søndag den 29. april 2012

Det går da i det mindste den rigtige vej...

Pillerne blev fuldt implementeret igen igår, og jeg er fortsat i dag. Vægten sagde 92 kg til morgen, så det går da den rigtige vej. Men lidt øv er det da, at vægten sidste søndag sagde 90,7 kg. Øv, at jeg ikke holdt fast i det tal. Faktisk nåede jeg helt ned på 90,5 kg, inden det begyndte at gå galt (igen). Men nu gør jeg det altså! Og én af måderne er bl.a. at skrive i denne dagbog. Så ikke noget med at lade være med at skrive, selvom det hele bliver lidt træls!

Igår aftes var sukkerafvænningens første dag. Hold op, hvor pludselig begyndte at ryste igår aftes. Det var vildt underligt. Alle muskler i min krop sitrede. Er det sådan at have abstinenser? Det var virkelig en meget chokerende og underlig oplevelse. Så slemt har jeg aldrig oplevet det før.

 Der er måledag på tirsdag. Trods det at der ikke er sket sindssygt meget med vægten, så har jeg store forventninger til målingen. Jeg ved, der er sket noget - og det er ligemeget om det er store ting eller små ting, der er sket. Så længe centimetrerne bliver mindre, så er det godt, for det betyder jo også, at jeg bliver mindre.

Kampen fortsætter. Jeg kan mærke motivationen boble op i mig! Nu VIL jeg altså under 90 og derefter runde de 25 kg. Klem ballerne sammen og giv den en skalle!

lørdag den 28. april 2012

Stilhed igen - guess why...

Ja, så har der været stille fra mig igen. Gæt selv hvorfor. Vægten siger til morgen 92,4 kg. Nu tager jeg altså en beslutning - og nu skal den holdes! Ikke mere slik! Ikke mere chips (fik chips torsdag aften)! Og nu begynder jeg at tage pillerne fast igen!

 Og efter jeg skrev sidste sætning, rejste jeg mig og gik ud og tog en pille. Nu kører jeg den sidste pakke færdig. Nu tager jeg mig en beslutning om, at det er dette, jeg gør lige nu! Jeg vil jo så gerne under 90 kg. Jeg gemmer mig bag en masse undskyldninger om, at det da også er okay, at det ikke går så stærkt og bla bla bla, men faktisk synes jeg ikke det er okay! Jeg vil tabe mig mere endnu! Og nu tager jeg pillerne de næste 5 uger (og så løber jeg tør for piller), og så gør jeg en indsats i de uger. Ikke længere den tilbagelænede holdning. Det er IKKE okay at tage et enkelt stykke slik, for et stykke betyder et stykke mere. Det er IKKE okay at spise et lille stykke kage! Det er IKKE okay at smage D's pizza! Nu gør du det her for dig selv, Tine! Du kan godt og du vil det her!

Nu håber jeg, at ovenstående også røg ind på lystavlen i mit hoved. Jeg mener det i hvert fald lige nu, hvor jeg ikke er udsat for en masse fristelser...

søndag den 22. april 2012

Flere sejre!

Jeg har været oppe i tøjskabet for at se, hvad jeg havde af kjoler til når vi tager på ferie. Og da jeg var færdig med at finde ud af, om jeg nu også kunne have de kjoler på igen (= om de var blevet for store), fik jeg pludselig lyst til at prøve mine "måle-kjoler". Dvs. kjoler, som jeg har hængende i skabet til at måle, at jeg også rent faktisk BLIVER mindre.

Og sikke en sejr! Den kjole, som jeg startede med at bruge som måle-kjole - ja, den kunne jeg lyne helt op. Til at starte med kunne jeg slet ikke rokke lynlåsen ud af stedet, og nu kan den lynes helt op. Kjolen er str. XL. Jeg blev nødt til at tage billeder af alle mine succes'er, så jeg kan minde mig selv om det senere. Se bort fra forvasket og for stor BH - jeg har endnu ikke taget mig sammen til at købe nye (endnu én af mine frygte). 


Derefter var det næste kjoles tur - jeg fik den af én af pigerne fra nettet i december, og der kunne jeg ikke lyne den i ryggen. Ja, jeg kunne faktisk kun tage den over hovedet, for jeg kunne ikke få den op over mine hofter, hvis jeg tog den på nedefra. Men i dag var det ikke noget problem at få den på nedefra. Kjolen er str. 44.

Til sidst prøvede jeg et long shot! Det er en kjole fra Only i str. L. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne lyne den op, men jeg ville bare gerne se, hvor langt jeg var nået i lynlås-oplyningen. Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne passe denne kjole, for jeg synes den er smadderflot! Det ser godt nok ud på billederne, at jeg har kæmpestor topmave (hvilket jeg også har), men det er ikke så slemt, når jeg står normalt. Så det er en kjole, der er god til at skjule. 


Ingen tvivl om, at de to øverste kjoler ville sidde pænere, hvis jeg tabte yderligere 5-10 kg, men bare det at jeg kan få dem på, er en kæmpe sejr! Og så er det jo bare at vente på 'den lille sorte'. 


Armene over hovedet!

Hvilken sejr! Afholdenheden virker igen. Vægten sagde 90,7 kg til morgen! Arhmen, det er jo helt fantastisk. Nu har jeg tabt over 8 BMI-point. Denne gang holder jeg fast i 90! Ikke på vilkår at det skal smutte fra mig igen.

Jeg er i tvivl om jeg skal tage pillerne. Jeg tog to igår (morgen og frokost), men jeg følte overhovedet ikke nogen effekt. Jeg holdt igen med maden, fordi jeg vidste, at jeg ikke havde brug for mere.

Vi var ude at spise hos svigerfamilien til aftensmad, og der fik vi flæskesteg. Det smagte himmelsk! Og der kunne jeg altså ikke helt styre mig. Selvom jeg var mæt allerede ved første portion, tog jeg alligevel portion nr 2, og jeg var simpelt hen så mæt bagefter.

 I går aftes havde D lyst til slik, så han var ude at købe. Heldigvis var der fodbold i fjernsynet, så vi sad hver for sig. Han havde dog også købt nogle stærke lakridser til mig, hvor jeg endte med at tage en lille portion.

 Trods min usikkerhed med pillerne, har jeg alligevel taget en pille til morgen. Nu VIL jeg altså under 90 kg, og jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg har viljestyrke nok til at klare det selv. Det tror jeg egentlig jeg har - men hvorfor udfordre skæbnen...?

lørdag den 21. april 2012

Længe siden sidst

Der har været meget stille fra min kant de sidste par uger. Der er forskellige personlige grunde til min stilhed, som jeg ikke vil trætte med her.

Til morgen har jeg dog besluttet mig for at "go back on track". Status efter turen til Hamborg var en vægtøgning på 1 1/2 kg. Det har jeg så siden kæmpet med at komme af med igen - til morgen sagde vægten 91,3 kg, og jeg har endelig en følelse i kroppen om at være klar til næste runde.

Jeg tror, de sidste måneders stilstand har været godt for mig og min psyke - og nu kan jeg mærke, at jeg er klar til næste ryk. Et eller andet sted ånder tiden mig også i nakken. Jeg skal til vejning hos sygeplejersken 10. maj, og der havde jeg lovet mig selv at veje under 90 kg. Åh, hvor vil jeg gerne nå det mål! Det burde ikke være umuligt med dagens morgenvægt.

Jeg har til morgen taget en pille igen. Jeg tror jeg vil begynde at tage dem igen den næste uges tid, så jeg kan komme igang igen med vægttabet. Jeg passer jo ret meget på mine piller, for jeg har kun én pakke tilbage, og jeg tror ikke, at jeg får recept på flere...

 Noget helt andet. For 2 ugers tid siden bestilte vi ferie. Vi tager afsted om 3 uger - vi skal til Sardinien. Jeg glæder mig, men samtidig er jeg også pludselig kommet i tanke om, at jeg ikke har noget sommertøj. Da vi var på Gran Canaria i december, havde jeg mine gamle sommerbukser med, men de var allerede dengang ALT for store til mig. Så jeg bliver nødt til at finde en eller anden løsning... Jeg kan ikke lige helt overskue at skulle ind i en butik og købe det - frygten for nederlag sidder dybt i mig. Jeg tør simpelt hen ikke!

tirsdag den 3. april 2012

Sejr!!!

Min vedholdenhed giver pote! Og det selvom jeg egentlig ikke var så vedholdende igår. Jeg lavede pizzasnegle, hvilket også blev vores aftensmad (og idag på tænker jeg at lave pølsehorn). Men vægten viste alligevel 90,9 her til morgen. Hvor er det vildt.

Næste projekt er så at holde på tallet. Det tal skal være mit! Og derefter går næste mål igang - at komme under 90 kg. Nu må vi se, hvornår det sker. Som altid har jeg ingen forventninger.

mandag den 2. april 2012

Ubegribeligt!

Der må være nogen, der giver mig medgang i øjeblikket. Jeg synes egentlig ikke, at jeg er særlig god til at spise pænt i øjeblikket, men kalorieindtaget må jo være mindre end det, der ryger ud. Uanset hvad, så er jeg inde i en god periode lige nu. Morgenens vægt var 91 kg lige ud!

Jeg blev fyldt med respekt for tallet, mens jeg stod der. Ærefrygt og respekt. Og angst. Angst for at "miste" tallet igen. Jeg har ingen tro om, at tallet er der igen i morgen. Imorgen er tallet højere. Men hvor kunne det være vildt, hvis det var status quo. Jeg tør slet ikke tænke på, at tallet måske kan være lavere.

23 kg tabt ialt. Hvor er det fantastisk! Kun 16 kg igen til jeg har nået mit mål. Nedenstående beviset for dagens vægt - og status på, hvordan det står til.

søndag den 1. april 2012

Mål for april

Det er 1. april - og det er ikke en aprilsnar. Det er tid til at hive målebåndet frem. Jeg ser frem til disse målinger hver eneste måned, for selvom der ikke sker det helt store med vægten, så sker der noget med centimeterne.

Hermed aprils tal sat op mod tallene fra november, hvor jeg målte mig første gang:
Lår: 118 / 107
Hofte: 126 / 114
"Bildæk": 125 / 106
U. bryst: 98 / 89
O. bryst: 110 / 99
H. overarm: 43 / 38
V. overarm: 42 / 37,5

Vægten ved november-tallene var 103,2 kg - vægten i dag sagde 91,3 kg. Der er en forskel på 11,9 kg mellem tallene - og et samlet antal forsvundne centimeter på 71,5. Det er godt nok vildt!

Jeg må hellere opdatere på dagen igår, hvor vi jo var i det nordjyske. Dagen var lidt frygtet, og det var heller ikke det mest optimale for mig at spise. Det spottede jeg allerede, da vi kom derop, så jeg skyndte mig at snuppe en pille. Det betød, at jeg kun fik 1½ hvid bolle - og så var jeg mæt. Og så drak jeg en hulens masse vand, så jeg klarede mig igennem det. Heldigvis!

Bagefter tog vi i Ålborg Zoo og så lidt på dyrene. Og så kørte vi hjem. Men vi var først hjemme i det horsensianske omkring 17.30-tiden, så aftensmaden bestod af McD. Jeg holdt mig til en McChicken-menu, så den klarede jeg også sådan nogenlunde. Men det var ikke den mest optimale dag, hvilket også var grunden for, at jeg var lidt usikker for vejningen til morgen. Men heldigvis beholdt jeg stadig tallet 91,3 kg. Og det er jeg uendelig glad og dybt taknemmelig for.

Den kommende uge har jeg et ønske, håb og drøm om at komme til at se tallet 90 på min vægt. Jeg tror dog ikke, at det er særlig realistisk, for jeg skal have min menstruation. Endnu engang forbander jeg den kvindelige cyklus langt væk. Men indenfor de næste par uger skulle det gerne gå i opfyldelse. Jeg har jo et mål, der siger, at jeg skal veje 89,x eller mindre 10 maj, hvor jeg skal til vejning hos sygeplejersken igen. Der VIL jeg være under 90 kg! Og det burde ikke være et urealistisk mål. Hvis jeg bare klemmer ballerne sammen, så skal jeg nok klare det.

Der er dog et aber dabei. På torsdag tager D og jeg til Hamborg i 4 dage, og jeg vil naturligvis forsøge at spise så sundt som muligt, men jeg ved også godt, at det måske ikke bliver helt så nemt. Jeg vil (ligesom ved sidste tur til Hamborg) forsøge at spise så meget fisk som muligt (hvilket jeg også elsker), men det er bare ikke altid, at det er muligt. Jeg må klare det så godt som muligt. Og ellers drikke en masse vand!