Nu kan jeg dø i fred!

Ovenpå "skuffelsen" til løbet i onsdags, havde jeg virkelig noget at bevise overfor mig selv til morgen. Jeg ville løbe 5 km uden stop!

Jeg vågnede lidt over 6, og min krop bad mig inderligt om at komme ud at løbe. Mit hoved var ikke enig, og jeg vendte mig om på den anden side. Kl 6.45 vandt kroppen over hovedet, og lidt over 7 var jeg afsted. 1 km nået, 2 km, 3 km (der havde jeg krise), 4 km (nu fløj jeg afsted) -  og pludselig sagde hun 5 km! Jeg var igen ret ligeglad med omverdenen og skreg min sejr ud: "JAAAAAAA!" og strakte armene over hovedet. 

Fed følelse, og den sidste stigning hjem var fuldstændig ligemeget. Den kunne bare komme an!

Nu kan jeg dø i fred bogstaveligt talt. Jeg har virkelig ærgret mig over løbet i onsdags, men nu er den fis vist slået. Jeg KAN godt. I dag var der også udfordringer med snotnæse og hosten, men fuck det. Jeg klarede det!

Næste projekt er at få flere km i benene. Nu skal jeg have vænnet min krop til at kunne løbe 5 km, så jeg er klar til Juelsminde i august. Og i oktober melder jeg mig også til Prison Run her i Horsens. Jeg har mål nok - og jeg skal også nok nå dem!