onsdag den 29. november 2023

Hverdagen er startet - dag 17

 Nå, siden sidste indlæg er der sket en del. Jeg endte aldrig med at komme igennem til lægen, så jeg mødte op om eftermiddagen, hvor jeg alligevel skulle ud at køre - og så viser det sig, at der slet ikke var afsat nogen tid til mig hos sygeplejersken. Flot. Det var vist godt, at vi selv klarede det. 

Onsdag til lørdag var jeg ramt af massiv madlede. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at få noget ned. Jeg havde egentlig troet, at jeg skulle på arbejde en dag mere i sidste uge, men sådan blev det ikke. Om torsdagen var jeg ude at køre, hvor jeg kom til at se på mig selv i bakspejlet. Tilbage kiggede et par øjne med store sorte rander under. Jeg så slet ikke sund eller rask ud. Derefter begyndte jeg at tvinge mig selv til at spise og få noget indtag ind. Ingen lystspisning - ren og skær tvang. 

Fredag var vi ude at handle, hvor jeg købte mig en stang Pringles. Jeg gav mig selv lov til at få et par stykker lørdag - og det var en fornøjelse igen at få chips i min mund. Dog i MEGET mindre mængder, end jeg ville have gjort tidligere. Jeg har stadig Pringles stående og tænker, at de kommer til at holde længe. Igår gav jeg mig selv lov til at få et par stykker slik (Click mix). Det var også en nydelse at spise nogle få stykker. 

Søndag overgik jeg til uge 3, og pludselig åbnede der sig en meget større madverden. Jeg opdagede, at jeg måtte begynde at spise agurk (uden skræl), så det kastede jeg mig over. Det var en fornøjelse igen at få en knasende grøntsag i min mund igen. 
Om aftenen stegte jeg mig et stykke laks. Det var det bedste stykke laks, jeg nogensinde har smagt! Spiste dog kun halvdelen af det, hvilket betød, at jeg også havde laks til dagen efter - og det var lige før, at jeg også havde laks til aftensmad. Jeg er blevet billig i drift. 

Mandag startede jeg på arbejde og havde en hel arbejdsdag indtil kl. 16.15. Det var dejligt at komme i gang, og jeg oplevede ingen problemer med mit indtag mandag. Tirsdag stod jeg til gengæld igen op til madlede af værste skuffe, så jeg kunne slet ikke få noget ned. Så da jeg ankom på arbejdet, var mit indtag de første par timer et par glas proteindrik. Omkring kl. 11 lettede madleden, og jeg kunne begynde at få fast føde ned. 

For sjov prøvede jeg igår aftes at tracke dagens indtag. Jeg nåede op på 800 kcal. Til morgen gjorde jeg det samme med mit forventede indtag - jeg nåede op på 500 kcal, dog uden at jeg har talt proteindrik med. Det er dælme ikke meget, der kommer ind. 

Til morgen ringede diætisten til mig og spurgte, hvordan det var gået. Alt, hvad jeg har gået og bøvlet med, er helt normalt. Han foreslog, at jeg begyndte at supplere med nødder - men da jeg spurgte, om jeg allerede måtte det, skyndte han at ændre det til, at jeg nok først skulle spise nødder fra næste uge. Så næste uge skal jeg have mandler! Og valnødder! Og hasselnødder!

Vægten rykker sig ikke ud af stedet. Det frustrerer mig, men jeg får igen og igen at vide, at det er fordi kroppen tror, at der er hungersnød og derfor holder fast i alt, hvad der er at holde fast i. Men der bliver også sagt, at det nok skal komme. Lige nu føler jeg mig mest af alt snydt. Men omvendt - jeg har tabt knap 6 kg på 2 uger, og det havde jeg ikke gjort, hvis det var sket på ordinært vis. 

Jeg må væbne mig med tålmodighed. Men tålmodighed er ikke det, jeg har mest af... Jeg skulle gerne have tabt 30 kg igår... ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar