Jeg bliver nødt til at bekende mine synder - for jeg har syndet, og jeg føler selv, at jeg har syndet meget! Faktisk så meget, at jeg i skrivende stund har utrolig meget dårlig samvittighed og dunker mig selv i hovedet med spørgsmålet: "Hvorfor gjorde jeg nu også det?"
Vi har fået ris a'la mande til aften. Ungerne vidste jo godt, at jeg havde lavet det, og derfor spurgte de også flere gange, om vi ikke snart skulle spise det. Og jo - det skulle de jo.
Da D havde dækket bord (jeg holdt mig pænt i baggrunden, så jeg ikke blev fristet), spurgte han mig, om jeg ikke kom hen til dem, mens de sad og spiste (han havde ikke dækket op til mig). Jeg kunne godt høre på hans stemmeføring, at han gerne ville have mig hen sammen med de andre, så jeg rejste mig og satte mig sammen med dem. Og det betød, at jeg ikke kunne holde mig i skindet. Så jeg fik mig en portion ris a'la mande. Og bagefter endnu en. Og hold nu kæft, hvor smagte det godt!!!
Men bagefter var jeg fyldt med så meget dårlig samvittighed. Og det er jeg stadig. Samtidig er jeg træt af mig selv - hvorfor lige pludselig den vattede holdning, når jeg nu plejer at være så stærk? Er det nu, at min nedtur begynder? Er det nu, at nederlaget kommer?
Jeg er så skuffet over mig selv, og jeg kan tydeligt mærke, at D ikke kan forstå mig. Han mener, at jeg skal give mig selv lov til at leve sommetider. Og det er jo så der, at vi ikke helt forstår hinanden, for jeg synes jo bestemt, at jeg lever til hverdag - jeg kan fint leve med det, jeg spiser til hverdag, men jeg kan ikke leve med at have så dårlig samvittighed over at have spist noget, som jeg ved, jeg ikke skulle spise. Det er ikke det værd. Jeg er så træt af de kalorier, som jeg har proppet i min krop til aften.
Og ja - min bekymring går selvfølgelig på min vægt. Jeg vil så gerne se tallet 101,x igen i morgen tidlig. Har jeg nu ødelagt det hele? Øv, hvor en fesen aften - og hvor er jeg bare rådden til at holde aftaler med mig selv!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar