Derfor gjorde jeg det...

Begrundelsen for at begynde at tage pillerne kom til morgen. Vægten sagde 80,8 kg. Derfor! Endelig! Igen!

Nu vil jeg gerne forbi og forhåbentligt aldrig se det igen. Jeg frygter dog, at det ikke bliver så nemt. 

Jeg var ude at købe sommerbukser igår. Jeg havde str 40 og str 38 med ind i omklædningsrummet. Jeg tog 38'eren med hjem. De sidder måske en smule stramt, men så kan jeg forhåbentligt også bruge dem næste år. 

Jeg er kommet i gang med at løbe igen. Jeg havde lige en uges pause efter Horsens Løbet. Nu er det en fast rutine igen. Jeg var afsted igår, hvor jeg løb i28-30 grader. Det kan ikke anbefales. Det var ikke rart. Men jeg løb trods alt 4,84 km. 

En hård omgang...

Efter at have vist overfor mig selv, at jeg kunne løbe 5 km, mistede jeg lidt gejsten. Derfor har jeg haft en uge, hvor jeg ikke har løbet. Det gør nu heller ikke så meget, for gennem hele ugen har jeg været mærket af sygdom - det har taget 1 1/2 uges tid at komme over sygdommen fra Grundlovsdag. Samtidig brækkede mellemstemanden albuen i den forgangne uge, og det har også krævet væsentlige ressourcer at skulle håndtere det som forælder. Undskyldning på undskyldning, men jeg synes nu, de for en gang skyld er valide nok. Jeg har i hvert fald ikke dårlig samvittighed. 

I dag var aftalen mellem D og jeg, at jeg skulle afsted. Og afsted jeg kom. Jeg troede, at jeg skulle dø. Da jeg nåede ud på de 2 km, var jeg ved at kaste op, så dårligt havde jeg det. Men jeg har jo lært, at min største fjende er mig selv, og derfor blev jeg ved. Og endnu engang gennemførte jeg. Selvom jeg følte, at det gik af helvedes til, så formåede jeg alligevel at lave min bedste tid. Jeg er både meget overrasket og meget stolt. Jeg løb 5 km på 38 min og 18 sek. 

Samtidig må jeg gå til bekendelse. Min indre frustration over manglende vægttab har gjort, at jeg til morgen begyndte at tage mine vægttabspiller igen. Jeg har piller til 2-3 uger, og jeg håber, de kan give mig et kickstart til de sidste par kilo. Jeg vil virkelig gerne under 80 kg, men jeg formår åbenbart ikke at finde ud af at tabe mig uden de skide piller. Det er et kæmpe nederlag, men sådan ligger landet lige nu, og det må jeg bare acceptere. Det er mit sidste skud i bøssen, og denne gang SKAL det lykkes!

Nu kan jeg dø i fred!

Ovenpå "skuffelsen" til løbet i onsdags, havde jeg virkelig noget at bevise overfor mig selv til morgen. Jeg ville løbe 5 km uden stop!

Jeg vågnede lidt over 6, og min krop bad mig inderligt om at komme ud at løbe. Mit hoved var ikke enig, og jeg vendte mig om på den anden side. Kl 6.45 vandt kroppen over hovedet, og lidt over 7 var jeg afsted. 1 km nået, 2 km, 3 km (der havde jeg krise), 4 km (nu fløj jeg afsted) -  og pludselig sagde hun 5 km! Jeg var igen ret ligeglad med omverdenen og skreg min sejr ud: "JAAAAAAA!" og strakte armene over hovedet. 

Fed følelse, og den sidste stigning hjem var fuldstændig ligemeget. Den kunne bare komme an!

Nu kan jeg dø i fred bogstaveligt talt. Jeg har virkelig ærgret mig over løbet i onsdags, men nu er den fis vist slået. Jeg KAN godt. I dag var der også udfordringer med snotnæse og hosten, men fuck det. Jeg klarede det!

Næste projekt er at få flere km i benene. Nu skal jeg have vænnet min krop til at kunne løbe 5 km, så jeg er klar til Juelsminde i august. Og i oktober melder jeg mig også til Prison Run her i Horsens. Jeg har mål nok - og jeg skal også nok nå dem! 

Bidt af en gal løber

Jeg er blevet bidt af en gal løber. Jeg har ligget syg i dag (kommer ikke ligefrem som en overraskelse), og midt i al sygdommen faldt jeg pludselig over en reklame for JuelsmindeRun den 31. august. Jeg havde egentligt sat næsen op efter det lokale kvindeløb i september måned, men ruten tiltalte mig ikke rigtigt. Med det samme jeg kom ind på siden med Juelsminde-løbet, vidste jeg, at det var dette løb, jeg skulle løbe. Og til aften har jeg så meldt mig til! 

Det er endnu en personlig sejr, at jeg rent faktisk har lyst til mere efter Horsens Løbet. Jeg føler mig sejrrig og overskudsagtig. Jeg er stolt af mig selv over, at jeg holder fast. At jeg ikke bare lader det glide ud i sandet. Jeg vil mere end "bare" Horsens Løbet. Næste løb jeg løber, løber jeg bedre end igår. Det er en konstant indre kamp med mig selv - jeg higer efter at blive bedre og bedre.

Jeg skal ud at løbe igen lørdag morgen - det er allerede blevet aftalt med mig selv. Jeg holder fast i de gode rutiner, jeg har fået indarbejdet. Løb mandag, onsdag og lørdag. Jeg har også aftalt med mig selv (og meddelt manden - det virker lidt bedre, når det også bliver sagt højt), at jeg tager løbetøjet med på sommerferie. Så må vi se, hvor meget jeg får løbet. 

Jeg er fuld af gode forventninger og håb. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at løberiet kan blive en fast del af min hverdag - OGSÅ selvom jeg hader det af hele mit hjerte, når jeg er afsted. Jeg kan VIRKELIG ikke lide det, men jeg jagter konstant den total fede følelse, jeg får, når jeg er tæt på mål og har gennemført. Den følelse er fantastisk, selvom den er umulig at beskrive. Den gør, at jeg bare vil have mere og mere. Min kamp er ikke længere mod kiloene - men mod mig selv, mit hoved, mine ben og jorden under mig. 

Én af grundene til at jeg jagter løbet så meget lige pludselig, tror jeg også skyldes, at jeg i så mange år har stået og kigget på udefra. Jeg var udelukket fra gruppen - og jeg beundrede dem. Min far har løbet i mange år, og hver eneste gang, han har været afsted, har jeg været imponeret. Tænk, hvis jeg en dag kommer til at gennemføre et halv- eller helmarathon ligesom ham? En utænkelig tanke - men måske alligevel ikke så urealistisk om et par år?

Løb gennemført trods udfordringer

Igår eftermiddags kunne jeg mærke det kom snigende. Lige så stille lukkede min næse mere og mere ned. Jeg begyndte at føle ubehag i kroppen, som om jeg var syg. Da ungerne var blevet hentet efter arbejde, og vi var kommet hjem, kunne jeg mere og mere mærke, hvor det bar hen. Pis! Jeg var dybt frustreret, og det gik vist lidt ud over min bedre halvdel - desværre. Heldigvis var han en helt i nøden og sørgede for at købe Strepsils til min hårdt prøvede hals. Og så gik jeg ellers tidligt i seng i håbet om at kunne sove mig fra det.

Min nattesøvn var elendig. Jeg vendte og drejede mig og kunne ikke finde ro. Jeg vågnede lidt over 6 og konstaterede hurtigt, at det ikke var blevet bedre - snarere tværtimod. Jeg var grædefærdig. Så tæt på mål og så alligevel så langt fra. Pga sygdom. Øv! Det var simpelt hen ikke fair, og jeg var fyldt med selvmedlidenhed. 

Jeg blev liggende i min seng det meste af formiddagen. Jeg håbede stadig, at der ville ske et mirakel. Ved 10-tiden stod jeg op og spiste havregryn med de andre - og jeg tog også et par Pinex. De tog min hovedpine og min generelle ubehag, men min feber skete der ikke noget med. Den lå på det tidspunkt omkring 39. Jeg gik tilbage i sengen og sov lidt mere, men kl 11.30 stod jeg op. D havde til morgenmaden opfordret mig til at løbe trods sygdom - bare så jeg kunne gennemføre. Og det besluttede jeg mig for at gøre!

Vi var på pladsen lidt i 1, og der var fyldt op med mennesker. Ret hurtigt blev det min tur til at troppe op i startområdet. Det var ren kaos og egentligt lidt stressende. Måske fordi jeg ikke havde prøvet det før. Men pludselig var jeg afsted på ruten, og jeg løb og jeg løb og jeg løb. Jeg holdt mit eget tempo - fast besluttet på at ville løbe alle 5 km. Min krop sagde desværre fra, da jeg havde løbet omkring 4,5 km, og det ærgrer mig stadig. Jeg var nede at gå 100-200 meter, og så var jeg afsted igen. Jeg var derfor ret sur på mig selv, da jeg løb over målstregen - men bagefter kan jeg godt se, at det er noget fis. 

Trods sygdom, hovedpine, feber og snot gennemførte jeg Horsens Løbet 2013 i en tid, der sagde 39 min 8 sek. Det er ikke en super tid, men taget situationen i betragtning er jeg meget godt tilfreds. Jeg er stadig øv over at blive ramt af sygdom på det personlige plan så vigtig en dag, men jeg bliver nødt til at trække på skuldrene og konstatere, at det var vilkårene netop i dag. Og jeg nåede mit mål - nemlig at gennemføre Horsens Løbet! 

Sidste træning inden "The Big Day"

Total optur - det indkapsler vist dagens løbetur. 2 minutters gang og 30 minutters løb. Jeg havde frygtet det inden, men det var faktisk ikke så slemt. Efter lidt over 2 km kom jeg ind i en rytme, hvor det egentligt ikke længere var hårdt. Benene kørte af sig selv, tankerne fløj afsted, musikken kørte. Egentligt ret hyggeligt. 

Endomondo-damen var også god til pludselig at afbryde min musik og meddele mig nyt km-mærke. Pludselig sagde hun 4 km, og jeg blev så glad og begyndte at smile meget stort, at jeg i min eufori kom til meget storsmilende at sige godmorgen til en hundelufter, som jeg overhovedet ikke kender. 

På onsdag er det dagen. Min egen personlige postmand (aka min far) kom og afleverede mit løbenummer igår. Jeg har nr 6191. Jeg føler, der er noget magisk over det nummer. Der er en god vibe over det. 

Jeg glæder mig. Og efter morgenens løb begynder jeg faktisk at få en kæmpe tro på, at jeg rent faktisk kan løbe hele vejen. Det kan jeg! For det SKAL jeg! Og jeg gennemfører! Helt 100! 

Det bliver en følelsesmæssig proces for mig at komme igennem. Allerede i dag blev jeg rørstrømsk over at have løbet så langt og i én køre. Jeg er så tæt på målet, og jeg skal gennemføre. Det er virkeligt et meget stort mål for mig, der går i opfyldelse på onsdag. Jeg glæder mig til at kæmpe mod mig selv - den største modstander er mig selv og mit hoved. Jeg skal have overbevist mig selv om 100%, at jeg KAN det her...