Natten til tirsdag var ikke én af de sjove nætter. Fordi jeg havde sovet så meget i løbet af dagen om mandagen, kunne jeg ikke finde ro om natten, og jeg var flere gange ude at gå på gangene for at få bugt med min uro i kroppen. Ved 12-tiden fik jeg mig endnu en is - satte mig ud på gangen, så jeg ikke forstyrrede de andre. Og klokken halv 3 var jeg sulten igen, så der satte jeg mig igen ud på gangen og spiste en lille smule yoghurt.
Da morgenen gryede tirsdag morgen, begyndte usikkerheden pludselig at banke på. Nu skulle jeg hjem - og jeg skulle hjem og være alene. Jeg havde haft så meget tryghed i blot at kunne trykke på en knap, så hvad nu? Heldigvis har D en fantastisk chef, der bad ham om at blive hjemme hos mig, når han havde hentet mig. Det var ikke fordi, at der var ret meget, han kunne gøre - men blot hans tilstedeværelse gav mig tryghed.
Inden jeg blev udskrevet, fik jeg 500 ml væske i drop, så mit væskeniveau var godt, inden jeg tog hjem. Det var godt, for det viste sig at være vanvittigt svært for mig at få nok væske. Og det tager mig bare SÅ lang tid blot at få 1 dl ned.
På sygehuset blev jeg enormt forfalden til deres vandis, så inden vi kom hjem, var vi forbi Rema1000 for at købe deres is. De er bare ikke lige så gode som dem på sygehuset, så det er faldet lidt til jorden. Øv! Jeg nåede at få 5 is på sygehuset (!). Jeg fandt ud af, at de gav mig et boost, når jeg havde spist sådan en - så fik jeg pludselig fornyet energi.
Tirsdag eftermiddag og aften blev brugt på at blunde/sove på sofaen og i sengen. Jeg gik i seng kl. 21 (tog to panodiler inden til at sove på) - og sov indtil omkring 3-tiden, hvor jeg vågnede op, tænkte at jeg var sulten, og lagde mig så til at sove igen. Og jeg vågnede først igen kl. lidt over 6. En god nat med en god nats søvn, som har bevirket, at mit overskud i dag er helt fantastisk. Det gælder om at nyde disse dage, for jeg ved, at der også kommer dårlige dage.
Jeg har haft lidt nemmere ved at få væske ned i dag i forhold til igår. Måske fordi jeg selv kan styre det og ikke skal ringe efter nogen hele tiden? Klokken er nu snart 12, og jeg har i hvert fald fået 5 dl allerede (tror jeg nok - jeg har ikke talt op). Jeg har ingen forventning om at nå op på de fulde 2 liter, men det er enormt fremskridt, og jeg er meget tilfreds med mig selv.
Det gør ondt, når væsken kommer for hurtigt ned, så det foregår i meget, meget langsomt tempo. Min A38, som jeg fik til morgenmad (1 dl), tog mig 30-45 minutter at spise. D kunne ikke forstå, at jeg ikke bare kylede det ned og fik smerten overstået på én gang, men det er fysisk umuligt for mig. Mens jeg skriver dette, sidder jeg med 1 dl proteindrik ved siden af mig, og jeg er mæt som bare pokker. Jeg forstod det ikke selv, før jeg blev opereret - og jeg forstår godt, at andre ikke kan forstå, hvorfor det ikke bare er at "kyle det ned".
Jeg har givet de første livstegn til arbejdet i dag - det var dejligt at få brugt mit hoved en lille smule igen. Jeg har dog også været nødt til at melde fra til en ledelsesdag i morgen, som jeg egentlig havde troet, at jeg kunne deltage i, men jeg bliver nødt til at indse, at jeg nok har forventet for meget af mig selv inden. Nu skal jeg fokusere på mig selv og ikke mit arbejde - blot for en stund.
Men jeg har uanset hvad verdens bedste arbejdsplads. Jeg har fået blomster af dem i dag. Det var dejligt at blive tænkt på - normalt er det mig, der organiserer alt, der har med blomster at gøre, så det, at andre automatisk har taget over, var dejligt.
De to røde prikker nederst på maven er fra det blodfortyndende, som jeg fik både mandag og tirsdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar