ved, at hovedårsagen til det manglende vægttab er min mens - men det skyldes også min manglende rygrad. I aften skal jeg ud at spise med pigerne, og der vil jeg med stor sandsynlighed indtage alt for mange kalorier. På lørdag skal jeg i teateret med en veninde, hvor vi inden skal spise frokost - igen for mange kalorier... Det er lidt op ad bakke i denne uge. Jeg håber, at jeg trods alt formår at holde vægten uden at tage på.

Syge-status

Jeg er syg i disse dage. Det er både godt og skidt. Jeg har ingen appetit overhovedet, og det er jo på sin vis godt nok. Men når jeg så endelig spiser, er det usunde ting! I dag har jeg fået 1/2 liter Ben&Jerry-is til frokost - men jeg har så til gengæld ikke rigtig spist andet end det. Min appetit er ikke-eksisterende.

Morgenvægten til morgen var 80,4 kg. Det føles både forkert og underligt at skrive tallet 80. Jeg kan slet ikke forholde mig til det. Og hvis min appetit fortsætter som de sidste to dage, så falder den snart yderligere. Et eller andet sted er jeg bange for at se tallet 79 - jeg føler hverken jeg fortjener det eller at det tilhører mig. Jeg har ikke arbejdet nok for det. Ikke kæmpet nok. Det er vitterligt sådan jeg har det, men når jeg nu ser det sort på hvidt, kan jeg godt se, at det er tosset. Det må jeg vist få arbejdet lidt med.

Selvfølgelig!

Jeg fik ikke skrevet til morgen, fordi jeg var sur! Vægten var tilbage på 81,3 kg.

Pludselig til aften slog det mig! Tidligere i dag viste de første tegn på menstruation sig - og det er da derfor! Men for filan, hvor er det træls hver anden uge at være slave til hormonerne i min krop.

Jeg holder mig stadig pænt til diæten og har holdt mig langt væk fra familien, da de til aften fik fredagshygge. Jeg synes selv, at jeg er ret sej!

Nyt tal på vægten

Så opnåede jeg endnu et mål - at se tallet 80. "Det bliver vildt, når du kommer på 79", var Ds kommentar. Men så langt ude i fremtiden kan jeg slet ikke tænke... Dagens morgenvægt var 80,5 kg.

Jeg har også fået ny BMI. Nu siger den 27,9 = hvis jeg blev gravid nu, ville jeg ikke skulle afsted til glukosebelastning grundet min vægt. Det føles som noget meget stort i mit hoved, da jeg altid har hadet af hele mit hjerte at blive indkaldt ene og alene pga min vægt.

Jeg er stadig ikke 100% klar til at prøve tøj i normale forretninger. Jeg var i Vero Moda igår, men følte mig så malplaceret, og hele tiden var der en stemme i mit hoved, der sagde: "Not for you, madamme." Utroligt, at jeg ikke snart er ovre den hurdle...

Jeg kører videre på min diæt. I aften kommer det dog ikke til at gå godt, for jeg er alene med ungerne og har lovet dem fiskepinde og pommes frites. Og jeg ELSKER fiskepinde, men det er nok ikke ligefrem det sundeste...

Det er okay

Jeg havde sådan håbet, at jeg var kommet længere ned til morgen. Men da vi kom hjem igår, meddelte D, at han havde glemt sin fodboldtræning og vi derfor skulle have takeaway, der blev til McD. Så vidste jeg jo godt, at jeg kunne vinke farvel til yderligere vægttab.

Vægten overraskede mig derfor til morgen. Jeg havde godt nok ikke tabt mig, men jeg havde heller ikke taget på. Den vaklede mellem 81,2 og 81,3. Det er sgu okay.

Til morgen opdagede vi så, at vi har glemt at købe rugbrød = min frokost også bliver takeaway. Ih altså. Jeg satser på en bolle fra den lokale bager.

Om en uge forventer jeg min mens, så jeg begynder nok at væskeophobe om et par dage. Det er godt nok træls, at jeg reagerer sådan på de hormonpåvirkninger. Men sådan er det jo desværre.

I øvrigt er min mave begyndt at hænge mindre og mindre. Hvor er det rart at kunne holde ud at se på sig selv i spejlet, når jeg har stramme bluser på. Godt nok bruger jeg shapewear, men det er jo ikke en mirakel-løsning. Hvis fedtet vil frem, vil det frem - og det vil mit ikke så meget mere. Jeg er mere og mere ved at nå til det stadie, at jeg ikke behøver at bruge shapewear hver dag. Meget underligt, når jeg har brugt det fast i et år.

Så klemmer vi ballerne sammen

Jeg er nede på laveste vægt igen - 81,2 kg. Igår aftes var vægten på 81,9 kg, så der nåede jeg endnu et delmål. Nu er jeg klar til næste delmål: At se tallet 80 på min vægt. Puh, det føles meget uvirkeligt at skrive det. 80 føles helt forkert...

Men jeg skal nu nok komme derned. Det både SKAL og VIL jeg. Eneste problem er bare, at jeg igen er begyndt at få tøjproblemer. Rigtig meget af mit tøj er for stort og slasker - og jeg holder mig selv tilbage med at købe nyt. Men på den anden side - jeg kommer nok ikke længere ned end str 38/40, så det burde ikke holde mig tilbage længere...

Jeg har faktisk de sidste par dage tænkt på, om jeg skal et smut ind i Vero Moda snart. Det kunne være så fedt at kunne finde tøj derinde!

Jeg er der stadig!

Vægten siger stadig 81 - helt præcis 81,3 kg til morgen. Det har gjort, at min frokost er blevet til 2 skiver rugbrød med skidtfisk, da det er det mindste kalorieindtag , jeg kan få til frokost.

Jeg er simpelt hen så forhippet på at se en lavere vægt om morgenen i disse dage, at alt mit fokus ligger der. Jeg kan også godt mærke, at mit overskud ikke rækker til ret meget mere end det og mit arbejde. Det går ud over familien, men jeg bliver nødt til at lukke mig ind i mig selv og huske fokus.

I aften skal jeg hos venindebesøg, og jeg håber inderligt, at jeg formår at klemme ballerne sammen. Hun er heldigvis også igang med vægttab, så mon ikke det nok skal gå. Det er bare meget nemmere, hvis jeg bare var herhjemme og lod være med at tage i byen. På den måde mister jeg nemlig ikke kontrollen, men sådan kan jeg jo heller ikke leve mit liv...

Status dagen derpå...

Status dagen derpå efter den fantastiske vægt på 81,2 kg er, at jeg til morgen vejede 81,7 kg. Men det er okay - vi var ude at spise på Jensens Bøfhus igår aftes. Jeg forsøgte ellers at få mig en menu, hvor jeg minimerede kalorieindtaget, men det er jo stadig ikke den bedste mad at indtage. Jeg trøster mig med, at jeg stadig vejer 81,x kg.

Det er nu lidt spændende, hvad der står på vægten i næste weekend. Jeg er fuld af kampgejst i øjeblikket og glæder mig til at komme på vægten hver morgen.

Hvad sker der...?!?

Vægten igår morges sagde 82,0 kg. Vægten igår aftes sagde 82,2 kg. Vægten til morgen sagde 81,2 kg.

Jeg har fået bekræftet, at det var godt, jeg holdt fast i at blive ved med at tage Regenon. Da vægten begyndte at stige i sidste weekend, var jeg ellers tæt på at droppe det igen, men nu fortsætter jeg med at tage dem. Jeg har 2 1/2 pakke endnu, og hvis jeg klemmer ballerne sammen en sidste gang, så skulle jeg meget gerne være færdig med det her projekt.

Så nu sættes de sidste kræfter ind for at komme ned og være normalvægtig. Vil det virkelig lykkes for mig? Er det nu, det endelig sker? Vil jeg holde det på sigt?

Jeg er ikke stolt...

... Men jeg har igen fået en recept på 2 pakker Regenon. Jeg er begyndt at tage pillerne igen, og det er pga dem, at jeg har tabt mig. Det bilder jeg i hvert fald mig selv ind, selvom jeg godt ved, at jeg selv skal gøre noget aktivt for det. Jeg er så led ved at jeg har fået recept på dem igen, men på den anden side virker det jo for mig, så hvorfor være flov over det?

Jeg har næsten en fuld pakke herhjemme i forvejen, og så har jeg fået til yderligere 3 måneder. Nu skal der gives en skalle!

Yay!

Sikke en morgenvægt! 82,0 kg. Det betyder, at jeg ENDELIG har rundet et samlet vægttab på 32 kg! Det har jeg ventet 4 måneder på.

Nu håber jeg bare, at det ikke er en enlig svale og jeg snart ser tallet 81 på min vægt. Jeg er ret stolt af mig selv - jeg holder diæten og min sukkerafvænning.

Så kører vi åbenbart igen...

Endelig begynder jeg at se resultater af mit arbejde. Vægten til aften sagde 82,8 kg. Jeg tror, det er første gang, jeg har set 82 på vægten om aftenen. Altid dejligt at opnå et mini-delmål. Nu er det spændende, hvad vægten siger i morgen.

Lettelse

Jeg er så lettet. Vægten i dag sagde 82,4 kg. Jeg er igen nede på før-jul-vægt, og nu skal jeg bare længere ned. Det håber jeg virkelig lykkes. Jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg bare holder diæten, så skal jeg nok komme længere ned. Åh, hvor jeg håber.

Jeg brugte i øvrigt aftenen igår på at lave ny design på bloggen - jeg havde brug for, at der skete lidt. Lidt ligesom på vægtfronten. Jeg glæder mig til at være sommerfuglenet og helt komme ud af min puppe.

Frustration

Jeg synes selv, jeg gør alt det rigtige - men siden mit indlæg i lørdags, har jeg tager 1,2 kg på og vejer til morgen 83,7 kg.

Det er dog nok hormonelt betinget. Jeg har ægløsning i disse dage, og jeg kan mærke væsken i min krop. Men hold op, hvor er det alligevel frustrerende. Og det er ikke ligefrem den bedste start på min næste vægttabsrunde. Øv!

Vi fortsætter igen...

Jeg tror jeg så småt åbner op for musikken herinde igen. Jeg har brug for lidt støtte i disse dage.

Julen og nytår er gået sådan nogenlunde. Jeg har de sidste tre måneders tid ligget omkring de 83,0 kg, men her i ferien var jeg oppe at røre 84,1 kg. 1. januar lavede jeg en aftale med mig selv om sukkerafvænning og tilbage til den normale diæt. Jeg var ude at løbe - og har også været afsted 2 gange siden. Min kondi er godt nok mildest talt elendig, men jeg starter da trods alt ikke fuldstændig på bunden.

Til Taberklubben på MG for 2 dage siden vejede jeg 83,9 kg. I dag vejer jeg 82,5 kg. Sukkerstoppet virker tydeligvis. Jeg har en drøm om SNART at se 81 kg på min vægt. Nu har jeg efterhånden set 82/83 så lang tid, at det er ved at være trættende...

Jeg har også en anden drøm, men jeg tør slet ikke at sætte tidshorisont på. Men det er at se 79 på min vægt. Jeg ved, at det er realistisk for mig at se det på vægten i februar måned, hvis jeg bare klemmer ballerne sammen, men det har jeg desværre ikke høje forventninger til. Jeg har i efteråret skuffet mig selv så mange gange, at jeg ikke helt har tiltro til min rygrad længere...

Jeg tror og håber på, at det vil hjælpe på min rygrad, hvis jeg begynder at skrive om vægttabet igen. Det har jeg sjuftet det sidste halve års tid, men jeg har haft utroligt meget andet, der har fyldt i mit hoved, at der simpelt hen ikke har været psykiske ressourcer til det. Jeg kan mærke, at jeg efterhånden er kommet over på den anden side og er klar til at give den en skalle!