Indlæg fra MG 23.02.12

Hermed et indlæg fra MG, som jeg skrev igår morges den 23.02.12. Det er bl.a. dette indlæg, der har fået brikkerne i mit hoved til at falde på plads...

~~~~~~~~~

Der har været meget stille herfra den sidste stykke tid - i hvert fald i forhold til mit tidligere opdaterings-niveau :baaa:

Men grunden er ret enkel - jeg går og føler mig ret meget som en fiasko i øjeblikket, og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er, der foregår... En snak med en kollega den anden dag gjorde det synligt for mig (ikke tydeligt, men bare sådan lidt synligt i disen), at det jeg kæmper med er mit eget selvbillede. Og igår aftes, hvor jeg var fuldstændig nede med flaget og i kulkælderen og jeg lå og tudede i D's arme, gik det op for mig, at det skyldes, at jeg ikke kan se mig selv om tynd - jeg kan kun se mig selv som tyk. Så hvor det for nogle kvinder er mændene, der fastholder dem i deres overvægt, så er det mig, der fastholder mig selv :doh:

Så der har jeg en del at arbejde med. Samtidig har jeg haft en følelse af, at tallet 92 var en tærskel for mig. Grunden er, at da jeg startede som kontorelev i 2001, var det netop 92 kg, jeg vejede den morgen, hvor jeg startede. Så for mig er tallet 92 en skillevæg mellem den Tine, jeg kender som voksen, og den Tine, jeg kendte som ung. Derfor har den skillevæg også skræmt mig fra vid og sans, og det er også derfor, at jeg har haft svært ved at forholde mig til, at jeg snart var ved den skillevej. Jeg har været bange for mig selv og den person, der måske pludselig vil dukke op. Snakken med min kollega gjorde dog klart, at det ikke var en reel frygt, for jeg ved jo godt selv, at jeg ikke vil ændre min personlighed.

Jeg har også undret mig meget over, hvorfor det ikke gav mig mere tilfredsstillelse at runde de 20 kg. Det var nærmest bare et træk på skulderen og ikke mere end det. Jeg havde ellers lovet at give mig selv en 20 kg's gave, men det har jeg endnu ikke gjort. Jeg ved ikke, hvad det er, der holder mig tilbage. Det er som om, jeg ikke helt tror på, at det reelt er lykkes for mig. Måske én af grundene til, at jeg ikke er helt tilfreds også er, at jeg vil have mere. Jeg kan ikke glæde mig over det, fordi jeg ikke har fået nok. Jeg vil tabe mig mere, og jeg vil ned og veje 75 kg. Jeg vil virkelig det her, men jeg er usikker på, om jeg gider at fortsætte kampen. Men samtidig har det jo netop ikke været en slankekur, men en kostomlægning, så jeg fortsætter jo bare i samme spor som hele tiden, og det betyder jo, at der på sigt vil falde lidt af hist og her. Jeg har her i min stilstandsperiode formået at holde vægten status quo, og det er en sejr i sig selv. Det er jeg rigtig stolt af :)

Samtidig har jeg haft rigtig svært ved at følge med mentalt i mit vægttab. Om et par dage er det 6 måneder siden, at jeg startede dette forløb - og på de 6 måneder har jeg tabt 21 kg. Det er altså pænt mange kilo. Det forsøger jeg også at sige til mig selv, når jeg bliver utålmodig, men det er som om, det ikke helt vil synke ind. Som om jeg ikke helt vil forstå det. Jeg vil bare gerne have mere, og jeg vil bare gerne snart være tæt på at være normalvægtig. Men hvornår er jeg det? Er jeg det, når BMI'en siger, at jeg er det, eller er jeg det, når jeg selv siger det? Hvis nogen kom og spurgte mig nu, så ville jeg svare, at jeg er yderst tilfreds med den Tine, jeg ser nu. Men samtidig vil jeg gerne have mere... :doh:

En anden frygt, jeg har, er angsten for at miste D. Nu har jeg efterhånden læst utallige artikler med kvinder, der har tabt sig en hulens masse kilo - og i forløbet har de så også skilt sig af med deres dødvægt af en partner. Det er en frygt, der stadig fylder mit sind, men jeg er begyndt at forholde mig noget mere til den. For i og med at jeg ikke forventer at ændre min personlighed, så regner jeg bestemt heller ikke med, at mine følelser for D kommer til at ændre sig :nej: Og samtidig har jeg en mand, der bakker mig op 100% og elsker mig for den, jeg er. Han er ligeglad med hylsteret - han elskede mig lige så højt, da jeg vejede 122 kg, som han gør nu. Han vil dog gerne indrømme, at han finder mig mere sexet og lækker nu, end jeg var, da jeg var større. Men igen - det er ikke hylsteret eller kroppen, han elsker. Det er mig :wub:

Til morgen så jeg min frygt i øjnene, da tallet på vægten viste 92,6 kg. Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde regnet med. Det giver mig nærmere et mindre smil på læben - det er en sejr at nå hertil. Hele februar har jeg nærmest ikke rigtig tabt mig - og det har jeg så alligevel, for der er forsvundet 2 kg, men de er ikke forsvundet lige så hurtigt, som jeg har været vant til, og det har frustreret mig. Men i og med at jeg har haft så meget at arbejde på med mig selv, har overskuddet til vægttab simpelt hen ikke været der. Jeg håber nu, at det igen begynder at gå nedad i og med, at jeg har fået par øjenåbnere her de sidste par dage. Jeg overvejer at prøve at tage til hypno-terapi, så jeg kan finde ud af, hvad det er, der gemmer sig i min ubevidsthed, der gør, at jeg har en hæmsko i forhold til min vægt, men det koster bare det vide ud af øjnene (900,- pr gang - og jeg skal afsted mellem 3-10 gange :wacko:), og det er der ikke lige råd til... Jeg har også overvejet at få mig en sitting hos en clairvoyant, men noget holder mig tilbage, og jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er. Jeg er usikker på, om en clairvoyant kan give mig de svar, jeg går og søger efter i øjeblikket... :unsure:

Ovenstående bilder jeg mig selv ind, at alle overvægtige går igennem, når de skal tabe sig. Jeg føler lidt, det er en form for identitetskrise, hvor jeg nærmest skal finde mig selv igen. Ikke sådan personlighedsmæssigt, men mere - hvem er Tine, når hun er ude i offentligheden og skal vise sig frem. Før gemte jeg mig jo bare væk i "telt-tøjet", selvom jeg ikke selv følte dengang, at jeg gemte mig væk. Men det kan jeg tydeligt se på mit tøjvalg i dag, at jeg gjorde... Nu skal jeg finde frem til, hvem Tine er, når hun vejer 92 kg og derunder, og I nok kan læse, så frygter jeg lidt den proces. Men det skal nu nok gå i sidste ende :)

Det er spændende at se hvilken Tine, jeg ender ud med at være. Om et par 100 gram er min BMI under 32, og hvor er det vildt at opdage det til morgen. Dvs. at jeg om et par 100 gram vil have en BMI, der siger 31,XX. Jeg synes det er gået utroligt hurtigt, og hvis det havde været enhver anden ville jeg sagtens kunne forstå, hvorfor de ville have svært ved at følge med, men mig selv punker jeg bare i hovedet og tænker: "Kom nu ind i kampen! Hold nu gejsten oppe! Det er det her, du vil!" Og det er det bestemt også - men jeg synes også, at jeg har lidt brug for at puste lidt ud... :unsure:

Som I kan læse, er jeg meget forvirret i mit hoved i øjeblikket, så et eller andet sted er det meget godt, at det begynder at gå lidt mere stille med vægttabet, så jeg også får mig selv med i dette forløb. Men ih, hvor kunne det bare være fedt at vågne op i morgen, veje 75 kg (der er mit store hovedmål) og kun skulle tænke på at holde vægten..