Jeg nyder mine små sejre i øjeblikket - selvom jeg et eller andet sted ikke føler, at jeg fortjener dem. Jeg synes ikke selv, at jeg gør noget for vægttab, men alligevel falder den stille og roligt. Det må være livstilsændringen, der gør det. Alle de der ændringer i det daglige, som jeg i dag tager for givet. Det er måske derfor, at jeg ikke føler, at jeg kæmper...
Jeg tror ikke, at jeg når mit mål på 75 kg inden nytår. Jeg ved godt, at det ikke er umuligt. Det er 9 kg på 4 måneder, og det burde bestemt kunne lade sig gøre. Jeg tror bare ikke selv på det. Årsagen er, at jeg ikke længere magter eller gider at være fanatisk. Jeg vil også have lov til at skeje ud uden dårlig samvittighed. Hver eneste udskejelse bliver i øjeblikket planlagt ned til mindste detalje, og når jeg så endelig skal skeje ud, får jeg dårlig samvittighed og dropper det. Det er én af grundene til, at jeg har to poser chips liggende i skuffen. Nørj, hvor har jeg lyst til at åbne én af dem, men min samvittighed siger nej. Hvor var den samvittighed for 10 år siden, så det ikke havde været nødvendigt for mig at at kæmpe nu?
Mit BMI-tal er snart på 28 - i dag er det på 29,03. Jeg når længere pg længere ned - jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle opnå disse drømme. Måske dette bare er et skridt på vejen til større ting? Måske det er derfor, at jeg søgte nyt arbejde - og fik det? Måske flere af mine drømme bliver opfyldt - netop fordi jeg har fået en gennemtrængende tro på mig selv igen? Jeg KAN jo godt - hvis jeg vil! Men ved jeg, hvad jeg vil?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar