Og det burde jeg også gøre, men jeg er simpelt hen for desperat. Jeg er ikke længere den gode version af mig selv. Jeg har let til tårer, jeg farer op, farer ned, meget opgivende osv. Igår fik jeg kun knap 1 liter væske indenbords, fordi jeg ikke magtede mere væske.
Igår aftes blev jeg så desperat, at D, mens han i forvejen var i køkkenet, blev bedt om at se, om vi havde torskerogn. Det havde vi ikke, men han opdagede nogle bøtter fiskeboller på "fjernlageret". Jeg holdt mig i skindet og gik i seng. Men da jeg vågnede til morgen, kredsede min hjerne om fiskebollerne, så det er nu min morgenmad. Én fiskeboller - most med en gaffel. Indtil videre har det taget mig 1 kvarter at spise ganske ganske lidt. Jeg er meget opmærksom på ikke bare at sluge det. Og jeg er meget opmærksom på min krops -øå eller rettere sagt min maves - signaler og reaktioner. Hver eneste lille bitte bid (og det er virkelig lille bitte) bliver tygget grundigt og til ukendelighed, før det bliver sunket.
Allerede nu kan jeg mærke, at det giver mig en hel anden tilfredshed og mæthedsfølelse. Det lægger sig anderledes i maven. Det er en rar følelse.
Jeg kom her til morgen også i tanke om, at jeg aldrig har fået taget billede af den bodymass-måling, jeg fik foretaget på Aleris mandag 6/11.
Jeg har en klar forventning om, at dette stykke papir ser noget anderledes ud, når jeg skal til 4 måneders tjek til marts. Det, jeg er mest overrasket over, er mine muskler. Det er et godt udgangspunkt for at tabe sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar