For et par dage siden havde jeg en samtale med en veninde, der BMI-mæssigt ligger der, hvor jeg startede. Den samtale har sidenhen rumsteret meget i mit hoved, for snakken gav virkelig stof til eftertanke på det personlige plan. Det var ikke så meget selve samtalen - men mere hvad hun sagde. Flere gange så jeg på hende og hørte Tine-120-kg tale. Jeg synes det var skræmmende. Jeg hørte alle de samme undskyldninger, alle de samme floskler, alle de samme bortforklaringer, og den samme løsning på problemet. Jeg syntes ikke selv dengang, at det var tom snak, men det ved jeg jo i dag, at det var. Jeg bliver til stadighed overrasket og chokeret over, hvor meget der er sket i mit hoved. Når jeg skriver dette ned sort på hvidt, kan jeg godt se, at det lyder helligt, men det er slet ikke der, jeg vil hen. Det var bare for mig et meget stort chok at opdage, hvor meget mit hoved har rykket sig i dette projekt.
Jeg er ikke færdig - og så alligevel lidt. Jeg gider ikke kampen om kiloene længere, og nu foregår min kamp mod kilometrene. Jeg er imponeret over mine små forbedringer på løbeturene, og jeg skal nok klare det om 2 ugers tid, hvor jeg skal løbe Horsens Løbet.
Jeg er i dag startet på 2. sidste uge i mit løbeprogram. Det er både vildt og underligt, at jeg er nået så langt, men selvom jeg havde troet, at jeg aldrig skulle kunne klare løbeturene, så gennemfører jeg dem gang på gang - fordi jeg VIL! Åh, hvor jeg nogle gange har lyst til at stoppe, men benene bliver bare ved med at løbe under mig. Meget underlig følelse. Jeg vil ikke sige det alt for højt, men jeg er nok blevet lidt afhængig af det der løb...
Min krop ændrer sig lige så stille i takt med at jeg løber mere og mere. Jeg har stadig bildæk, men mine mavemuskler kan jeg mærke er blevet stærkere og holder derfor maven mere og mere inde. Mine lår- og lægmuskler bliver mere og mere markerede for hver dag der går, og jeg nyder det. Jeg hungrer efter flere resultater, og det får jeg kun, hvis jeg får flere km i skoene. Noget for noget - intet kommer af sig selv natten over.
Mens jeg er igennem alt det her med mig selv, er der også en voksende frygt i mig. Formår jeg nu også at videregive min viden til mine børn, så det også får denne forståelse og ikke bare lader stå til? I 15 år gjorde jeg intet - og hvis det var nogens skyld, var det bestemt ikke min. Lærer jeg dem det rigtige i livet? Og hvordan formår man at give videnen videre ordentligt, så de slipper for at skulle kæmpe alt for hårdt for at lære den lektie?
For det første, hvor er det fedt at høre, at dit hoved nu er fulgt med din krop. Ja, man føler sig som en hellig røv, når man sidder og hører på andres undskyldninger, men det er jo trods alt kun fordi, du kender dem alle sammen (lidt lige som når ungerne prøver at bortforklare, man kender selv alle smutvejene ;)
SvarSletFor det andet, hvor er det cool at høre, at du har fjernet dit fokus fra vægten, til fremgangen i din motion. De to ting hører unægteligt sammen, men du får større velvære og succes ved at fokuserer på det, du kan gøre noget ved, end det der er et lotteri (vægten)
For det trejde, du fortæller ikke dine børn, hvordan de får de gode værdier i livet, du viser dem det :) Så når du spiser sundt (relativt) når du behersker dit slik indtag og igen nyder det, når du så spiser. Når du spiser moderate potioner mad, du rør dig, du gør motion til en leg, så tænker de ikke over det, fordi sådan har det bare altid været i deres barndom :) Så Tinee, fortsæt din fantastiske vej, du er så meget på vej i den rigtige retning og du er helt klart en motivationsfaktor, for os andre (Læs: Mig og morgenløb vi takker ;)
Tusind tak for din kommentar, HC. Den var virkelig fantastisk at stå op til det her til morgen. Som du selv skriver, så er det slet ikke for at være hellig, men jeg føler mig hellig, når jeg skriver det, for jeg ønsker jo heller ikke at punke og slå på andre. Men det var bare et eller andet sted en lidt skræmmende opdagelse at høre "mig selv" tale.
SletLige nu sidder jeg og kigger ud på det silende regnvejr, og jeg ved, at jeg skal ud i det i eftermiddag/aften, når jeg har fået fri. Det sjove og underlige er, at jeg rent faktisk glæder mig - det generer mig ikke, at det regner. Lad nu bare arbejdsdagen blive færdig, så jeg kan komme ud at løbe!!!