Slag i ansigtet (indsæt selv en masse eder!)

Min vægt har været i stykker (læs: manglet batterier) de sidste par uger. Først til morgen fik jeg skiftet batterier i skidtet, men det skulle jeg aldrig have gjort. Ærligt, så ville jeg ønske, at den stadig manglede batterier. Sådan noget værre lort.

Vægten sagde 85 kg. Hold kæft, hvor har jeg bare været ringe! Men jeg ved også godt, at jeg ikke har spist pænt, og jeg har vidst det, hver eneste gang jeg har proppet noget i munden. Alligevel har jeg ikke kunnet styre mig selv. De sidste 2 måneders tid har vi begge været ufattelig pressede på arbejdsfronten, og det har betydet nemme løsninger om aftenen - og også hygge nærmest hver eneste aften.

Jeg har til aften talt med D om det. Han lyder ikke til, at han har interesse i at ændre på noget, men for mig betyder det rigtigt meget, at jeg har fået sagt det højt, at jeg vejer 85 kg. På den måde bliver det mere virkelig for mig. Det bliver dermed også gulerodden for mig.

Proceduren fremover bliver, at jeg igen skal til at taste min vægt på telefonen hver morgen. Det er ikke min morgenmad eller frokost, der er problemet - det er aftensmaden og alt det bagefter. Og så måske også mine portionsstørrelser om aftenen. Så det skal der skrues ned for. Og hvis jeg så også kan køre en nul-sukker-politik igen, så vil det være helt perfekt!

Jeg håber, det lykkes for mig. Jeg er dog ikke helt så optimistisk. Jeg starter på nyt job i morgen, og med nyt job følger også stress og manglende overskud. Men jeg håber, at jeg kan gennemføre det. Jeg håber VIRKELIG! Det kan fandme ikke passe, at jeg pludselig skal veje 85 kg....!

For første gang på egne ben...

... sådan føles det i hvert fald...

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil prøve at give den en skalle i forhold til at tage de sidste 10 kg væk. Jeg har tabt mig 30-35 kg tidligere - men alligevel føler jeg mig helt som nybegynder. Det er første gang, hvor jeg 100 % ønsker at gøre det uden Regenon. Jeg ønsker ikke at putte flere af pillerne i munden.

Begrundelsen er simpel - jeg har jo ikke taget pillerne længe, og jeg oplever ikke længere bivirkninger, som jeg egentlig ikke (mens jeg tog pillerne) forbandt med pillerne. Men nu - set i bakspejlet - har det været pille-bestemt. Jeg har gennem det sidste års tid lidt af en konstant svimmelhed, der altid kom som lyn fra en klar himmel. Jeg har stadig en snert af "anfald", men det er mere og mere sjældent. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om (nu), at svimmelheden skyldtes pillerne. Pillerne har været mig en kæmpe hjælp - men jeg tør ikke gamble med mit helbred mere.

Så nu er jeg alene i verden. Jeg er på dag nr. 1. Det er hårdt. D har lige siddet og spist chips foran mig - jeg har gemt mig bag computeren. I morgen bliver endnu værre, og dagen efter igen værre endnu. Jeg har jo min erfaring at trække på - men efter en uge bliver det nemmere. Men der er lang vej.

Ugen er dog præget af uregelmæssigheder, så jeg er ikke sikker på, at jeg holder den pæne sti denne uge. Jeg er igang med at afslutte mit arbejde på min arbejdsplads, da jeg i næste uge starter på nyt arbejde. Det betyder, at jeg har en masse afspadsering i denne uge (= jeg er hjemme og har nemmere ved at falde i), og oveni det holder min mor også 60 års fødselsdag på lørdag. Men hvis jeg nu bare starter blidt op og så kører på i næste uge.