Jeg er depressiv i øjeblikket. Jeg føler ikke rigtigt, at tingene lykkes for mig, selvom jeg heller ikke rigtigt gør noget for det. Så det giver jo ligesom lidt sig selv, at der ikke sker noget, når jeg giver mig selv liv til at falde i. Det positive er dog, at vægten ikke stiger men bliver liggende ret stabilt.
Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad det er der sker. Til aften har jeg haft en mindre tude-aften, hvor jeg har fået snakket lidt med D omkring det. Og pludselig gik det op for mig, at jeg ikke kan forlige mig med det spejlbillede, jeg ser i spejlet. Mit indre spejlbillede viser hele tiden en tyk Tine - og jeg kan slet ikke forholde mig til at skulle være tynd. Jeg er jo stadig tyk, men hvor længe endnu hvis jeg begynder at give det en skalle?
Samtidig frygter jeg, at det vil komme til at påvirke mit forhold at jeg taber mig mere. Jeg synes altid man hører om folk, der taber sig meget, og slutter af med at skille sig af med sin bedre halvdel. Jeg vil IKKE af med D - men det er en kæmpe stor frygt, jeg går rundt med. D har forsikret mig om, at han elsker mig uanset vægt... Men det er jo heller ikke ham, jeg er bange for - det er mig.
Han var nu også sød, mens vi snakkede. Han sagde, at han synes at jeg er blevet mere lækker. Det kunne jeg godt lide at høre. Jeg vil gerne give ham en flot kone at vise frem. Han fortjener en flot kvinde ved sin side.
Jeg håber snart, at jeg får hevet mig selv op igen fra kulkælderen. Jeg er ved at være træt af at være hernede...kom nu op på hesten igen!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar