Det er søndag formiddag. Jeg sidder og reflekterer over ugen, der er gået. Da jeg sad i sofaen sidste uge ved samme tid, var jeg på ingen måde der i mit hoved, hvor jeg er nu. Beslutningen var endnu ikke taget, en svær snak med D var ikke sket endnu, og kontakten med veninder, der havde fået foretaget en GS, var endnu ikke etableret.
Men sikke en uge! Og sikke en mental rutschebanetur - og absolut i den positive retning. Ugen er forløbet således:
- Søndag: En svær samtale med D, hvor alle sandheder omkring min overvægt lægges på bordet - det var nok første gang, at jeg var hudløs ærlig overfor ham i forhold til min overvægt. Enormt sårbart og egentligt også enormt pinligt at åbne 100% op. Men det var nødvendigt for at komme videre. Beslutningen blev taget i fællesskab med fuld opbakning fra D.
Jeg skriver til et par bekendte/veninder, som jeg ved har fået foretaget operationen. Gør beslutningen nemmere. - Mandag: Aleris Aarhus skulle kontaktes for at aftale nærmere omkring kommende forløb. Grænseoverskridende at ringe til dem - men da ordene først var kommet over mine læber, blev det nemmere. Da jeg allerede var i deres system (var allerede i kontakt med dem i maj måned), var det blot at sige "Jeg er klar".
Min leder blev efterfølgende informeret. Meget sårbart og grænseoverskridende at fortælle det til et andet menneske, der ikke var min mand - men modtagelsen var over al forventning. Fuld opbakning fra min arbejdsplads. Min frygt blev i dén grad gjort til skamme.
Til frokost fortalte jeg mine kolleger om operationen.
Om aftenen fik vores børn det at vide. Vores søns første respons var "Hvordan mon du ser ud som tynd, mor?". - Tirsdag: Min nærmeste samarbejdskollega på arbejdet fik besked. Det samme med to øvrige ledelseskolleger. Endnu engang fænomenal modtagelse. Ingen undren. Ingen pegen fingre. Ingen fordomme. Kun åbenhed og nysgerrighed.
Tirsdag eftermiddag fik jeg finansieringsdelen til operationen på plads, så det praktiske i forhold til betaling var på plads.
Om aftenen tog D og jeg over til mine forældre og fortalte om det kommende forløb. Igen positiv modtagelse, fuld opbakning og støtte. - Onsdag: Var på sygehuset for at få taget blodprøver. Stak hovedet ind til bloddonorerne bagefter for at høre, hvor længe jeg skulle være i karantæne efter operationen. Fik beskeden, at jeg ikke kan være bloddonor, når jeg er maveopereret. En stor ærgrelse ikke længere at kunne være bloddonor.
Næste ledelseskollega fik besked. Endnu en positiv oplevelse. - Torsdag: Tingene begyndte pludselig at bundfælde sig i mit hoved. Til frokost gik det pludselig op for mig, hvor små mængder jeg kan spise efter operationen, efter at jeg tog en kop kakao på arbejdet svarende til 1 1/2 dl. Det var i dén grad en øjenåbner!
- Fredag: Tur til Kreative Dage i Fredericia med 3 veninder. Til min store overraskelse skal den ene veninde have foretaget samme operation samme sted en uge før mig.
- Lørdag: Fortsat "omplacering" at mit mindset.
- Søndag: Den ugentlige indkøbstur, hvor jeg brugte det meste af tiden på at vende madvarerne om for at se, hvor meget protein der er i de forskellige produkter. Må konstatere, at jeg skal spise mere fisk i fremtiden, hvilket bestemt ikke gør mig noget.
Det har virkelig været en vild uge! Jeg føler selv, at jeg har rykket mig helt vildt - jeg glæder mig til at se, hvor jeg er henne i næste uge. Og så ser jeg virkelig frem til at få overstået samtalen i Aarhus - jeg har en latent frygt i mig om, at de afviser mig, når jeg kommer derop. Så samtalen skal bare overståes, så jeg kan hakke den af og forberede mig til næste skridt. Og det kan/vil jeg ikke forberede mig på, før samtalen er overstået, så jeg ved, hvad jeg har at forholde mig til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar