Nej, desværre ikke. Den der motivation er godt nok langt væk og jeg falder i konstant. Vægten til morgen sagde 94 kg lige ud. De sidste 5 dage har set således ud:
Fredag: Take away (sandwich)
Lørdag: Afdelingsmøde med rundstykker, sandwich, eftermiddagskage og god mad og alkohol på Munken
Søndag: Take away (sandwich)
Tirsdag: Fællesspisning på Tian Fu
Det er ikke svært at forstå hvorfor vægten ikke er blevet på 92 kg.
Så jeg må op på hesten igen. Igår var det 6 måneder siden, at jeg startede med vægttabet, og dvs jeg har tabt 20 kg på 6 måneder. Jeg ville nu gerne have haft det tal til at have været højere, men det er det ikke, og så er den ikke længere.
Jeg tror jeg skal tilbage til fuldstændig afholdenhed. Det virkede jo. Eneste problem er, at sidst følte jeg mig ikke snydt - det gør jeg nu... Tumpe!!
onsdag den 29. februar 2012
fredag den 24. februar 2012
Indlæg fra MG 23.02.12
Hermed et indlæg fra MG, som jeg skrev igår morges den 23.02.12. Det er bl.a. dette indlæg, der har fået brikkerne i mit hoved til at falde på plads...
~~~~~~~~~
Der har været meget stille herfra den sidste stykke tid - i hvert fald i forhold til mit tidligere opdaterings-niveau :baaa:
Men grunden er ret enkel - jeg går og føler mig ret meget som en fiasko i øjeblikket, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er, der foregår... En snak med en kollega den anden dag gjorde det synligt for mig (ikke tydeligt, men bare sådan lidt synligt i disen), at det jeg kæmper med er mit eget selvbillede. Og igår aftes, hvor jeg var fuldstændig nede med flaget og i kulkælderen og jeg lå og tudede i D's arme, gik det op for mig, at det skyldes, at jeg ikke kan se mig selv om tynd - jeg kan kun se mig selv som tyk. Så hvor det for nogle kvinder er mændene, der fastholder dem i deres overvægt, så er det mig, der fastholder mig selv :doh:
Så der har jeg en del at arbejde med. Samtidig har jeg haft en følelse af, at tallet 92 var en tærskel for mig. Grunden er, at da jeg startede som kontorelev i 2001, var det netop 92 kg, jeg vejede den morgen, hvor jeg startede. Så for mig er tallet 92 en skillevæg mellem den Tine, jeg kender som voksen, og den Tine, jeg kendte som ung. Derfor har den skillevæg også skræmt mig fra vid og sans, og det er også derfor, at jeg har haft svært ved at forholde mig til, at jeg snart var ved den skillevej. Jeg har været bange for mig selv og den person, der måske pludselig vil dukke op. Snakken med min kollega gjorde dog klart, at det ikke var en reel frygt, for jeg ved jo godt selv, at jeg ikke vil ændre min personlighed.
Jeg har også undret mig meget over, hvorfor det ikke gav mig mere tilfredsstillelse at runde de 20 kg. Det var nærmest bare et træk på skulderen og ikke mere end det. Jeg havde ellers lovet at give mig selv en 20 kg's gave, men det har jeg endnu ikke gjort. Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig tilbage. Det er som om, jeg ikke helt tror på, at det reelt er lykkes for mig. Måske én af grundene til, at jeg ikke er helt tilfreds også er, at jeg vil have mere. Jeg kan ikke glæde mig over det, fordi jeg ikke har fået nok. Jeg vil tabe mig mere, og jeg vil ned og veje 75 kg. Jeg vil virkelig det her, men jeg er usikker på, om jeg gider at fortsætte kampen. Men samtidig har det jo netop ikke været en slankekur, men en kostomlægning, så jeg fortsætter jo bare i samme spor som hele tiden, og det betyder jo, at der på sigt vil falde lidt af hist og her. Jeg har her i min stilstandsperiode formået at holde vægten status quo, og det er en sejr i sig selv. Det er jeg rigtig stolt af :)
Samtidig har jeg haft rigtig svært ved at følge med mentalt i mit vægttab. Om et par dage er det 6 måneder siden, at jeg startede dette forløb - og på de 6 måneder har jeg tabt 21 kg. Det er altså pænt mange kilo. Det forsøger jeg også at sige til mig selv, når jeg bliver utålmodig, men det er som om, det ikke helt vil synke ind. Som om jeg ikke helt vil forstå det. Jeg vil bare gerne have mere, og jeg vil bare gerne snart være tæt på at være normalvægtig. Men hvornår er jeg det? Er jeg det, når BMI'en siger, at jeg er det, eller er jeg det, når jeg selv siger det? Hvis nogen kom og spurgte mig nu, så ville jeg svare, at jeg er yderst tilfreds med den Tine, jeg ser nu. Men samtidig vil jeg gerne have mere... :doh:
En anden frygt, jeg har, er angsten for at miste D. Nu har jeg efterhånden læst utallige artikler med kvinder, der har tabt sig en hulens masse kilo - og i forløbet har de så også skilt sig af med deres dødvægt af en partner. Det er en frygt, der stadig fylder mit sind, men jeg er begyndt at forholde mig noget mere til den. For i og med at jeg ikke forventer at ændre min personlighed, så regner jeg bestemt heller ikke med, at mine følelser for D kommer til at ændre sig :nej: Og samtidig har jeg en mand, der bakker mig op 100% og elsker mig for den, jeg er. Han er ligeglad med hylsteret - han elskede mig lige så højt, da jeg vejede 122 kg, som han gør nu. Han vil dog gerne indrømme, at han finder mig mere sexet og lækker nu, end jeg var, da jeg var større. Men igen - det er ikke hylsteret eller kroppen, han elsker. Det er mig :wub:
Til morgen så jeg min frygt i øjnene, da tallet på vægten viste 92,6 kg. Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Det giver mig nærmere et mindre smil på læben - det er en sejr at nå hertil. Hele februar har jeg nærmest ikke rigtig tabt mig - og det har jeg så alligevel, for der er forsvundet 2 kg, men de er ikke forsvundet lige så hurtigt, som jeg har været vant til, og det har frustreret mig. Men i og med at jeg har haft så meget at arbejde på med mig selv, har overskuddet til vægttab simpelt hen ikke været der. Jeg håber nu, at det igen begynder at gå nedad i og med, at jeg har fået par øjenåbnere her de sidste par dage. Jeg overvejer at prøve at tage til hypno-terapi, så jeg kan finde ud af, hvad det er, der gemmer sig i min ubevidsthed, der gør, at jeg har en hæmsko i forhold til min vægt, men det koster bare det vide ud af øjnene (900,- pr gang - og jeg skal afsted mellem 3-10 gange :wacko:), og det er der ikke lige råd til... Jeg har også overvejet at få mig en sitting hos en clairvoyant, men noget holder mig tilbage, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Jeg er usikker på, om en clairvoyant kan give mig de svar, jeg går og søger efter i øjeblikket... :unsure:
Ovenstående bilder jeg mig selv ind, at alle overvægtige går igennem, når de skal tabe sig. Jeg føler lidt, det er en form for identitetskrise, hvor jeg nærmest skal finde mig selv igen. Ikke sådan personlighedsmæssigt, men mere - hvem er Tine, når hun er ude i offentligheden og skal vise sig frem. Før gemte jeg mig jo bare væk i "telt-tøjet", selvom jeg ikke selv følte dengang, at jeg gemte mig væk. Men det kan jeg tydeligt se på mit tøjvalg i dag, at jeg gjorde... Nu skal jeg finde frem til, hvem Tine er, når hun vejer 92 kg og derunder, og I nok kan læse, så frygter jeg lidt den proces. Men det skal nu nok gå i sidste ende :)
Det er spændende at se hvilken Tine, jeg ender ud med at være. Om et par 100 gram er min BMI under 32, og hvor er det vildt at opdage det til morgen. Dvs. at jeg om et par 100 gram vil have en BMI, der siger 31,XX. Jeg synes det er gået utroligt hurtigt, og hvis det havde været enhver anden ville jeg sagtens kunne forstå, hvorfor de ville have svært ved at følge med, men mig selv punker jeg bare i hovedet og tænker: "Kom nu ind i kampen! Hold nu gejsten oppe! Det er det her, du vil!" Og det er det bestemt også - men jeg synes også, at jeg har lidt brug for at puste lidt ud... :unsure:
Som I kan læse, er jeg meget forvirret i mit hoved i øjeblikket, så et eller andet sted er det meget godt, at det begynder at gå lidt mere stille med vægttabet, så jeg også får mig selv med i dette forløb. Men ih, hvor kunne det bare være fedt at vågne op i morgen, veje 75 kg (der er mit store hovedmål) og kun skulle tænke på at holde vægten..
~~~~~~~~~
Der har været meget stille herfra den sidste stykke tid - i hvert fald i forhold til mit tidligere opdaterings-niveau :baaa:
Men grunden er ret enkel - jeg går og føler mig ret meget som en fiasko i øjeblikket, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er, der foregår... En snak med en kollega den anden dag gjorde det synligt for mig (ikke tydeligt, men bare sådan lidt synligt i disen), at det jeg kæmper med er mit eget selvbillede. Og igår aftes, hvor jeg var fuldstændig nede med flaget og i kulkælderen og jeg lå og tudede i D's arme, gik det op for mig, at det skyldes, at jeg ikke kan se mig selv om tynd - jeg kan kun se mig selv som tyk. Så hvor det for nogle kvinder er mændene, der fastholder dem i deres overvægt, så er det mig, der fastholder mig selv :doh:
Så der har jeg en del at arbejde med. Samtidig har jeg haft en følelse af, at tallet 92 var en tærskel for mig. Grunden er, at da jeg startede som kontorelev i 2001, var det netop 92 kg, jeg vejede den morgen, hvor jeg startede. Så for mig er tallet 92 en skillevæg mellem den Tine, jeg kender som voksen, og den Tine, jeg kendte som ung. Derfor har den skillevæg også skræmt mig fra vid og sans, og det er også derfor, at jeg har haft svært ved at forholde mig til, at jeg snart var ved den skillevej. Jeg har været bange for mig selv og den person, der måske pludselig vil dukke op. Snakken med min kollega gjorde dog klart, at det ikke var en reel frygt, for jeg ved jo godt selv, at jeg ikke vil ændre min personlighed.
Jeg har også undret mig meget over, hvorfor det ikke gav mig mere tilfredsstillelse at runde de 20 kg. Det var nærmest bare et træk på skulderen og ikke mere end det. Jeg havde ellers lovet at give mig selv en 20 kg's gave, men det har jeg endnu ikke gjort. Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig tilbage. Det er som om, jeg ikke helt tror på, at det reelt er lykkes for mig. Måske én af grundene til, at jeg ikke er helt tilfreds også er, at jeg vil have mere. Jeg kan ikke glæde mig over det, fordi jeg ikke har fået nok. Jeg vil tabe mig mere, og jeg vil ned og veje 75 kg. Jeg vil virkelig det her, men jeg er usikker på, om jeg gider at fortsætte kampen. Men samtidig har det jo netop ikke været en slankekur, men en kostomlægning, så jeg fortsætter jo bare i samme spor som hele tiden, og det betyder jo, at der på sigt vil falde lidt af hist og her. Jeg har her i min stilstandsperiode formået at holde vægten status quo, og det er en sejr i sig selv. Det er jeg rigtig stolt af :)
Samtidig har jeg haft rigtig svært ved at følge med mentalt i mit vægttab. Om et par dage er det 6 måneder siden, at jeg startede dette forløb - og på de 6 måneder har jeg tabt 21 kg. Det er altså pænt mange kilo. Det forsøger jeg også at sige til mig selv, når jeg bliver utålmodig, men det er som om, det ikke helt vil synke ind. Som om jeg ikke helt vil forstå det. Jeg vil bare gerne have mere, og jeg vil bare gerne snart være tæt på at være normalvægtig. Men hvornår er jeg det? Er jeg det, når BMI'en siger, at jeg er det, eller er jeg det, når jeg selv siger det? Hvis nogen kom og spurgte mig nu, så ville jeg svare, at jeg er yderst tilfreds med den Tine, jeg ser nu. Men samtidig vil jeg gerne have mere... :doh:
En anden frygt, jeg har, er angsten for at miste D. Nu har jeg efterhånden læst utallige artikler med kvinder, der har tabt sig en hulens masse kilo - og i forløbet har de så også skilt sig af med deres dødvægt af en partner. Det er en frygt, der stadig fylder mit sind, men jeg er begyndt at forholde mig noget mere til den. For i og med at jeg ikke forventer at ændre min personlighed, så regner jeg bestemt heller ikke med, at mine følelser for D kommer til at ændre sig :nej: Og samtidig har jeg en mand, der bakker mig op 100% og elsker mig for den, jeg er. Han er ligeglad med hylsteret - han elskede mig lige så højt, da jeg vejede 122 kg, som han gør nu. Han vil dog gerne indrømme, at han finder mig mere sexet og lækker nu, end jeg var, da jeg var større. Men igen - det er ikke hylsteret eller kroppen, han elsker. Det er mig :wub:
Til morgen så jeg min frygt i øjnene, da tallet på vægten viste 92,6 kg. Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Det giver mig nærmere et mindre smil på læben - det er en sejr at nå hertil. Hele februar har jeg nærmest ikke rigtig tabt mig - og det har jeg så alligevel, for der er forsvundet 2 kg, men de er ikke forsvundet lige så hurtigt, som jeg har været vant til, og det har frustreret mig. Men i og med at jeg har haft så meget at arbejde på med mig selv, har overskuddet til vægttab simpelt hen ikke været der. Jeg håber nu, at det igen begynder at gå nedad i og med, at jeg har fået par øjenåbnere her de sidste par dage. Jeg overvejer at prøve at tage til hypno-terapi, så jeg kan finde ud af, hvad det er, der gemmer sig i min ubevidsthed, der gør, at jeg har en hæmsko i forhold til min vægt, men det koster bare det vide ud af øjnene (900,- pr gang - og jeg skal afsted mellem 3-10 gange :wacko:), og det er der ikke lige råd til... Jeg har også overvejet at få mig en sitting hos en clairvoyant, men noget holder mig tilbage, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Jeg er usikker på, om en clairvoyant kan give mig de svar, jeg går og søger efter i øjeblikket... :unsure:
Ovenstående bilder jeg mig selv ind, at alle overvægtige går igennem, når de skal tabe sig. Jeg føler lidt, det er en form for identitetskrise, hvor jeg nærmest skal finde mig selv igen. Ikke sådan personlighedsmæssigt, men mere - hvem er Tine, når hun er ude i offentligheden og skal vise sig frem. Før gemte jeg mig jo bare væk i "telt-tøjet", selvom jeg ikke selv følte dengang, at jeg gemte mig væk. Men det kan jeg tydeligt se på mit tøjvalg i dag, at jeg gjorde... Nu skal jeg finde frem til, hvem Tine er, når hun vejer 92 kg og derunder, og I nok kan læse, så frygter jeg lidt den proces. Men det skal nu nok gå i sidste ende :)
Det er spændende at se hvilken Tine, jeg ender ud med at være. Om et par 100 gram er min BMI under 32, og hvor er det vildt at opdage det til morgen. Dvs. at jeg om et par 100 gram vil have en BMI, der siger 31,XX. Jeg synes det er gået utroligt hurtigt, og hvis det havde været enhver anden ville jeg sagtens kunne forstå, hvorfor de ville have svært ved at følge med, men mig selv punker jeg bare i hovedet og tænker: "Kom nu ind i kampen! Hold nu gejsten oppe! Det er det her, du vil!" Og det er det bestemt også - men jeg synes også, at jeg har lidt brug for at puste lidt ud... :unsure:
Som I kan læse, er jeg meget forvirret i mit hoved i øjeblikket, så et eller andet sted er det meget godt, at det begynder at gå lidt mere stille med vægttabet, så jeg også får mig selv med i dette forløb. Men ih, hvor kunne det bare være fedt at vågne op i morgen, veje 75 kg (der er mit store hovedmål) og kun skulle tænke på at holde vægten..
Dag 180
Dag 180 - vægt 92,2 kg, BMI 31,9, samlet vægttab 21,8 kg.
Underligt at jeg har frygtet de 92 kg så meget. Nu irriterer det tal mig bare, og jeg vil ned på 91 kg - og gerne øjeblikkeligt.
Der er blevet flyttet en masse brikker på plads i mit hoved de sidste par dage, og jeg kan mærke, at det giver mig en fornyet energi og tro. Motivationen er ikke i top, men den er der! For den har været meget langt væk de sidste mange uger.
Jeg er begyndt at tage pillerne fast igen. De hjælper mig. Jeg har indset, at det er den måde, det skal lykkes på. Jeg glemmer dog tit at tage en om aftenen. Men det gør ikke noget.
Jeg havde en kamp med mig selv igår aftes. Min krop mente, at jeg skulle have slik - det mente mit hoved ikke. Jeg vandt over min krop! Sejr!
Underligt at jeg har frygtet de 92 kg så meget. Nu irriterer det tal mig bare, og jeg vil ned på 91 kg - og gerne øjeblikkeligt.
Der er blevet flyttet en masse brikker på plads i mit hoved de sidste par dage, og jeg kan mærke, at det giver mig en fornyet energi og tro. Motivationen er ikke i top, men den er der! For den har været meget langt væk de sidste mange uger.
Jeg er begyndt at tage pillerne fast igen. De hjælper mig. Jeg har indset, at det er den måde, det skal lykkes på. Jeg glemmer dog tit at tage en om aftenen. Men det gør ikke noget.
Jeg havde en kamp med mig selv igår aftes. Min krop mente, at jeg skulle have slik - det mente mit hoved ikke. Jeg vandt over min krop! Sejr!
torsdag den 23. februar 2012
Så skete det frygtede...
Jeg var noget paf, da jeg så tallet på vægten til morgen. Jeg har gået og bygget en masse frygt op omkring at skulle ramme tallet 92, men da der så pludselig stod 92,6 kg idag, var det slet ikke så slemt. Faktisk var det nærmest en hel lettelse...
Nu er det spændende så om jeg kan holde på tallet, eller om jeg ryger tilbage på 93 igen. Men underligt nok har jeg det rigtigt godt med det tal til morgen. Det giver mig et lille smil på læben ved tanken. Alt det jeg har gjort, har alligevel gjort en forskel i sidste ende!
Jeg kan godt lide denne måde at tabe mig på - selvom det til tider er en kæmpe kamp med mig selv, så får jeg stadig fantastiske perioder efter en down-periode. Jeg håber at det er en af de gode perioder, der kommer nu...
Jeg nævnte i øvrigt for D igår aftes, at jeg ikke rigtig vidste, om jeg ville fortsætte med kontrolvejningerne hos sygeplejersken. Men der sagde han promte, at det skulle jeg! Han er mig en god støtte. Jeg er rigtig glad for at han holder mig selv oppe på mine aftaler.
Nu er det spændende så om jeg kan holde på tallet, eller om jeg ryger tilbage på 93 igen. Men underligt nok har jeg det rigtigt godt med det tal til morgen. Det giver mig et lille smil på læben ved tanken. Alt det jeg har gjort, har alligevel gjort en forskel i sidste ende!
Jeg kan godt lide denne måde at tabe mig på - selvom det til tider er en kæmpe kamp med mig selv, så får jeg stadig fantastiske perioder efter en down-periode. Jeg håber at det er en af de gode perioder, der kommer nu...
Jeg nævnte i øvrigt for D igår aftes, at jeg ikke rigtig vidste, om jeg ville fortsætte med kontrolvejningerne hos sygeplejersken. Men der sagde han promte, at det skulle jeg! Han er mig en god støtte. Jeg er rigtig glad for at han holder mig selv oppe på mine aftaler.
onsdag den 22. februar 2012
Tungsind
Jeg er depressiv i øjeblikket. Jeg føler ikke rigtigt, at tingene lykkes for mig, selvom jeg heller ikke rigtigt gør noget for det. Så det giver jo ligesom lidt sig selv, at der ikke sker noget, når jeg giver mig selv liv til at falde i. Det positive er dog, at vægten ikke stiger men bliver liggende ret stabilt.
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er der sker. Til aften har jeg haft en mindre tude-aften, hvor jeg har fået snakket lidt med D omkring det. Og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kan forlige mig med det spejlbillede, jeg ser i spejlet. Mit indre spejlbillede viser hele tiden en tyk Tine - og jeg kan slet ikke forholde mig til at skulle være tynd. Jeg er jo stadig tyk, men hvor længe endnu hvis jeg begynder at give det en skalle?
Samtidig frygter jeg, at det vil komme til at påvirke mit forhold at jeg taber mig mere. Jeg synes altid man hører om folk, der taber sig meget, og slutter af med at skille sig af med sin bedre halvdel. Jeg vil IKKE af med D - men det er en kæmpe stor frygt, jeg går rundt med. D har forsikret mig om, at han elsker mig uanset vægt... Men det er jo heller ikke ham, jeg er bange for - det er mig.
Han var nu også sød, mens vi snakkede. Han sagde, at han synes at jeg er blevet mere lækker. Det kunne jeg godt lide at høre. Jeg vil gerne give ham en flot kone at vise frem. Han fortjener en flot kvinde ved sin side.
Jeg håber snart, at jeg får hevet mig selv op igen fra kulkælderen. Jeg er ved at være træt af at være hernede...kom nu op på hesten igen!!!
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er der sker. Til aften har jeg haft en mindre tude-aften, hvor jeg har fået snakket lidt med D omkring det. Og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kan forlige mig med det spejlbillede, jeg ser i spejlet. Mit indre spejlbillede viser hele tiden en tyk Tine - og jeg kan slet ikke forholde mig til at skulle være tynd. Jeg er jo stadig tyk, men hvor længe endnu hvis jeg begynder at give det en skalle?
Samtidig frygter jeg, at det vil komme til at påvirke mit forhold at jeg taber mig mere. Jeg synes altid man hører om folk, der taber sig meget, og slutter af med at skille sig af med sin bedre halvdel. Jeg vil IKKE af med D - men det er en kæmpe stor frygt, jeg går rundt med. D har forsikret mig om, at han elsker mig uanset vægt... Men det er jo heller ikke ham, jeg er bange for - det er mig.
Han var nu også sød, mens vi snakkede. Han sagde, at han synes at jeg er blevet mere lækker. Det kunne jeg godt lide at høre. Jeg vil gerne give ham en flot kone at vise frem. Han fortjener en flot kvinde ved sin side.
Jeg håber snart, at jeg får hevet mig selv op igen fra kulkælderen. Jeg er ved at være træt af at være hernede...kom nu op på hesten igen!!!
torsdag den 16. februar 2012
Usædvanligt tøjindkøb
Jeg ELSKER at købe billigt, brugt tøj - og vores genbrugsforretning i nærheden har en FANTASTISK tøj-afdeling. Jeg var et smut forbi i dag, og der faldt jeg over en nederdel. Jeg har tidligere normalt aldrig gået i kjoler og nederdele, for jeg følte mig bare ikke tilpas i det. Men efter jeg har tabt mig, er der pludselig dukket en kjolepige frem. Denne nederdel kunne jeg simpelt hen ikke lade være med at købe - sølle 20 kr, og så var den min!
Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal have på som tilbehør til denne nederdel, men det må jeg finde ud af. Men jeg er sikker på, at det bliver en god forårsnederdel.
onsdag den 15. februar 2012
At sige farvel til str 46
Jeg har jo kun 3 par bukser. Jeg har solgt alle mine andre bukser, fordi jeg ikke vil have noget af "telttøjet" liggende i mit skab længere. Det skal være slut og jeg skal ikke have nogen undskyldning for at hoppe i 48/50/52 igen. Derfor er det væk!
Det første nye jeg købte efter jeg begyndte vægttabet, var et par bukser i str 46. Indkøbet er også beskrevet herinde tidligere. Jeg husker stadig nervøsiteten, da jeg tog afsted. Jeg husker stadig sejren i kroppen, da jeg stod i prøverummet. Og til morgen hoppede jeg i bukserne igen og måtte konstatere, at det nok er sidste gang, jeg har dem på...
Jeg har stadig lidt bluser liggende i str 46, men de synger vist også på sidste vers. Hvor er det underligt at vokse ud af den størrelse, som var mit oprindelige mål at nå. Igår sad jeg og kiggede på tøj på nettet, og det var meget mærkeligt at kigge på tøj i str 42 - det føltes som om det var forkert størrelse. Men jeg må jo nok indse, at det altså ER den størrelse, jeg skal have fremover.
Vægten til morgen sagde 93,3 kg. Igår aftes (også forgårs aftes) sagde vægten 93,9 kg. Så jeg må nok indse, at 93 nu er mit tal. Underligt at tænke på.
Vægttabet giver også lidt luksus-problemer. Mine underbukser er efterhånden allesammen for store til mig. Stoffet slasker på mig, men jeg kan ikke rigtig få taget mig sammen til at købe nye, så jeg fortsætter bare med at bruge slaske-trusser...
Jeg har det rigtigt godt i min nye krop - det havde jeg bestemt også før, men jeg tør at vise min krop frem nu, hvilket jeg ikke gjorde før. Jeg føler mig mere attraktiv og selvsikker. Dog snyder jeg lidt med stram-op-trusser for at holde bildækket inde, for det ser ikke pænt ud. Men uanset hvad, så er facts, at bildækket nu er blevet så lille, at jeg kan se mine tæer, når jeg kigger ned. Mig, som troede at jeg ikke havde fødder, fordi jeg ikke kunne se dem.
Jeg glæder mig til at se tallet 92 på min vægt. Nu må vi se, hvornår det sker. Det er som om, at min vægt igen er gået i stilstand. Så jeg kommer nok til at stå på denne vægt i en uges tid nu. Men det er også okay - så får jeg mulighed for at kunne følge med...
Det første nye jeg købte efter jeg begyndte vægttabet, var et par bukser i str 46. Indkøbet er også beskrevet herinde tidligere. Jeg husker stadig nervøsiteten, da jeg tog afsted. Jeg husker stadig sejren i kroppen, da jeg stod i prøverummet. Og til morgen hoppede jeg i bukserne igen og måtte konstatere, at det nok er sidste gang, jeg har dem på...
Jeg har stadig lidt bluser liggende i str 46, men de synger vist også på sidste vers. Hvor er det underligt at vokse ud af den størrelse, som var mit oprindelige mål at nå. Igår sad jeg og kiggede på tøj på nettet, og det var meget mærkeligt at kigge på tøj i str 42 - det føltes som om det var forkert størrelse. Men jeg må jo nok indse, at det altså ER den størrelse, jeg skal have fremover.
Vægten til morgen sagde 93,3 kg. Igår aftes (også forgårs aftes) sagde vægten 93,9 kg. Så jeg må nok indse, at 93 nu er mit tal. Underligt at tænke på.
Vægttabet giver også lidt luksus-problemer. Mine underbukser er efterhånden allesammen for store til mig. Stoffet slasker på mig, men jeg kan ikke rigtig få taget mig sammen til at købe nye, så jeg fortsætter bare med at bruge slaske-trusser...
Jeg har det rigtigt godt i min nye krop - det havde jeg bestemt også før, men jeg tør at vise min krop frem nu, hvilket jeg ikke gjorde før. Jeg føler mig mere attraktiv og selvsikker. Dog snyder jeg lidt med stram-op-trusser for at holde bildækket inde, for det ser ikke pænt ud. Men uanset hvad, så er facts, at bildækket nu er blevet så lille, at jeg kan se mine tæer, når jeg kigger ned. Mig, som troede at jeg ikke havde fødder, fordi jeg ikke kunne se dem.
Jeg glæder mig til at se tallet 92 på min vægt. Nu må vi se, hvornår det sker. Det er som om, at min vægt igen er gået i stilstand. Så jeg kommer nok til at stå på denne vægt i en uges tid nu. Men det er også okay - så får jeg mulighed for at kunne følge med...
mandag den 13. februar 2012
Er det mit nu?
Vægten passede åbenbart igår. Idag vejer jeg 93,2 kg. Jeg aner ikke hvad jeg har gjort, men det gør ikke noget. Men lad mig lige stå her lidt, så jeg kan følge med, for jeg har et af de underlige delmål, der snart kommer, som jeg ikke helt ved om jeg er klar til at nå. 20. august 2001 startede jeg som kontorelev hos VUC, og den morgen vejede jeg 92 kg (kan ikke huske decimaler). Derfor er det for mig en lille milepæl at nå 92 igen. Jeg har ikke vejet det siden dengang...
Underlige observationer: Min hud på maven føles ligesom bolledej, lige efter man har født. Jeg er jo vant til at det er spilet ud pga fedt - men nu er det bare sådan noget slaske-noget.
Dejlige facts: Jeg er sådan nogenlunde 100% nu en str 42!!!
Underlige observationer: Min hud på maven føles ligesom bolledej, lige efter man har født. Jeg er jo vant til at det er spilet ud pga fedt - men nu er det bare sådan noget slaske-noget.
Dejlige facts: Jeg er sådan nogenlunde 100% nu en str 42!!!
søndag den 12. februar 2012
Underlig vægt idag
Ugens vægt var underlig. Først viste den 92,1 - så flyttede jeg lidt rundt på vægten, fordi det ikke kunne passe, og så fik jeg den op på 93,1 kg og til sidst 93,3 kg. Jeg var tilfreds med alle tallene, så det gjorde mig ikke noget, at den endte på 93,3. 92,1 var også helt urealistisk og hen i vejret!
Nu skal jeg bare have fået mit hoved til at få ejerskab over tallet 93... Fra nu vil jeg KUN se 94 om aftenen.
Jeg kan nu ikke forstå hvorfor jeg taber mig, for jeg var sindssyg usund igår. 2 x fødselsdag betyder 2 x masser af kager og boller. Vi skal også til fødselsdag idag. Det skal nu nok gå.
Nu skal jeg bare have fået mit hoved til at få ejerskab over tallet 93... Fra nu vil jeg KUN se 94 om aftenen.
Jeg kan nu ikke forstå hvorfor jeg taber mig, for jeg var sindssyg usund igår. 2 x fødselsdag betyder 2 x masser af kager og boller. Vi skal også til fødselsdag idag. Det skal nu nok gå.
fredag den 10. februar 2012
93 igen
Så vendte tallet 93 tilbage igen. Til morgen er vægten 93,9 kg, og jeg nyder at se det tal igen. Nu skal jeg mentalt bare opnå følelsen af ejerskab for det tal, så jeg ikke mister fokus igen. Og så fortsætter jeg med at tage pillerne.
torsdag den 9. februar 2012
Status til morgen
Vægten sagde igen 94,1 kg til morgen. Jeg håber på, at det betyder at jeg er tilbage i den gamle gænge. Nu må vi se - jeg føler mig på ingen måde boostet af motivation...
onsdag den 8. februar 2012
Grunden til min stilhed
Der har været lidt stille herfra den sidste uges tid. Årsagen er simpel - jeg har slappet af og givet mig selv lov til det uden dårlig samvittighed. Igår var vi på den kinesiske, og jeg ÅD! Det betyder at jeg idag vejer 94,9 kg - og ærligt, så rører det mig ikke. Det har været skønt at have en lille uges tid, hvor jeg bare har givet den gas. Jeg har spist chips, kage og slik. Det er ikke sådan at jeg er tilbage i det gamle spor, hvor jeg overspiste, men jeg har tilladt mig selv det i moderate mængder.
Til morgen har jeg så taget en pille igen. Jeg vil forsøge at hive motivationen frem igen. Jeg vil helst ikke op og se tallet 95 igen. Jeg har den sidste uges tid haft svært ved at forholde mig til tallet 94, men da jeg så så til morgen, at jeg var tæt på at komme på 95 igen, kunne jeg godt mærke, at der vil jeg ikke op igen. Tallet 94 er både mig og mit.
Jeg går også og venter på at den kvindelige cyklus slutter for denne omgang. Jeg kan mærke at jeg er utroligt væskeophobet, og det har jeg været siden torsdag. Vi har onsdag idag, så det må da snart stoppe.
Jeg håber at jeg hurtigt finder motivationen igen. Der er stadig tøjstørrelser, som jeg skal kunne passe...
Til morgen har jeg så taget en pille igen. Jeg vil forsøge at hive motivationen frem igen. Jeg vil helst ikke op og se tallet 95 igen. Jeg har den sidste uges tid haft svært ved at forholde mig til tallet 94, men da jeg så så til morgen, at jeg var tæt på at komme på 95 igen, kunne jeg godt mærke, at der vil jeg ikke op igen. Tallet 94 er både mig og mit.
Jeg går også og venter på at den kvindelige cyklus slutter for denne omgang. Jeg kan mærke at jeg er utroligt væskeophobet, og det har jeg været siden torsdag. Vi har onsdag idag, så det må da snart stoppe.
Jeg håber at jeg hurtigt finder motivationen igen. Der er stadig tøjstørrelser, som jeg skal kunne passe...
fredag den 3. februar 2012
Februar-mål
Jeg glemte at skrive herinde igår, da jeg havde målt mig. Men der er nu ikke så meget at skrive hjem om, så det er nok også derfor, at jeg ikke har haft mere travlt med at få tallene noteret herinde...
Hermed de nyeste tal sat op imod de tidligere tal:
- Lår: 118 / 112,5 / 108,5 / 107
- Hofte: 126 / 125,5 / 119,5 / 118
- "Bildæk": 125 / 116,5 / 113,5 / 112
- U. bryst: 98 / 94,5 / 93 / 93
- O. bryst: 110 / 102,5 / 102,5 / 102,5
- H. overarm: 43 / 43 / 39,5 / 39,5
- V. overarm: 42 / 41,5 / 39 / 39
Så nej - det er ikke meget, der er sket den sidste måneds tid. Sammenlagt er der forsvundet 4,5 cm fra min krop på en måned - ialt er der forsvundet 51 cm siden første måling.
Ellers har jeg ikke så meget at fortælle. Jeg synes ikke helt, at jeg er ret god i øjeblikket. Jeg er ikke særlig striks med, hvad jeg putter i munden, og det betyder, at jeg igen er kommet over 94 kg. Til morgen vejede jeg 94,2 kg. Jeg vil rigtig gerne ned på 93 igen, men samtidig kan jeg mærke, at jeg ikke helt brænder efter det på samme måde som tidligere. Jeg er nu nede på en vægt, som jeg aldrig troede var muligt, og jeg ved ikke helt, om jeg skal prøve at tage mig en lille pause og få mit hoved til at følge med, så jeg igen kan få et behov og et ønske om at komme længere ned. Jeg ved det ikke. Men jeg kan i hvert fald mærke, at min motivation er svær at finde i øjeblikket.
Men samtidig er alt det her jo noget pjat, for jeg render jo stadig og taber mig. I gennemsnit forsvinder der 8-900 gram om ugen. Jeg ville bare gerne, at det forsvandt noget hurtigere. Men det er jo også vildt urealistisk, og et vægttab på 8-900 gram om ugen ved jeg jo godt er sindssygt flot!
Nu må vi se, hvad der sker... Jeg kan ikke rigtigt finde ud af mig selv i øjeblikket, og jeg har meget svært ved at finde tilfredsstillelse i det hele. Det er som om jeg ikke rigtigt har behov for det. Det at opnå et vægttab på 20 kg var måske tilfredsstillelse nok? Eller det faktum at jeg ikke længere har en 3-cifret vægt?
Jeg kunne stadig rigtigt godt tænke mig at komme ned at veje 75 kg, men samtidig føles det også som et rigtigt urealistisk mål. Det er så langt ude i fremtiden, at det slet ikke er en opnåelig mulighed. Akkurat ligesom at komme under 100 kg. Samtidig føler jeg mig punket i hovedet fra andre om, at det ikke er muligt for mig at opnå at komme ned på 75 kg i løbet af 2012. Først sygeplejersken, og igår var det så mine kolleger, der sagde det samme. Det har på en underlig måde gjort noget ved mit hoved - det er blevet ligeglad. Når de siger, at jeg ikke kan, så kan jeg jo heller ikke...
Ih, hvor er det træls med disse opgivende tanker. Men når jeg sådan mærker efter dybt inde, så er jeg faktisk tilfreds lige nu. Jeg har det godt i mig selv. Jeg har opnået flere forskellige store mål, som jeg så længe havde drømt om: At veje under 100 kg, at kunne passe normale tøjstørrelser, at rent faktisk for en gangs skyld lykkes med et vægttab. Og dette vægttab kan jeg sagtens holde, for det er ikke kæmpe store ting, der er blevet ændret. Det er jo det, der er så fantastisk!
Nå, mange tanker en fredag morgen - hvor tiden nu er fløjet så meget afsted, at jeg slet ikke længere har tid til at skrive herinde...
onsdag den 1. februar 2012
Første besøg hos ny sygeplejeske
Idag var dagen, hvor jeg for første gang var til vejning hos vores nye lægehus. Et okay besøg, men stadig et hvor jeg tænker: "Det skal hun fandme ikke bestemme!"
Først vægten - den sagde 95,4 kg, og det er jeg fint tilfreds med. Jeg kan ikke huske, hvad jeg blev vejet til for en uge siden, men jeg havde det okay med vejningen idag. Jeg fik også målt min højde, fordi jeg selv var usikker på, hvor høj jeg er. Min højde er taget fra et gammelt pas. Jeg fik bekræftet, at min højde er 170 cm.
Dernæst lidt snak. Jeg havde allerede inden besøget svaret på et spørgeskema omkring mit vægttab, og hvad mit mål var for vægttabet. Her havde jeg svaret, at jeg ønskede at veje 75 kg, når året er gået. Det mente hun ikke var realistisk, og jeg skulle bestemt ikke regne med, at mit vægttab ville fortsætte i samme tempo. Og så bliver jeg altså lidt fandenivoldsk og tænker: "Det skal hun fandme ikke bestemme!!!" Den tidligere sygeplejerske sagde det samme til mig om 100 kg, og det nåede jeg alligevel.
Så jeg er meget opsat på at vise hende, at hun tog fejl. Barnligt vrænge ansigt og række tunge. "Kan du se, at du ikke fik ret? HA!" Og det bedste er - hun vil være bedøvende ligeglad, og jeg vil have tabt mig. Total win-win-situation: Jeg får tilfredsstillelse overfor hende og opnår mit vægtønske.
Nu må vi se, hvad der sker. Jeg har ikke urealistiske forventninger til mit vægttab, og jeg forventer bestemt ikke, at jeg har tabt 20 kg igen om 5 måneder. Men at tabe 20 kg på 11 måneder er vil ikke urealistisk?
Næste kontrolvejning torsdag den 15. marts.
Først vægten - den sagde 95,4 kg, og det er jeg fint tilfreds med. Jeg kan ikke huske, hvad jeg blev vejet til for en uge siden, men jeg havde det okay med vejningen idag. Jeg fik også målt min højde, fordi jeg selv var usikker på, hvor høj jeg er. Min højde er taget fra et gammelt pas. Jeg fik bekræftet, at min højde er 170 cm.
Dernæst lidt snak. Jeg havde allerede inden besøget svaret på et spørgeskema omkring mit vægttab, og hvad mit mål var for vægttabet. Her havde jeg svaret, at jeg ønskede at veje 75 kg, når året er gået. Det mente hun ikke var realistisk, og jeg skulle bestemt ikke regne med, at mit vægttab ville fortsætte i samme tempo. Og så bliver jeg altså lidt fandenivoldsk og tænker: "Det skal hun fandme ikke bestemme!!!" Den tidligere sygeplejerske sagde det samme til mig om 100 kg, og det nåede jeg alligevel.
Så jeg er meget opsat på at vise hende, at hun tog fejl. Barnligt vrænge ansigt og række tunge. "Kan du se, at du ikke fik ret? HA!" Og det bedste er - hun vil være bedøvende ligeglad, og jeg vil have tabt mig. Total win-win-situation: Jeg får tilfredsstillelse overfor hende og opnår mit vægtønske.
Nu må vi se, hvad der sker. Jeg har ikke urealistiske forventninger til mit vægttab, og jeg forventer bestemt ikke, at jeg har tabt 20 kg igen om 5 måneder. Men at tabe 20 kg på 11 måneder er vil ikke urealistisk?
Næste kontrolvejning torsdag den 15. marts.
Abonner på:
Opslag (Atom)