En hård omgang...

Efter at have vist overfor mig selv, at jeg kunne løbe 5 km, mistede jeg lidt gejsten. Derfor har jeg haft en uge, hvor jeg ikke har løbet. Det gør nu heller ikke så meget, for gennem hele ugen har jeg været mærket af sygdom - det har taget 1 1/2 uges tid at komme over sygdommen fra Grundlovsdag. Samtidig brækkede mellemstemanden albuen i den forgangne uge, og det har også krævet væsentlige ressourcer at skulle håndtere det som forælder. Undskyldning på undskyldning, men jeg synes nu, de for en gang skyld er valide nok. Jeg har i hvert fald ikke dårlig samvittighed. 

I dag var aftalen mellem D og jeg, at jeg skulle afsted. Og afsted jeg kom. Jeg troede, at jeg skulle dø. Da jeg nåede ud på de 2 km, var jeg ved at kaste op, så dårligt havde jeg det. Men jeg har jo lært, at min største fjende er mig selv, og derfor blev jeg ved. Og endnu engang gennemførte jeg. Selvom jeg følte, at det gik af helvedes til, så formåede jeg alligevel at lave min bedste tid. Jeg er både meget overrasket og meget stolt. Jeg løb 5 km på 38 min og 18 sek. 

Samtidig må jeg gå til bekendelse. Min indre frustration over manglende vægttab har gjort, at jeg til morgen begyndte at tage mine vægttabspiller igen. Jeg har piller til 2-3 uger, og jeg håber, de kan give mig et kickstart til de sidste par kilo. Jeg vil virkelig gerne under 80 kg, men jeg formår åbenbart ikke at finde ud af at tabe mig uden de skide piller. Det er et kæmpe nederlag, men sådan ligger landet lige nu, og det må jeg bare acceptere. Det er mit sidste skud i bøssen, og denne gang SKAL det lykkes!