Tankespind

For et par dage siden havde jeg en samtale med en veninde, der BMI-mæssigt ligger der, hvor jeg startede. Den samtale har sidenhen rumsteret meget i mit hoved, for snakken gav virkelig stof til eftertanke på det personlige plan. Det var ikke så meget selve samtalen - men mere hvad hun sagde. Flere gange så jeg på hende og hørte Tine-120-kg tale. Jeg synes det var skræmmende. Jeg hørte alle de samme undskyldninger, alle de samme floskler, alle de samme bortforklaringer, og den samme løsning på problemet. Jeg syntes ikke selv dengang, at det var tom snak, men det ved jeg jo i dag, at det var. Jeg bliver til stadighed overrasket og chokeret over, hvor meget der er sket i mit hoved. Når jeg skriver dette ned sort på hvidt, kan jeg godt se, at det lyder helligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen. Det var bare for mig et meget stort chok at opdage, hvor meget mit hoved har rykket sig i dette projekt. 

Jeg er ikke færdig - og så alligevel lidt. Jeg gider ikke kampen om kiloene længere, og nu foregår min kamp mod kilometrene. Jeg er imponeret over mine små forbedringer på løbeturene, og jeg skal nok klare det om 2 ugers tid, hvor jeg skal løbe Horsens Løbet. 

Jeg er i dag startet på 2. sidste uge i mit løbeprogram. Det er både vildt og underligt, at jeg er nået så langt, men selvom jeg havde troet, at jeg aldrig skulle kunne klare løbeturene, så gennemfører jeg dem gang på gang - fordi jeg VIL! Åh, hvor jeg nogle gange har lyst til at stoppe, men benene bliver bare ved med at løbe under mig. Meget underlig følelse. Jeg vil ikke sige det alt for højt, men jeg er nok blevet lidt afhængig af det der løb...

Min krop ændrer sig lige så stille i takt med at jeg løber mere og mere. Jeg har stadig bildæk, men mine mavemuskler kan jeg mærke er blevet stærkere og holder derfor maven mere og mere inde. Mine lår- og lægmuskler bliver mere og mere markerede for hver dag der går, og jeg nyder det. Jeg hungrer efter flere resultater, og det får jeg kun, hvis jeg får flere km i skoene. Noget for noget - intet kommer af sig selv natten over. 

Mens jeg er igennem alt det her med mig selv, er der også en voksende frygt i mig. Formår jeg nu også at videregive min viden til mine børn, så det også får denne forståelse og ikke bare lader stå til? I 15 år gjorde jeg intet - og hvis det var nogens skyld, var det bestemt ikke min. Lærer jeg dem det rigtige i livet? Og hvordan formår man at give videnen videre ordentligt, så de slipper for at skulle kæmpe alt for hårdt for at lære den lektie?

Min sejr fanget i ét billede

Jeg bliver nødt til at lave et indlæg om dette billede. Billedet er taget igår morges inden min løbetur, og det indkapsler om muligt hele min vej hertil, hvor jeg er nu. Billedet blev taget, fordi jeg bare havde det helt fantastisk i min krop igår morges - og jeg har simpelt hen ikke kunnet slippe det igen.

Jeg var i chok, da jeg så billedet. Det er slet ikke det spejlbillede, som jeg selv ser kigge tilbage. Jeg ser en stærk, selvsikker kvinde, der er på vej ud at løbe, som godt ved, at det bliver piece of cake.

Samtidig er jeg i chok over min figur. Hvor er jeg da nået helt fantastisk langt, og hvor bliver jeg fyldt med stolthed og sejr, når jeg ser billedet. Det viser, hvor langt jeg egentligt er nået.

For at sætte prikken over i'et i forhold til selvfedhed, så har jeg gjort billedet til baggrundsbillede på min iPad. Det billede indkapsler så meget for mig (også meget mere end jeg kan beskrive), og det føles som om det er min gulerod i øjeblikket.