Den Tine, der skrev indlæg i maj 2020, havde ikke forestillet sig, at den Tine, der sidder og skriver dette indlæg, overhovedet ville eksistere. Men det gør hun.
Men for at afslutte forløbet med Jacob Bork. Forløbet gik godt. Jeg fulgte Jacob indtil udgangen af august måned 2020, hvor jeg skulle klare mig på egne ben. Min laveste vægt under forløbet med Jacob Bork var 92,7 kg. I maj 2021 besluttede jeg mig for at koble op på Jacob Bork igen, for det gik ikke helt så glat, når jeg var mig selv. Jeg nåede at køre en måned under hans vinger igen - og så eksploderede en shitstorm mod online coaches, hvor jeg fandt ud af, at det slet ikke var Jacob, jeg havde korresponderet med i al den tid, jeg havde betalt penge til ham. I stedet havde det været en Anastasia, jeg havde kommunikeret med - til trods for, at jeg altid havde startet mine indlæg til ham med "Hej Jacob", og der altid var svaret retur med "Hilsen Jacob". Jeg følte mig så dum, og efter det chok og følelsen af at blive holdt godt og grundigt ved næsen (jeg følte mig SÅ dum), begyndte det for alvor at gå ned af bakke for mig.
Det har resulteret i, at jeg nu vejer mere, end jeg nogensinde før har gjort.
I januar 2023 var jeg et smut forbi lægen for at høre om mine muligheder. På det tidspunkt var min BMI på et niveau (41-42 stykker), hvor det efter min mening ville give god mening at hjælpe mig. Jeg forespurgte muligheden om en fedmeoperation, men det var jeg for det første ikke stor nok til, jeg havde ingen livsstilssygdomme, intet forhøjet blodtryk, ingen diabetes. Ja - jeg fejlede ikke noget, så hun kunne ikke hjælpe mig. Til gengæld kunne hun give mig Wegovy (diabetes-medicinen, der også giver vægttab). Det takkede jeg nej tak til. Derudover kunne hun tilbyde Olistat, som ville give fedt-diarre, hvis jeg spiste forkert (den solgte hun på ingen måde på en god måde). Så jeg gik i bund og grund derfra uden nogen som helst form for hjælp - og var endnu mere opgivende.
I foråret 2023 begyndte jeg at kigge på fedmeoperationer på privathospitaler, fordi nogle af pigerne på mine sociale medier havde fået foretaget operationer. Det gjorde mig nysgerrig. Jeg undersøgte længe og endte med at have et online-møde med Aleris i Aarhus. Resultatet af mødet blev, at både forundersøgelse og operationsdato blev fastlagt. Der gik et par dage - og SÅ blev det hele for meget for mig. Det gik for stærkt, og jeg kunne slet ikke følge med. Så jeg aflyste både forundersøgelse og operation.
Sommeren gik, og efteråret kom. I efterårsferien var vi på Fårup Camping 500 meter fra Fårup Sommerland, hvor der var fri entre hele ugen til sommerlandet. På den ferie gik det pludselig op for mig, hvor begrænset jeg var af min overvægt. Når jeg skulle bøje mig ned for at snøre mine sko, blev jeg stakåndet, fordi mavefedtet pressede op på mine lunger. Jeg blev klippet hos en lokal frisør i løbet af ugen, hvor stolene var frygtelige stole med armlæn, der gjorde, at jeg næsten ikke kunne sidde i stolen. Og jeg afholdt mig mest muligt fra at komme over i Fårup Sommerland, fordi jeg gruede for, om jeg kunne være i forlystelserne. Så var det nemmere bare at blive væk.
Søndag i efterårsferien, hvor vi var kommet hjem fra camping igen, kom D ind om morgenen og fortalte om en artikel i Horsens Folkeblad om en kvinde, der havde fået foretaget en gastric bypass. Da jeg læste artiklen, var det ligesom at læse om mig selv. Alt det, hun havde været igennem, var ligesom med mig. Hun forklarede, at hun med operationen har fået "madro" i sit hoved. Noget jeg drømmer om. Men samtidig var det ikke sådan, at hun hadede sin krop, da hun var overvægtig. Faktisk syntes hun, at hun var mere smuk og attraktiv, da hun vejede 110 kg ift. nu. Og sådan har jeg det egentlig også - jeg anser ikke mig selv som værende ulækker eller uattraktiv. Jeg er bare tyk - og lever med de rammer og vilkår, der er gældende for mig. Og får det bedste ud af det, jeg har at arbejde med.
Afledt af artiklen fik D og jeg en god snak omkring min overvægt, og snakken faldt på Aleris igen. Jeg tog kontakt til én af de piger, jeg vidste, havde fået foretaget en gastric sleeve, og snakken med hende gjorde det klart, at det var den vej, jeg burde gå. Så søndag aften så D og jeg hinanden i øjnene og blev enige om, at vi køber os til en gastric sleeve operation til mig.
Mandag morgen, inden jeg skulle på arbejde, var jeg fyldt med frygt og ængstelse. På det tidspunkt var jeg faktisk ikke sikker på, om jeg ville ringe til Aleris og booke tid. Jeg nævnte min frygt overfor D, der forsøgte at skubbe den væk ved at sige, at nu var beslutningen taget - nu skulle den gennemføres.
Så kl. 8.20 ringede jeg til Aleris Aarhus. De fandt mig i deres system, og jeg fik tid til både forundersøgelse (6/11) og reserveret dato for operation (13/11). Jeg fortalte sekretæren, at dette opkald var enormt grænseoverskridende for mig, fordi det føltes som et nederlag. Men hun fik i dén grad trukket mig op af mit hul igen og boostet mig - jeg skulle se det som en sejr, fordi jeg var stærk nok til at bede om hjælp.
Jeg skal være sygemeldt 14 dage efter operationen, så næste skridt var at få det fortalt til min chef. Han var den første, jeg skulle åbne op overfor udover D - ikke engang vores børn havde fået det at vide på dette tidspunkt - så det var enormt sårbart. Men hans modtagelse af min besked var over al forventning - måske jeg bare have set spøgelser inde i mit hoved?
Dernæst skulle mine nærmeste kolleger have besked, fordi der var en masse aftaler, der skulle flyttes rundt i min kalender. De har også modtaget beskeden super flot. Jeg er virkelig beriget med en arbejdsplads, der er helt fantastisk.
Mandag aften fik vores børn beskeden om min kommende operation, og det første min søn sagde var: "Hvordan mon du ser ud tynd, mor?".
Tirsdag aften tog D og jeg forbi mine forældre for at fortælle dem om den kommende operation. Det var sværere for mig at fortælle mine forældre om det end alle andre. Jeg blev lidt rørstrømsk, men det blev modtaget så fint, og de stillede sig 100% til rådighed, hvis jeg får brug for det.
Tirsdag blev dagen brugt på at blive kreditgodkendt ved Resurs, som tilbyder at finansiere operationen ved Aleris. Jeg blev godkendt, og der står nu penge klar og venter på Aleris, når operationen udføres.
I dag onsdag startede jeg morgenen ud på sygehuset for at få taget blodprøver til Aleris. Blodbanken ligger sammen med blodprøvetagningen. Jeg har været bloddonor, siden jeg var 18 år gammel, og jeg ville egentlig blot ind for at høre, hvor længe jeg skulle være i karantæne efter operationen. Men således endte det ikke - jeg må ikke være bloddonor, når jeg er maveopereret, så jeg er pr. dags dato ikke længere bloddonor. Til gengæld fik jeg en afskedgave og tilhørende kort.
Da jeg kørte derfra, ringede jeg til D for at fortælle, at jeg ikke længere er bloddonor. Mens jeg fortalte ham om det, blev jeg lige pludselig fyldt af tristhed over at skulle sige farvel til denne del af mit liv. Jeg har elsket at være bloddonor - og nu er det pludselig slut som konsekvens af min skide overvægt. Jeg ved godt, at det er en lille ting - men det har været en stor ting for mig at være bloddonor.
Jeg vejede til morgen 123 kg. Når jeg læser om, hvad folk taber, når de har fået en gastric sleeve, er det jo vanvittige kg-tal. 40 kg. 50 kg. 60 kg. 70 kg. Jeg kan slet ikke forholde mig til det. Jeg vil bare gerne ned i vægt. Jeg har slet ikke en forestilling om, at jeg kommer ret meget under 100 kg. For mig virker det surrealistisk at veje mindre end med et 9-tal forrest. Men nu må vi se, hvad det er for en Tine, der eksisterer om et år. Om hun har lært noget.
Jeg er i proces med at sige farvel til madvarer. Den anden dag var jeg i Netto, hvor der i vindfanget stod Kims chips. Sour cream chipsen fangede mit øje - og i mit stille sind sagde jeg farvel til den grønne pose. Jeg elsker sour cream - men der går noget tid, før jeg kommer til at smage dem igen. Det samme gør sig gældende med min rødvin, som jeg får et glas eller to af fredag eller lørdag aften. Det bliver også med mindre hyppige interval.
Jeg ser virkelig frem til undersøgelsen 6/11. Det er næste skridt på vejen til en ny mave. Samtidig er jeg også fyldt af frygt og usikkerhed - hvordan bliver livet bagefter? Det vil kun tiden vise.
