Hverdagen er startet - dag 17

 Nå, siden sidste indlæg er der sket en del. Jeg endte aldrig med at komme igennem til lægen, så jeg mødte op om eftermiddagen, hvor jeg alligevel skulle ud at køre - og så viser det sig, at der slet ikke var afsat nogen tid til mig hos sygeplejersken. Flot. Det var vist godt, at vi selv klarede det. 

Onsdag til lørdag var jeg ramt af massiv madlede. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at få noget ned. Jeg havde egentlig troet, at jeg skulle på arbejde en dag mere i sidste uge, men sådan blev det ikke. Om torsdagen var jeg ude at køre, hvor jeg kom til at se på mig selv i bakspejlet. Tilbage kiggede et par øjne med store sorte rander under. Jeg så slet ikke sund eller rask ud. Derefter begyndte jeg at tvinge mig selv til at spise og få noget indtag ind. Ingen lystspisning - ren og skær tvang. 

Fredag var vi ude at handle, hvor jeg købte mig en stang Pringles. Jeg gav mig selv lov til at få et par stykker lørdag - og det var en fornøjelse igen at få chips i min mund. Dog i MEGET mindre mængder, end jeg ville have gjort tidligere. Jeg har stadig Pringles stående og tænker, at de kommer til at holde længe. Igår gav jeg mig selv lov til at få et par stykker slik (Click mix). Det var også en nydelse at spise nogle få stykker. 

Søndag overgik jeg til uge 3, og pludselig åbnede der sig en meget større madverden. Jeg opdagede, at jeg måtte begynde at spise agurk (uden skræl), så det kastede jeg mig over. Det var en fornøjelse igen at få en knasende grøntsag i min mund igen. 
Om aftenen stegte jeg mig et stykke laks. Det var det bedste stykke laks, jeg nogensinde har smagt! Spiste dog kun halvdelen af det, hvilket betød, at jeg også havde laks til dagen efter - og det var lige før, at jeg også havde laks til aftensmad. Jeg er blevet billig i drift. 

Mandag startede jeg på arbejde og havde en hel arbejdsdag indtil kl. 16.15. Det var dejligt at komme i gang, og jeg oplevede ingen problemer med mit indtag mandag. Tirsdag stod jeg til gengæld igen op til madlede af værste skuffe, så jeg kunne slet ikke få noget ned. Så da jeg ankom på arbejdet, var mit indtag de første par timer et par glas proteindrik. Omkring kl. 11 lettede madleden, og jeg kunne begynde at få fast føde ned. 

For sjov prøvede jeg igår aftes at tracke dagens indtag. Jeg nåede op på 800 kcal. Til morgen gjorde jeg det samme med mit forventede indtag - jeg nåede op på 500 kcal, dog uden at jeg har talt proteindrik med. Det er dælme ikke meget, der kommer ind. 

Til morgen ringede diætisten til mig og spurgte, hvordan det var gået. Alt, hvad jeg har gået og bøvlet med, er helt normalt. Han foreslog, at jeg begyndte at supplere med nødder - men da jeg spurgte, om jeg allerede måtte det, skyndte han at ændre det til, at jeg nok først skulle spise nødder fra næste uge. Så næste uge skal jeg have mandler! Og valnødder! Og hasselnødder!

Vægten rykker sig ikke ud af stedet. Det frustrerer mig, men jeg får igen og igen at vide, at det er fordi kroppen tror, at der er hungersnød og derfor holder fast i alt, hvad der er at holde fast i. Men der bliver også sagt, at det nok skal komme. Lige nu føler jeg mig mest af alt snydt. Men omvendt - jeg har tabt knap 6 kg på 2 uger, og det havde jeg ikke gjort, hvis det var sket på ordinært vis. 

Jeg må væbne mig med tålmodighed. Men tålmodighed er ikke det, jeg har mest af... Jeg skulle gerne have tabt 30 kg igår... ;)

Dag 10 - nu uden clips!

Igår aftes - lige inden vi skulle i seng - beklagede jeg mig endnu engang over, at det yderste indstik i venstre side generede mig. Det havde det gjort i et par dage, men irritationen var steget i løbet af dagen igår. Vi kiggede på det og kunne se, at huden var begyndt at vokse ind over clipsene. Snittet var hele fint, så vi blev enige om, at D skulle fjerne clipsene. 

Jeg havde forinden googlet på, hvornår andre havde fået taget deres clips, og det spændte fra 8-14 dage. Jeg var på dag 9 igår. Det gjorde også beslutningen noget nemmere, at andre havde taget dem ud tidligere end 12-14 dage efter. 

Det gik så fint. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var en befrielse at få dem ud. Og da han havde taget den første, blev vi enige om, at han lige så godt kunne tage de resterende. Bagefter tog jeg englehud/Micropore-plaster på - og nu ser min mave NÆSTEN ud som om, at jeg slet ikke er opereret. Det anbefales at bruge englehuden hele tiden det første år. Om jeg lige kommer til at gøre det tiden ud, ved jeg ikke. Jeg tror det ikke. 

Men - jeg har jo booket tid hos sygeplejersken til at få taget clipsene på fredag kl. 8.20. Jeg sidder nu i kø hos lægen, så jeg kan afbestille min tid til på fredag. De har været så "geniale" ikke at lægge tiden ind på mig, så jeg selv kan aflyse digitalt. Jeg har nu været nr. 6 i 10 minutter - jeg tror ikke, at de tager telefonen, for køen rykker sig overhovedet ikke. 

Mit indtag øges for hver dag, der går. Det er dejligt at kunne rumme mere og mere. Men jeg er stadig ikke oppe på et ret højt kcal-indtag - ej heller på protein. Igår tog det mig en hel dag at spise en dåse tun (ca. 125 g). Så der ved jeg, at jeg har fået 27 g protein. 

Det er onsdag i dag, så jeg er næsten halvvejs gennem ugen. Hvis det fortsætter med at gå så fint, så kommer næste uge også til at gå fint. Jeg er optimistisk. Men jeg bliver også nødt til at være positiv og optimistisk, for jeg kan ikke gå tilbage. 

Til morgen vejede jeg 116,8 kg. Jeg har tabt 5,5 kg siden 13/11. På halvanden uge. Jeg synes selvfølgelig, at det er dejligt, men samtidig har jeg også en lille stemme i hovedet, der siger, at det ikke er en sund måde at tabe sig på. Alt, hvad jeg har lært ift. vægttab og hvor hurtigt det er tilrådeligt at lade det ske, er ubrugeligt. Der er intet normalt over dette. 

Jeg blev spurgt af flere igår på arbejdet, om jeg ikke gik og havde det skidt, når mit daglige indtag ikke er højere. Og det er jo det sjove - det har jeg ikke. 

Dag 9 - jeg har været på arbejde!

Yngste-trunten skulle køres i skole til morgen. Jeg havde haft en god morgen med mit indtag, og var egentlig i gang med at starte computeren op til hjemmearbejde. Men så tog jeg en hurtig beslutning - jeg kunne da lige så godt tage på arbejde, når jeg alligevel skulle køre hende. Så det gjorde jeg.

Det var en utrolig positiv oplevelse - dog bortset fra, at de "skældte" mig ud og sagde, at jeg skulle være blevet hjemme hele ugen. Men det var rart at komme ind og bruge sit hoved på andet end at tænke på mad, indtag og væske. Jeg var der i 3 timers tid og spiste også frokost med dem. Jeg havde taget ALT for meget mad med, men jeg var så bange for pludselig at stå i akut mangel på mad. Der skulle ikke mangle noget. Det gjorde der bestemt heller ikke. Jeg har det meste af det med hjem igen. 

Men det var rart at få min arbejdsplads afmystificeret. Ligesom det herhjemme er en tryg base, skal min arbejdsplads jo også gerne være det. Og det blev den med besøget i dag. Safe space. 

Men hvor var det angstprovokerende at køre derind. Jeg stod i mit køkken, inden vi kørte, og havde lyst til at sætte mig ned og tude. Jeg har aldrig haft det sådan før, men jeg tænker, at det var sundt for mig at prøve at have det sådan. Det er en gave i forhold til mit øvrige arbejde - og i forhold til, hvis jeg på et tidspunkt står med en medarbejder, der har det på den måde. Alle prøvelser i livet er en gave i en eller anden form (selvom man gerne vil være visse prøvelser foruden). 

Om jeg tager på arbejde igen i morgen, ved jeg ikke. Det kommer lidt an på dagsformen, og hvordan indtaget inden er. Men det giver mig en tryghed i, at jeg sagtens kan komme på arbejde på fuld tid på mandag. 

Jeg snyder + "rester" fra 6/11

De andre piger fortalte igår, at de var begyndt at snyde. Den ene havde fredag spist 4 teskefulde kartoffelmos, og den anden spiste torskerogn igår. Jeg blev øjeblikkeligt frustreret, hvortil D svarede, at det var jo fordi, jeg altid følger reglerne.

Og det burde jeg også gøre, men jeg er simpelt hen for desperat. Jeg er ikke længere den gode version af mig selv. Jeg har let til tårer, jeg farer op, farer ned, meget opgivende osv. Igår fik jeg kun knap 1 liter væske indenbords, fordi jeg ikke magtede mere væske.

Igår aftes blev jeg så desperat, at D, mens han i forvejen var i køkkenet, blev bedt om at se, om vi havde torskerogn. Det havde vi ikke, men han opdagede nogle bøtter fiskeboller på "fjernlageret". Jeg holdt mig i skindet og gik i seng. Men da jeg vågnede til morgen, kredsede min hjerne om fiskebollerne, så det er nu min morgenmad. Én fiskeboller - most med en gaffel. Indtil videre har det taget mig 1 kvarter at spise ganske ganske lidt. Jeg er meget opmærksom på ikke bare at sluge det. Og jeg er meget opmærksom på min krops -øå eller rettere sagt min maves - signaler og reaktioner. Hver eneste lille bitte bid (og det er virkelig lille bitte) bliver tygget grundigt og til ukendelighed, før det bliver sunket.

Allerede nu kan jeg mærke, at det giver mig en hel anden tilfredshed og mæthedsfølelse. Det lægger sig anderledes i maven. Det er en rar følelse.

Jeg kom her til morgen også i tanke om, at jeg aldrig har fået taget billede af den bodymass-måling, jeg fik foretaget på Aleris mandag 6/11.

Jeg har en klar forventning om, at dette stykke papir ser noget anderledes ud, når jeg skal til 4 måneders tjek til marts. Det, jeg er mest overrasket over, er mine muskler. Det er et godt udgangspunkt for at tabe sig. 

Dag 6

Det er lørdag morgen. Jeg mangler lørdag og søndag i den flydende kostperiode. Rutinerne er begyndt at indfinde sig i den flydende kost, og det er ikke helt så uoverskueligt, som det var i starten af ugen. 

Min dag ser typisk således ud:

• Kl. 6 - 6.30: Jeg står op og får 1 1/2 dl A38/yoghurt samt 1 1/2 dl vand/saftevand. Tager typisk 45-60 minutter at indtage
• Ved 8-tiden: Nyt indtag på 2-3 dl afhængig af, hvad jeg har lyst til
• Ved 10-tiden: Nyt indtag på 2-3 dl 
• Ved 12-tiden: Nyt indtag på 2-3 dl
• Ved 14-tiden: Nyt indtag på 3-4 dl (perioden her løber indtil kl. 18)
• Ved 18-tiden: 1 1/2 dl A38/yoghurt
• Ved 20-tiden: Nyt indtag på 1-2 dl

Mit højeste indtag på en hel dag har været 1,5 liter. Ikke meget, men jeg har ikke manglet noget. 

Det er ikke selve indtaget, der er min udfordring. Min udfordring ligger i, at jeg savner noget at tygge i. Jeg savner noget med konsistens i min mund. Jeg savner at bruge mine tænder. Jeg savner alt det naturlige ved at spise. Jeg spiser ikke. Jeg søber. Jeg drikker. Jeg synker. Og så bliver det trivielt i længden. 

Torsdag tog jeg mig en middagslur. Jeg havde kørte yngstetrunten i skole og samtidig været forbi arbejdet, og det krævede flere ressourcer, end jeg lige havde regnet med. Så jeg smed mig selv i seng, da jeg kom hjem (og havde gennemført mit "indtag"). Jeg havde den skønneste drøm - der dog endte med, at nogen kom ind med fantastiske boller, som jeg tog en bid af - og så vågnede jeg. Drømmen var så virkelig, at jeg stadig kunne mærke fornemmelsen af bollen i min mund, da jeg vågnede op. 

Torsdag tog jeg plasteret af mine clips, så det kunne få luft. Det er mærkeligt at se metal sidde i ens krop på den måde. 

Jeg har ikke fået gået nogle ture. Det har bogstaveligt talt pisset ned konstant, siden jeg blev opereret, så jeg har vitterlig ikke har overskuddet til det. Samtidig har jeg det svært ved at komme ud af huset - sådan lidt halvt socialt angst kombineret med, at jeg har svært ved ikke at være i nærheden af køleskabet, fordi jeg meget hurtigt bliver dårlig, hvis jeg ikke får noget ned, hvis jeg pludselig bliver sulten. I onsdags var vi i Bilka (dårlig beslutning - der var vanvittig meget mad i den butik!!), og jeg blev nødt til at støtte mig rundt i butikken med vognen, fordi jeg fik det skidt. Vi købte is til mig, og med det samme der var betalt, kastede jeg mig over ispakken og tog en is. 

Men selvom jeg har lidt social angst og er bange for at tage ud af huset. Selvom jeg drømmer om madvarer, som jeg ikke kan spise. Selvom maden er trivielt. Ja, så synes jeg faktisk, at det går okay. Jeg er ved godt mod. 

Dog vil jeg også sige, at jeg også har haft tanker i denne uge som "Hvad har du gang i?", "Var det den rigtige beslutning?" og så videre i den dur. Jeg ved ikke, om jeg har fortrudt, men jeg har været gennem tvivlsperioder. Især når jeg har set reklamer eller programmer omhandlende mad og tænkt "Bliver det nogensinde en del af min hverdag igen?". Det er stadig det, der fylder i mit hoved - hvordan bliver min nye hverdag? Jeg forsøger udadtil at være cool omkring det, men det er jeg ikke indvendigt. Men jeg bliver nødt til at tage det, som det kommer - jeg kan ikke gøre det om igen. Og så har jeg fået tanker, om jeg ikke kunne have nøjes med Wegovy. Om det virkelig var nødvendigt at tage så drastisk en beslutning. 

Jeg drømmer om at spise en slice pizza. Jeg drømmer om en halv cheeseburger. Jeg drømmer om en fransk hotdog. Jeg drømmer om en lille håndfuld slik. Jeg drømmer om at putte lidt knasende chips i min mund. Jeg drømmer om at komme ud at spise. Det sjove er dog, at jeg ikke drømmer om store mængder. Det er i meget små mængder. Og i bund grund tror jeg mere det handler om, at jeg gerne vil have mad ind i munden, der kan tygges. Og kan nydes. 

Denne weekend skal D og de to ældste til fødselsdag i Aalborg. Jeg bliver herhjemme med min flydende kost, og så sørger jeg for, at yngstetrunten transporteres til sin gymnastikweekend. 

Og på mandag skal jeg SÅ meget have tynd scrambled eggs til morgenmad!!!

I øvrigt - startvægt var 121-122 stykker. I dag var den på 118,1 kg. 

Dag 2 og 3

Natten til tirsdag var ikke én af de sjove nætter. Fordi jeg havde sovet så meget i løbet af dagen om mandagen, kunne jeg ikke finde ro om natten, og jeg var flere gange ude at gå på gangene for at få bugt med min uro i kroppen. Ved 12-tiden fik jeg mig endnu en is - satte mig ud på gangen, så jeg ikke forstyrrede de andre. Og klokken halv 3 var jeg sulten igen, så der satte jeg mig igen ud på gangen og spiste en lille smule yoghurt. 

Da morgenen gryede tirsdag morgen, begyndte usikkerheden pludselig at banke på. Nu skulle jeg hjem - og jeg skulle hjem og være alene. Jeg havde haft så meget tryghed i blot at kunne trykke på en knap, så hvad nu? Heldigvis har D en fantastisk chef, der bad ham om at blive hjemme hos mig, når han havde hentet mig. Det var ikke fordi, at der var ret meget, han kunne gøre - men blot hans tilstedeværelse gav mig tryghed.

Inden jeg blev udskrevet, fik jeg 500 ml væske i drop, så mit væskeniveau var godt, inden jeg tog hjem. Det var godt, for det viste sig at være vanvittigt svært for mig at få nok væske. Og det tager mig bare SÅ lang tid blot at få 1 dl ned. 

På sygehuset blev jeg enormt forfalden til deres vandis, så inden vi kom hjem, var vi forbi Rema1000 for at købe deres is. De er bare ikke lige så gode som dem på sygehuset, så det er faldet lidt til jorden. Øv! Jeg nåede at få 5 is på sygehuset (!). Jeg fandt ud af, at de gav mig et boost, når jeg havde spist sådan en - så fik jeg pludselig fornyet energi. 

Tirsdag eftermiddag og aften blev brugt på at blunde/sove på sofaen og i sengen. Jeg gik i seng kl. 21 (tog to panodiler inden til at sove på) - og sov indtil omkring 3-tiden, hvor jeg vågnede op, tænkte at jeg var sulten, og lagde mig så til at sove igen. Og jeg vågnede først igen kl. lidt over 6. En god nat med en god nats søvn, som har bevirket, at mit overskud i dag er helt fantastisk. Det gælder om at nyde disse dage, for jeg ved, at der også kommer dårlige dage. 

Jeg har haft lidt nemmere ved at få væske ned i dag i forhold til igår. Måske fordi jeg selv kan styre det og ikke skal ringe efter nogen hele tiden? Klokken er nu snart 12, og jeg har i hvert fald fået 5 dl allerede (tror jeg nok - jeg har ikke talt op). Jeg har ingen forventning om at nå op på de fulde 2 liter, men det er enormt fremskridt, og jeg er meget tilfreds med mig selv. 

Det gør ondt, når væsken kommer for hurtigt ned, så det foregår i meget, meget langsomt tempo. Min A38, som jeg fik til morgenmad (1 dl), tog mig 30-45 minutter at spise. D kunne ikke forstå, at jeg ikke bare kylede det ned og fik smerten overstået på én gang, men det er fysisk umuligt for mig. Mens jeg skriver dette, sidder jeg med 1 dl proteindrik ved siden af mig, og jeg er mæt som bare pokker. Jeg forstod det ikke selv, før jeg blev opereret - og jeg forstår godt, at andre ikke kan forstå, hvorfor det ikke bare er at "kyle det ned". 

Jeg har givet de første livstegn til arbejdet i dag - det var dejligt at få brugt mit hoved en lille smule igen. Jeg har dog også været nødt til at melde fra til en ledelsesdag i morgen, som jeg egentlig havde troet, at jeg kunne deltage i, men jeg bliver nødt til at indse, at jeg nok har forventet for meget af mig selv inden. Nu skal jeg fokusere på mig selv og ikke mit arbejde - blot for en stund. 

Men jeg har uanset hvad verdens bedste arbejdsplads. Jeg har fået blomster af dem i dag. Det var dejligt at blive tænkt på - normalt er det mig, der organiserer alt, der har med blomster at gøre, så det, at andre automatisk har taget over, var dejligt. 

En tom gang på et privathospital kl. 3 om natten

En omgang yoghurt kl. 3 om natten

Mine dage fra mandag til onsdag samlet i ét billede

Mine indstikshuller.
De to røde prikker nederst på maven er fra det blodfortyndende, som jeg fik både mandag og tirsdag. 

Operation overstået

Så er jeg på den anden side. Jeg var her lidt over 7 med mødetid kl 7.30. Jeg blev kaldt ind omkring kl 7.40.

Først skiftede jeg tøj til hospitalstøjet, og så ventede jeg på at få lagt drop og have samtaler med narkosen. Jeg lagde mig på bordet omkring kl 9. De var vanvittig dygtige og omsorgsfulde til at lægge mig i narkose. Virkelig en positiv oplevelse.

Da jeg vågnede op, blev jeg bedt om at lægge mig over på min seng, og så blev jeg kørt på opvågning. Der brød jeg for en kort stund sammen. Jeg var så lettet over at være på den anden side uden komplikationer. Alt var gået godt. 

Jeg kom hurtigt ud af opvågningen. Mine tal stabiliserede sig hurtigt, så tilbage med mig på stuen. Der var klokken omkring 9.45.

Og så mister jeg tidsfornemmelsen derefter. Jeg skulle sørge for at drikke væske, men hver eneste gang jeg forsøgte, fik jeg voldsom kvalme, og det endte også med, at jeg kastede meget voldsomt op. Jeg fortsatte med at kaste op, men ikke i så voldsom grad som den første. Fuld af mavesyre og hvad der ellers befandt sig dernede.

Omkring kl. 14.30 kom sygeplejersken ind for at tilbyde mig noget spiseligt. Jeg bad om A38. Jeg tog 3 små skeer, og så var der kontant afregning med opkast igen. Det fortsatte indtil 4-5 tiden, hvor det hørte op.

Omkrlng 14.45 begyndte jeg at give livstegn fra mig til omverdenen. Jeg var helt i chok over, at klokken var så mange. Jeg var drevet ud og ind af søvnen, at jeg slet ikke havde nogen tidsfornemmelse.

Kvalmen fortsatte med at være der, men jeg kunne ikke mærke, om det var pga sult eller pga blod i maven. Sygeplejersken forsøgte med noget akupunktur, og selvom det gjorde pisseondt, så hjalp det mig at kategorisere mine mavesmerter som sult. 

Hun begyndte at snakke om at give mig et nyt drop, fordi mit væske indtag var så lavt. Jeg blev tilbudt en vandis, og den gjorde underværker. Pludselig havde jeg overskud igen, så en time efter fik jeg endnu en. Og jeg tænker, at jeg snart skal have en mere.

Alt i alt er det gået godt. Jeg har vandret gangene tynde, fordi jeg er ved at blive idiot af at lægge i sengen. Jeg kan mærke, at det er godt for luften i kroppen. Det flytter sig hele tiden rundt - og forhåbentligt ud på et tidspunkt.

Nu er det bare at vente på at blive udskrevet, så jeg kan komme hjem. Det glæder jeg mig til 😊

Lift-off - så er det lige om lidt

Jeg ligger i min seng. Mit hoved vækkede mig kl 5.15 - vækkeuret har lige ringet kl 5.30.

Jeg skyndte mig ud at tage min mavesyrepille, så snart jeg fik øjne. Det er ikke, at jeg tager en pille for sent, der skal ødelægge det. Nu tilbage i min seng. Jeg mangler "kun" at gå i bad.

Min krop har forrådt mig. Min mens begyndte pludselig at dukke op igår. Ikke noget voldsomt - bare sådan lidt "Jeg er her altså også.." Lorte krop. Det gider jeg da ikke at bøvle med oveni en operation. Jeg er i dag på dag 25, så jeg synes ærligt ikke, at min krop kan være det bekendt... Øv!

Nu vil jeg udgive dette indlæg og gå i bad. Og så ser vi lige, hvordan dokumentationen af de næste par dage bliver.

Mit hoved er klar. Min krop er klar. Min psyke er klar. Nu skal vi videre! 

Puha - 1 dag tilbage

Puha, jeg forudser allerede nu, at det bliver en meget lang dag i dag. Og nerverne er så småt begyndt at dukke op...

Jeg fik taget billeder igår. Det var/er nødvendigt, jeg gør det, så jeg kan følge processen. Men det var ikke en rar oplevelse at se billederne igennem bagefter. Hold nu op, hvor er jeg stor. Billederne stemmer slet ikke overens med det, jeg ser, når jeg ser mig selv i spejlet. Tal om fornægtelse. Igår så jeg det billede, som alle andre ser mig. Det var ikke rart. 

Jeg har haft voldsomme smerter i mit højre knæ (artriosen driller) de sidste par uger, hvilket har medført, at min nattesøvn har været elendig. Jeg endte med at falde i søvn på sofaen og efter et par timer trisse i seng. 

Jeg troede, at jeg havde styr på alt, hvad jeg skulle have styr på, men efter at have kontaktet min veninde, der blev opereret i mandags, fandt jeg ud af, at jeg overhovedet ikke har styr på noget. Heller ikke tøj-situationen. Så jeg skyndte mig at tage min mavesyrepille (havde forstået, at jeg først skulle tage den til eftermiddag), og så fandt jeg ud af, at jeg også skulle have pillerne med derop i morgen. Så kom jeg i tanke om, at jeg ikke måtte have smykker på, så med tårerne trillende ned af kinderne tog jeg min vielsesring af og lagde den på klaveret. Det var godt, at jeg var alene hjemme. 

Så jeg var inde og kigge på tøj. Rådene her er, at det skal være blødt og behageligt tøj. Sådan noget tøj har jeg ikke! Så jeg har fundet det næst-bedste frem - en nederdel, som jeg håber ikke bliver for stram. Så tudede jeg igen. 

Jeg blev anbefalet ørepropper og læbepomade. Det er blevet pakket. Så kom jeg i tanke om tandbørste og tandpasta. Så det er blevet pakket. Jeg har pakket en forlængerledning. Jeg skal have pakket en lader. 

Og så skal jeg op i morgen kl. 5.30 for at tage min mavesyrepille. Må tage piller indtil 2 timer før mødetidspunkt. 

Jeg er one big mess lige nu. Forvirret. I venteposition. Utålmodig. Angst. Spændt. Nervøs. 

D vækkede mig op til morgen kl. 5, fordi han havde drømt, at jeg gik fra ham. Det er ikke kun mig, der er i proces. Det er svært for os alle. Og nu skal vi bare videre fra det tomrum, vi sidder fast i lige nu. 

Forberedelser - 2 dage tilbage

Det er lørdag morgen, og huset sover. Jeg vågnede som sædvanlig alt for tidligt - i dag var den 5.30, da mit hoved ikke længere mente, at der skulle soves. Jeg elsker tiden om morgenen, når hele huset sover, og jeg har det hele for mig selv. Det har jeg sjældent, så mine morgener ser jeg altid frem til. 

Denne morgen har jeg brugt på at preppe den kommende uge. Og as usual har jeg svært ved at tage det, som det kommer - jo mere, der er i struktur inden, jo mere ved jeg, at jeg kommer til at trives i det. 

Så ja - jeg har lavet en daglig tjekliste, så jeg har et overblik over, hvad der både skal laves og indtages. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at overblik giver mig overskud. Hvis jeg ikke kender dagen og vejen, så bliver jeg usikker, mister overblikket og kommer til at gøre det forkerte. 

Og mens jeg skriver ovenstående, slår det mig pludselig - det er jo der, jeg har fejlet! For pokker! Overblik giver mig overskud! Manglende overblik giver mig manglende overskud. Husk det mantra! Overblik giver overskud!

Hvor er det åndssvagt! Jeg lever dagligt af at have det forkromede overblik på mit arbejde. Hvorfor hulan har jeg ikke formået at overføre dette til mit privatliv? Hvorfor kommer den indsigt først nu? Jeg føler virkelig, at jeg har en lysende pære hængende over mit hoved lige nu. 

Nå, tilbage til processen, for den lysende pære ændrer ikke på, at jeg skal opereres på mandag. Der er to dage tilbage, og jeg har en masse på to-do-listen i weekenden:

• Tage helkropsbilleder og ansigtsbilleder
• Pakke taske (husk blødt tøj og badesandaler)
• Have 100% styr på medicinindtag og retningslinjerne før operationen
• Pakke campingvognen i vinterhi (jeg kan ikke hjælpe D med at gøre det de kommende uger, så det skal gøres denne weekend)

Derudover drømmer jeg om at få pyntet op til jul, men familien har sagt nej. Måske jeg lusker julepynten ned i løbet af weekenden, for jeg kan ikke løfte det selv i næste uge. 

Det er vanvittigt at tænke på, at om 2 dage på dette tidspunkt står jeg i Aarhus på vej ind til Aleris. 

Psykolog på plads!

Der var da ingen grund til at være bekymret ift psykologen. Jeg har fået så fint et svar retur fra hende. Hun kunne sagtens huske mig, og fordi jeg har været hos hende tidligere, vil hun rykke mig frem på ventelisten. Hun kontakter mig efter nytår, så jeg kan blive startet op.

Jeg er simpelt hen så lettet. Jeg kunne på ingen måde forestille mig at skulle have været hos en anden. Endnu et flueben sat! 

Små ting, som jeg glæder mig til - 4 dage tilbage

Her til morgen på badeværelset, tog jeg et kig på min krop, som den ser ud lige nu. Noget, jeg ser frem til, er at kunne se mine kraveben igen. Det har været store milepæle for mig de to øvrige gange, hvor jeg var gennem store vægttab. Kravebenene er først kommet frem omkring de 100 kg, og det er noget, jeg ser SÅ meget frem til. 

Andre ting, der dukker op i mit hoved (blot skudt fra hoften - intet system i det). Nogle er store ting - andre er små ting, nogle tredje helt skøre. Bær over med mig. 

• Ikke at skulle bekymre mig, om bukserne bliver slidt op mellem benene på mig med det samme, jeg tager bukserne på
• At kunne snøre snørebånd uden at blive stakåndet, fordi mit mavefedt bliver presset op i mine lunger, når jeg bøjer mig forover
• Generelt ikke at blive let forpustet
• Mindske smerterne i mit højre knæ (min artriose har det ikke for godt for tiden, hvilket betyder, at jeg igen sover med "pølsepuden" om natten for at give aflastning til knæet)
• At kunne tørre mig selv bagi uden at det er en større operation
• At kunne se mine tæer, når jeg står op
• At mindske områderne på min krop, hvor der altid opstår fugtighed og nogle gange svampelignende tilstande, fordi områderne ikke får luft
• At få en BH, der sidder ordentligt på mig uden at rygfedtet vælter ud over stoffet på ryggen og skaber "Michellin-mands-lignende" tilstande
• At sætte mig i en stol med armlæn uden at skulle bekymre mig, om min røv kan være på stolen. Eller bekymre mig om, hvor ondt det kommer til at gøre, når jeg har siddet i stolen i 30 sekunder. 
• Ikke altid at skulle huske at have shapewear på for at holde maven inde.

Der er nok mange andre ting, der kan tilføjes til denne liste - og det kommer der nok også. Og det kan lyde som om, at jeg er ked af at være Tine og se ud, som jeg gør. Men det er jeg ikke. Ovenstående er blot rammer og vilkår, som jeg bliver nødt til at operere og agere efter. Jeg har ingen forventning om, at Tine ændrer sig som sådan. Tine får bare gjort op med sin evige indre dæmon, som forhåbentligt flytter hjemmefra på et tidspunkt og dermed giver madro. 

Igår aftes blev jeg kontaktet af en veninde, der ville høre om den psykolog, jeg tidligere har brugt, da jeg var stress-syg. Hun er selv sygemeldt i øjeblikket, og hendes nuværende psykolog har hun ikke kemi med, så derfor skulle hun finde en anden. Jeg fandt Ane Katrine frem til hende - og bagefter fik jeg også selv skrevet til hende. Jeg har forespurgt på et forløb hos hende i januar/februar/marts måned. Og herregud, hvis det så bliver april, så går det også nok. Bare jeg har noget, der er planlagt, for jeg ved, at tiden pludselig vil forsvinde mellem hænderne på mig, og en psykolog kommer man ikke til fra den ene dag til den anden. Det skal planlægges. Nu må vi se, hvad hun svarer - og ellers må jeg jo gå på jagt. Men det håber jeg virkelig ikke bliver nødvendigt. Jeg har så meget tiltro og tillid til Ane Katrine, at det vil føles forkert, hvis jeg skal til en anden. Men det kan jo blive en nødvendighed. 

Jeg har en drøm, som jeg også har sagt højt til D. Begge gange, hvor jeg tabte mig stort, havde jeg denne drøm om at springe i faldskærm. Og begge gange kom jeg ned, hvor jeg selv følte, at det var ansvarligt at gennemføre. Men jeg gjorde det aldrig. Jeg har en kæmpe drøm om at gøre det til sommer! I en normal sele uden at der skal være et issue med min vægt. 

4 dage tilbage - alt er efterhånden planlagt. 2 arbejdsdage tilbage - det presser mig en smule, men jeg når det, jeg når. Om en uge er jeg på den anden side. Det er så vildt!

I øvrigt - senest opdatering fra min veninde, der blev opereret i mandags. Det går godt, men hun har massive udfordringer med at få alt det ned, som der står på planen. Det sagde diætisten godt til mig i mandags, så det bekymrer mig ikke. Men det er alligevel vildt at tænke på. Det drejer sig om sammenlagt halvanden liter mad på en hel dag. Det er altså ikke meget!

Proteindrik, der smager fantastisk! 5 dage tilbage

Efter at have fået anbefalet Clear Whey af en kollega i sidste uge, brugte jeg weekenden på at undersøge, hvilket produkt jeg vurderede var det bedste. Jeg endte hos Bodylab, da deres Clear Whey er det produkt på markedet med den højeste andel protein. I ét brev svarende til 3 dl væske er der 30 g protein. Man skal have 1 g protein pr. kg, så i skrivende stund skal jeg have 120 g protein om dagen. Det svarer til 4 breve, hvis jeg ikke får andet. Det var da dejligt nemt at finde ud af. 

Igår hentede jeg pakken hos pakkeshoppen, og i dag skulle jeg prøvesmage. Det smager fantastik. Jeg er så lettet over endelig at have fundet et proteinpulver, som jeg kan lide og har lyst til at få mere af. Så er der styr på det!

Jeg fik lov til at bestemme aftensmaden, så det blev et farvel til pizza. Hold fast, det smagte godt, og selvom jeg har en lille smule dårlig samvittighed, så fortryder jeg på ingen måde. Det var mit farvel til pizza! 

Efter aftensmaden gik jeg i gang med at få organiseret mine proteinbreve, så der er overblik over det til næste uge. Så er der styr på det!

Jeg forsøgte igår aftes at bestille tid online til at få fjernet sting fredag om 2 uger, men der var ingen ledige tider. Derfor ringede jeg til lægen i dag, og det føltes som jeg allernådigst fik en tid fredag 24/11 kl. 8.20 - sekretæren lød som om de var ret pressede. Så er der styr på det!

Da jeg kørte hjem fra arbejde, kørte jeg et smut forbi apoteket og fik handlet både på recept og i håndkøb. Så er der styr på det!

Bagefter var jeg også en tur i Coop365, hvor jeg købte A38 og appelsinyoughurt. Så er der styr på det!

Det næste, jeg skal have styr på, er at få lavet den grundsuppe, der står i min operationsmappe. Lige siden jeg så opskriften til samtalen i mandags, har jeg tænkt, at jeg skulle lave denne suppe, men jeg begynder at blive i tvivl. Efter at have skrevet med min veninde, der blev opereret i mandags, går det langsomt op for mig, hvor lidt man reelt spiser. Hun har enormt svært ved overhovedet at nå op til de mængder, der står i bogen, så det er måske spildt krudt for mig at begynde også at forberede suppe. Jeg går lige i overvejelsesmode, men lige nu hælder jeg mest til, at jeg dropper det. 

Jeg nyder at sætte flueben ved en hel masse ting. D har fået grønt lys af sin leder til at køre mig både op til Aleris og hente mig igen dagen efter. Dejligt, at det hele flasker sig. 

6 dage tilbage! Armene over hovedet

Jeg har deltaget i informationsmøde ved Aleris til aften. Jeg er fuldstændig høj nu og glæder mig afsindigt til på mandag. Men det var også et følelsesladet møde, hvor jeg pludselig tudende brød sammen, fordi det pludselig blev så håndgribeligt, og jeg kunne mærke, at der spirede et håb frem, som jeg ikke har turde lade gro, fordi jeg er så bange for at mislykkes. Men Peter Funch - én af Danmarks førende fedmelæger - forklarede overvægt og indgrebet så ordentligt, at det hele pludselig faldt på plads i mit hoved. Jeg er fyldt med optimisme og forventnings glæde nu. 

Nå, men hvad er der sket siden sidst? D og jeg har været til "afsluttende" spisning på Kronborg, hvor han havde sørget for flag på bordet. Vores tjener (som kender os fra alle de gange vi har været der) var selvfølgelig nysgerrig efter flaget, og hun endte med at få hele historien at vide - og samtidig fik vi aflyst vores reservation 16. december. Hun var så selv gastric bypass opereret i 2019, men hendes operation havde ikke været den store succes for hende. Hun havde selvfølgelig tabt sig, men havde også taget en del på igen. Efter informationsmødet til aften begynder jeg at forstå, hvorfor der ikke er så stor succesrate med GB fremfor GS. Og tjeneren fortalte også om bivirkninger pga. GB, som jeg aldrig har hørt om for GS. Det bekræfter mig i, at GS er den helt rigtige løsning for mig. 

Mandag var undersøgelsesdag på Aleris, hvor jeg skulle til samtale hos diætist og læge. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om de to samtaler. Diætisten virkede lidt småtræt af at være diætist, og når jeg spurgte om noget kostmæssigt, kunne han ikke rigtig svare på det. Lægen havde ustrøget skjorte på, og da han satte sig ned, åbnede mellemrummene mellem knapperne sig op, så man kunne se ind på hans mave. Jeg kunne slet ikke abstrahere fra det. 

Efter samtalerne fik jeg lov til at gå ind og hilse på min veninde, som var blevet opereret om morgenen. Hun lå og blundede, da jeg kom, men hun så overraskende frisk ud. Hun har sidenhen holdt mig opdateret, og jeg er imponeret over, hvor nemt det virker at gå for hende. Jeg bliver mere og mere fortrøstningsfuld. 

Mandag aften var jeg til bankospil med mine forældre, og da vi kørte afsted i bilen, gav min mor pludselig udtryk for, at hun ikke kunne forstå min beslutning, men at hun accepterede den. Jeg blev så skuffet over den kommentar - især fordi, hun har haft rig mulighed for at sige det til mig ansigt til ansigt i dagene tidligere i stedet for at sige det i en mørk bil, hvor vi sidder 4 personer. 

I dag har jeg modtaget tidspunkt for operation + regning. Bevares, jeg glædede mig mest over tidspunktet for operationen, for fakturaen på lidt over kr. 60.000 kunne jeg da godt være foruden. Men nu er den betalt - og så er det ude af verden. Point of no return! Nu kører bussen! 

Jeg skal møde ind på mandag kl. 7.30. Jeg kommer til at være rystende nervøs - det er jeg ikke i tvivl om. Men det er den rigtige beslutning - det fik jeg endeligt bekræftet til informationsmødet til aften. 

Informationsmødet var et Zoom-møde, hvor der var en chat kørende ved siden af. Der var to, der tilkendegav, at de skulle opereres på mandag i Aarhus, så dem fik jeg kontakt med, og nu har vi oprettet en Messenger-gruppe, så vi kan bruge hinanden i ugerne der kommer. Jeg håber, at det bliver et netværk, jeg kan bruge på godt og ondt. 

Kun 6 dage tilbage. Når jeg er i min stue om en uge, er jeg opereret, og mit nye liv er begyndt. Det er mærkeligt at tænke på. Vildt! Vanvittigt! Skørt! Skræmmende! Frygtindgydende! Fantastisk!

9 dage tilbage

 Ja, så fløj der lige et par dage afsted. Jeg har været afsted på kursus med overnatning. Om aftenen var der 2 retters spisning (forret og hovedret), og da jeg modtog min forret, så jeg på tallerkenen og igen var i chok over anretningen og størrelsen. Igen over, at jeg om en måned slet ikke kan rumme så meget mad i min mave. Det åbnede op for en snak over bordet omkring min kommende GS. Én af dem, der sad over for mig, fortalte, at hun var på en medicinsk GB (Wegovy), og hun var superglad for sin beslutning. Jeg er så glad for at være åben omkring min operation og mine tanker, for hver eneste gang jeg åbner op, bliver det mødt med åbenhed og nysgerrighed. Det er fantastisk. Om det så er ægte fra andre, ved jeg ikke - jeg aner ikke, om de tænker "fede svin" og "luk dog munden i stedet for at spise" inde i deres hoveder. Men det er jeg ligeglad med. Det er vigtigt for mig at tale om det. 

Jeg tog også ubevidst et redskab i brug til spisningen, som jeg vil bruge fremover. Nemlig det at lægge bestikket fra mig, når jeg havde taget en mundfuld. Det betød, at jeg ikke var klar med en ny gaffelfuld, når jeg havde tygget færdig, og på den måde kom jeg til at spise langsommere. Jeg blev pludselig meget bevidst omkring, hvor hurtigt jeg normalt spiser - noget, som D i al den tid, vi har været sammen, har gjort opmærksom på løbende, og som jeg har undret mig over. Jeg har aldrig set det som et problem. Men det var pludselig lysende klart for mig onsdag aften. Teknikken med at lægge bestikket fra mig virkede. Da jeg endelig var færdig med at spise, opdagede jeg, at jeg var én af de sidste, der stadig sad og spiste. Og jeg levnede - noget, der aldrig er sket før. Der skal jo spises op. 

Der er flere og flere brikker, der falder på plads i mit hoved. Der kommer mere og mere ro over mig. Og så er der alligevel en lille gnavende usikkerhed og frygt for det, der kommer. Hvordan ser mit liv ud om bare en måned? Og er det virkelig det rigtige valg? Kunne jeg ikke have gjort mere, end det jeg har gjort?

Igår på arbejdet havde jeg en snak med en kollega, som træner en del og som jeg vidste, bruger meget proteinpulver. Hun anbefalede mig at købe clear proteinpulver, som er lidt mere saftevands-agtigt. Så det købte jeg igår aftes ved BodyLab. Flueben ved det. 

Nu skal samtalen på mandag bare overståes. Og så skal jeg have ringet til min søster og fortalt hende om det. Jeg har ganske enkelt ikke haft tid, fordi der har været så meget andet at se til. Men jeg er samtidig fyldt med enorm dårlig samvittighed, når både vores forældre og vores bror er orienteret. Så den skal jeg lige have vinget af. 

Nu snart kun en uge tilbage. Jeg er både spændt, glæder mig og rædselsslagen. Men jeg kan læse i én af de FB-grupper omhandlende GS, at det er meget normalt at være rundt på gulvet følelsesmæssigt. Jeg skal bare over på den anden side, så al usikkerheden kan komme ud af min krop. Og så alt det ubekendte kan blive noget kendt for mig.