tirsdag den 31. oktober 2023

Endnu en dag klaret - 13 dage tilbage

Endnu en dag mindre til både samtale og (forhåbentlig) operation. Og mit hoved er fortsat i proces - men i den gode proces. 

Igår satte jeg mig ned og læste denne blog fra start til slut. Det var især forløbet med Regenon i 2011/2012, der har sat størst indtryk. Hvor er jeg glad for, at jeg har været så åben omkring mine tanker for vægttabet dengang, for det hjælper mig enormt nu. For det første har indlæggene givet mig et godt indblik i, hvor meget sukker betyder for vægttab. Jeg sidder ikke med en naiv forestilling om, at en Gastric Sleeve er et vidundermiddel, hvor jeg ikke skal løfte en pegefinger. Jeg er forberedt på, at det kræver en indsats fra min side, for at det ender med at blive en succes. 

Tankerne omkring vægttab har også været gode at læse. Jeg vil ikke afvise, at jeg gør det igen, når jeg er i gang med at vægttabsprocessen, for det bliver jo netop de tanker, jeg havde i 2011/2012-stykker, som vil dukke op igen. 

Hold fast, hvor jeg glæder mig mere og mere til at komme i gang. Men jeg er stadig i proces med at acceptere alle de ting, som jeg samtidig skal sige farvel til. Og usikkerheden omkring, hvordan livet bliver bagefter, er stadig stor. 

mandag den 30. oktober 2023

Endnu et klip på målebåndet - 14 dage tilbage

Det er mandag aften. Om 14 dage er jeg (forhåbentligt) indlagt i Aarhus og venter på at vende hjem med min nye mave. De næste 14 dage kan kun gå for langsomt - nu er beslutningen taget, og nu vil jeg bare gerne have den gennemført. Min største hurdel i skrivende stund er den samtale, jeg skal have med Aleris på mandag - forundersøgelsen. Det er min store frygt, at de afviser mig. Der kører alle mulige forskellige udgaver af samtaler med dem inde i mit hoved, og i langt de fleste scenarier er det med afvisning. Så den samtale skal bare overståes!

Én af de ting, som jeg har haft svært ved at sige farvel til, er en reservation på en restaurant, der har sidste åbningsdag 16. december. Vi bookede bord til den sidste åbningsdag i august måned, og det er en tur i byen, som jeg virkelig har set frem til. Derfor har jeg holdt igen, når D har bragt det på banen - han mener nemlig ikke, at jeg kan tage afsted og vil gerne have reservationen afbestilt. 
Til aften, mens vi lavede mad, bragte han det på banen igen. Jeg afviste igen - men meddelte også, at hvis vi ikke skal afsted 16. december, så skal vi nå at komme afsted på restauranten indenfor de næste 14 dage. Der gik kun 2 minutter - så havde han booket bord hos dem til på lørdag. Tanken er, at vi må tage en snak med dem på lørdag og få bordet afbestilt. Det bliver ikke nemt, for jeg havde virkelig set frem til det (det var min fødselsdagsgave til mig selv). Men det er jo desværre nok en nødvendighed. 

Jeg fik orienteret den sidste ledelseskollega i dag. Det var dejligt at få sat flueben ved det. Til vores ledelsesmøde i dag takkede jeg også dem alle for modtagelsen af min besked. Det har været enormt sårbart for mig at være rundt hos dem alle, men de har modtaget det med åbent sind og kæmpe nysgerrighed, og det ville jeg gerne sige tak for. 

Nu skal de næste par uger bare gerne gå hurtigt. Der er følgende planer de kommende uger:

  • Onsdag/torsdag: Kursus med overnatning i Korsør
  • Lørdag: Restaurantbesøg
  • Mandag: Samtale Aleris
  • Tirsdag: Online informationsmøde Aleris (anbefalet af min veninde at deltage i, så det gør jeg)
Og så er der naturligvis en hulens masse andre logistiske ting efter arbejde, der naturligt følger med, når der befinder sig 3 børn i familien. 
Jeg glæder mig!

søndag den 29. oktober 2023

Sikke en uge - 15 dage tilbage

Det er søndag formiddag. Jeg sidder og reflekterer over ugen, der er gået. Da jeg sad i sofaen sidste uge ved samme tid, var jeg på ingen måde der i mit hoved, hvor jeg er nu. Beslutningen var endnu ikke taget, en svær snak med D var ikke sket endnu, og kontakten med veninder, der havde fået foretaget en GS, var endnu ikke etableret. 

Men sikke en uge! Og sikke en mental rutschebanetur - og absolut i den positive retning. Ugen er forløbet således: 

  • Søndag: En svær samtale med D, hvor alle sandheder omkring min overvægt lægges på bordet - det var nok første gang, at jeg var hudløs ærlig overfor ham i forhold til min overvægt. Enormt sårbart og egentligt også enormt pinligt at åbne 100% op. Men det var nødvendigt for at komme videre. Beslutningen blev taget i fællesskab med fuld opbakning fra D.
    Jeg skriver til et par bekendte/veninder, som jeg ved har fået foretaget operationen. Gør beslutningen nemmere.
  • Mandag: Aleris Aarhus skulle kontaktes for at aftale nærmere omkring kommende forløb. Grænseoverskridende at ringe til dem - men da ordene først var kommet over mine læber, blev det nemmere. Da jeg allerede var i deres system (var allerede i kontakt med dem i maj måned), var det blot at sige "Jeg er klar". 
    Min leder blev efterfølgende informeret. Meget sårbart og grænseoverskridende at fortælle det til et andet menneske, der ikke var min mand - men modtagelsen var over al forventning. Fuld opbakning fra min arbejdsplads. Min frygt blev i dén grad gjort til skamme. 
    Til frokost fortalte jeg mine kolleger om operationen. 
    Om aftenen fik vores børn det at vide. Vores søns første respons var "Hvordan mon du ser ud som tynd, mor?". 
  • Tirsdag: Min nærmeste samarbejdskollega på arbejdet fik besked. Det samme med to øvrige ledelseskolleger. Endnu engang fænomenal modtagelse. Ingen undren. Ingen pegen fingre. Ingen fordomme. Kun åbenhed og nysgerrighed. 
    Tirsdag eftermiddag fik jeg finansieringsdelen til operationen på plads, så det praktiske i forhold til betaling var på plads. 
    Om aftenen tog D og jeg over til mine forældre og fortalte om det kommende forløb. Igen positiv modtagelse, fuld opbakning og støtte. 
  • Onsdag: Var på sygehuset for at få taget blodprøver. Stak hovedet ind til bloddonorerne bagefter for at høre, hvor længe jeg skulle være i karantæne efter operationen. Fik beskeden, at jeg ikke kan være bloddonor, når jeg er maveopereret. En stor ærgrelse ikke længere at kunne være bloddonor. 
    Næste ledelseskollega fik besked. Endnu en positiv oplevelse.
  • Torsdag: Tingene begyndte pludselig at bundfælde sig i mit hoved. Til frokost gik det pludselig op for mig, hvor små mængder jeg kan spise efter operationen, efter at jeg tog en kop kakao på arbejdet svarende til 1 1/2 dl. Det var i dén grad en øjenåbner!
  • Fredag: Tur til Kreative Dage i Fredericia med 3 veninder. Til min store overraskelse skal den ene veninde have foretaget samme operation samme sted en uge før mig. 
  • Lørdag: Fortsat "omplacering" at mit mindset. 
  • Søndag: Den ugentlige indkøbstur, hvor jeg brugte det meste af tiden på at vende madvarerne om for at se, hvor meget protein der er i de forskellige produkter. Må konstatere, at jeg skal spise mere fisk i fremtiden, hvilket bestemt ikke gør mig noget. 
Det har virkelig været en vild uge! Jeg føler selv, at jeg har rykket mig helt vildt - jeg glæder mig til at se, hvor jeg er henne i næste uge. Og så ser jeg virkelig frem til at få overstået samtalen i Aarhus - jeg har en latent frygt i mig om, at de afviser mig, når jeg kommer derop. Så samtalen skal bare overståes, så jeg kan hakke den af og forberede mig til næste skridt. Og det kan/vil jeg ikke forberede mig på, før samtalen er overstået, så jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til. 

lørdag den 28. oktober 2023

Nedtælling startet - 16 dage tilbage

9 dage til samtale på Aleris - 16 dage tilbage til OP.

Jeg var sammen med mine strikkepiger igår. Der var Kreative Dage i Fredericia, og vi var as usual afsted.
Jeg skulle hente én af pigerne inden, så vi kunne følges over til vores samkørsel. Da jeg kom over til hende, havde hun et tomt brev Nupo liggende på bordet. Jeg spurgte lidt nysgerrigt ind til det, fordi jeg mangler at finde noget proteinpulver som smager godt til den flydende periode. Jeg har Bodylab stående, som smager... dårligt!

Da jeg var færdig med at udspørge hende, fortalte jeg om de kommende operation. 
"Det skal jeg også!" Var hendes svar. Hvornår?!? 6/11! Hvor?!? Aleris Hamlet i Aarhus! Arhmen for pokker! Jeg skal til samtale 6/11 og OP 13/11! Det bliver fedt at have en veninde at sparre med. 
Da jeg kom hjem fra Fredericia, tog jeg D med ind i byen og købte Nupo. Og til morgen tester jeg det som morgenmad. Det kan jeg sagtens drikke! 
Så flueben ved den flydende kost med protein. Fedt! 

Igår sagde D og jeg farvel til sushi for en stund. Det var dejligt at være på date med ham uden børn. 
Jeg er fortsat i proces i forhold til det, der kommer, men det bliver virkelig nemmere for hver dag, der går. Jeg begynder at være klar. 

onsdag den 25. oktober 2023

Warning - langt indlæg

Den Tine, der skrev indlæg i maj 2020, havde ikke forestillet sig, at den Tine, der sidder og skriver dette indlæg, overhovedet ville eksistere. Men det gør hun. 
Men for at afslutte forløbet med Jacob Bork. Forløbet gik godt. Jeg fulgte Jacob indtil udgangen af august måned 2020, hvor jeg skulle klare mig på egne ben. Min laveste vægt under forløbet med Jacob Bork var 92,7 kg. I maj 2021 besluttede jeg mig for at koble op på Jacob Bork igen, for det gik ikke helt så glat, når jeg var mig selv. Jeg nåede at køre en måned under hans vinger igen - og så eksploderede en shitstorm mod online coaches, hvor jeg fandt ud af, at det slet ikke var Jacob, jeg havde korresponderet med i al den tid, jeg havde betalt penge til ham. I stedet havde det været en Anastasia, jeg havde kommunikeret med - til trods for, at jeg altid havde startet mine indlæg til ham med "Hej Jacob", og der altid var svaret retur med "Hilsen Jacob". Jeg følte mig så dum, og efter det chok og følelsen af at blive holdt godt og grundigt ved næsen (jeg følte mig SÅ dum), begyndte det for alvor at gå ned af bakke for mig. 
Det har resulteret i, at jeg nu vejer mere, end jeg nogensinde før har gjort. 
I januar 2023 var jeg et smut forbi lægen for at høre om mine muligheder. På det tidspunkt var min BMI på et niveau (41-42 stykker), hvor det efter min mening ville give god mening at hjælpe mig. Jeg forespurgte muligheden om en fedmeoperation, men det var jeg for det første ikke stor nok til, jeg havde ingen livsstilssygdomme, intet forhøjet blodtryk, ingen diabetes. Ja - jeg fejlede ikke noget, så hun kunne ikke hjælpe mig. Til gengæld kunne hun give mig Wegovy (diabetes-medicinen, der også giver vægttab). Det takkede jeg nej tak til. Derudover kunne hun tilbyde Olistat, som ville give fedt-diarre, hvis jeg spiste forkert (den solgte hun på ingen måde på en god måde). Så jeg gik i bund og grund derfra uden nogen som helst form for hjælp - og var endnu mere opgivende. 
I foråret 2023 begyndte jeg at kigge på fedmeoperationer på privathospitaler, fordi nogle af pigerne på mine sociale medier havde fået foretaget operationer. Det gjorde mig nysgerrig. Jeg undersøgte længe og endte med at have et online-møde med Aleris i Aarhus. Resultatet af mødet blev, at både forundersøgelse og operationsdato blev fastlagt. Der gik et par dage - og SÅ blev det hele for meget for mig. Det gik for stærkt, og jeg kunne slet ikke følge med. Så jeg aflyste både forundersøgelse og operation. 
Sommeren gik, og efteråret kom. I efterårsferien var vi på Fårup Camping 500 meter fra Fårup Sommerland, hvor der var fri entre hele ugen til sommerlandet. På den ferie gik det pludselig op for mig, hvor begrænset jeg var af min overvægt. Når jeg skulle bøje mig ned for at snøre mine sko, blev jeg stakåndet, fordi mavefedtet pressede op på mine lunger. Jeg blev klippet hos en lokal frisør i løbet af ugen, hvor stolene var frygtelige stole med armlæn, der gjorde, at jeg næsten ikke kunne sidde i stolen. Og jeg afholdt mig mest muligt fra at komme over i Fårup Sommerland, fordi jeg gruede for, om jeg kunne være i forlystelserne. Så var det nemmere bare at blive væk. 
Søndag i efterårsferien, hvor vi var kommet hjem fra camping igen, kom D ind om morgenen og fortalte om en artikel i Horsens Folkeblad om en kvinde, der havde fået foretaget en gastric bypass. Da jeg læste artiklen, var det ligesom at læse om mig selv. Alt det, hun havde været igennem, var ligesom med mig. Hun forklarede, at hun med operationen har fået "madro" i sit hoved. Noget jeg drømmer om. Men samtidig var det ikke sådan, at hun hadede sin krop, da hun var overvægtig. Faktisk syntes hun, at hun var mere smuk og attraktiv, da hun vejede 110 kg ift. nu. Og sådan har jeg det egentlig også - jeg anser ikke mig selv som værende ulækker eller uattraktiv. Jeg er bare tyk - og lever med de rammer og vilkår, der er gældende for mig. Og får det bedste ud af det, jeg har at arbejde med. 
Afledt af artiklen fik D og jeg en god snak omkring min overvægt, og snakken faldt på Aleris igen. Jeg tog kontakt til én af de piger, jeg vidste, havde fået foretaget en gastric sleeve, og snakken med hende gjorde det klart, at det var den vej, jeg burde gå. Så søndag aften så D og jeg hinanden i øjnene og blev enige om, at vi køber os til en gastric sleeve operation til mig. 
Mandag morgen, inden jeg skulle på arbejde, var jeg fyldt med frygt og ængstelse. På det tidspunkt var jeg faktisk ikke sikker på, om jeg ville ringe til Aleris og booke tid. Jeg nævnte min frygt overfor D, der forsøgte at skubbe den væk ved at sige, at nu var beslutningen taget - nu skulle den gennemføres. 
Så kl. 8.20 ringede jeg til Aleris Aarhus. De fandt mig i deres system, og jeg fik tid til både forundersøgelse (6/11) og reserveret dato for operation (13/11). Jeg fortalte sekretæren, at dette opkald var enormt grænseoverskridende for mig, fordi det føltes som et nederlag. Men hun fik i dén grad trukket mig op af mit hul igen og boostet mig - jeg skulle se det som en sejr, fordi jeg var stærk nok til at bede om hjælp. 
Jeg skal være sygemeldt 14 dage efter operationen, så næste skridt var at få det fortalt til min chef. Han var den første, jeg skulle åbne op overfor udover D - ikke engang vores børn havde fået det at vide på dette tidspunkt - så det var enormt sårbart. Men hans modtagelse af min besked var over al forventning - måske jeg bare have set spøgelser inde i mit hoved?
Dernæst skulle mine nærmeste kolleger have besked, fordi der var en masse aftaler, der skulle flyttes rundt i min kalender. De har også modtaget beskeden super flot. Jeg er virkelig beriget med en arbejdsplads, der er helt fantastisk. 
Mandag aften fik vores børn beskeden om min kommende operation, og det første min søn sagde var: "Hvordan mon du ser ud tynd, mor?". 
Tirsdag aften tog D og jeg forbi mine forældre for at fortælle dem om den kommende operation. Det var sværere for mig at fortælle mine forældre om det end alle andre. Jeg blev lidt rørstrømsk, men det blev modtaget så fint, og de stillede sig 100% til rådighed, hvis jeg får brug for det. 
Tirsdag blev dagen brugt på at blive kreditgodkendt ved Resurs, som tilbyder at finansiere operationen ved Aleris. Jeg blev godkendt, og der står nu penge klar og venter på Aleris, når operationen udføres. 
I dag onsdag startede jeg morgenen ud på sygehuset for at få taget blodprøver til Aleris. Blodbanken ligger sammen med blodprøvetagningen. Jeg har været bloddonor, siden jeg var 18 år gammel, og jeg ville egentlig blot ind for at høre, hvor længe jeg skulle være i karantæne efter operationen. Men således endte det ikke - jeg må ikke være bloddonor, når jeg er maveopereret, så jeg er pr. dags dato ikke længere bloddonor. Til gengæld fik jeg en afskedgave og tilhørende kort.


Da jeg kørte derfra, ringede jeg til D for at fortælle, at jeg ikke længere er bloddonor. Mens jeg fortalte ham om det, blev jeg lige pludselig fyldt af tristhed over at skulle sige farvel til denne del af mit liv. Jeg har elsket at være bloddonor - og nu er det pludselig slut som konsekvens af min skide overvægt. Jeg ved godt, at det er en lille ting - men det har været en stor ting for mig at være bloddonor. 
Jeg vejede til morgen 123 kg. Når jeg læser om, hvad folk taber, når de har fået en gastric sleeve, er det jo vanvittige kg-tal. 40 kg. 50 kg. 60 kg. 70 kg. Jeg kan slet ikke forholde mig til det. Jeg vil bare gerne ned i vægt. Jeg har slet ikke en forestilling om, at jeg kommer ret meget under 100 kg. For mig virker det surrealistisk at veje mindre end med et 9-tal forrest. Men nu må vi se, hvad det er for en Tine, der eksisterer om et år. Om hun har lært noget. 
Jeg er i proces med at sige farvel til madvarer. Den anden dag var jeg i Netto, hvor der i vindfanget stod Kims chips. Sour cream chipsen fangede mit øje - og i mit stille sind sagde jeg farvel til den grønne pose. Jeg elsker sour cream - men der går noget tid, før jeg kommer til at smage dem igen. Det samme gør sig gældende med min rødvin, som jeg får et glas eller to af fredag eller lørdag aften. Det bliver også med mindre hyppige interval. 
Jeg ser virkelig frem til undersøgelsen 6/11. Det er næste skridt på vejen til en ny mave. Samtidig er jeg også fyldt af frygt og usikkerhed - hvordan bliver livet bagefter? Det vil kun tiden vise.