onsdag den 22. november 2023

Dag 10 - nu uden clips!

Igår aftes - lige inden vi skulle i seng - beklagede jeg mig endnu engang over, at det yderste indstik i venstre side generede mig. Det havde det gjort i et par dage, men irritationen var steget i løbet af dagen igår. Vi kiggede på det og kunne se, at huden var begyndt at vokse ind over clipsene. Snittet var hele fint, så vi blev enige om, at D skulle fjerne clipsene. 

Jeg havde forinden googlet på, hvornår andre havde fået taget deres clips, og det spændte fra 8-14 dage. Jeg var på dag 9 igår. Det gjorde også beslutningen noget nemmere, at andre havde taget dem ud tidligere end 12-14 dage efter. 

Det gik så fint. Og det gjorde slet ikke ondt. Det var en befrielse at få dem ud. Og da han havde taget den første, blev vi enige om, at han lige så godt kunne tage de resterende. Bagefter tog jeg englehud/Micropore-plaster på - og nu ser min mave NÆSTEN ud som om, at jeg slet ikke er opereret. Det anbefales at bruge englehuden hele tiden det første år. Om jeg lige kommer til at gøre det tiden ud, ved jeg ikke. Jeg tror det ikke. 

Men - jeg har jo booket tid hos sygeplejersken til at få taget clipsene på fredag kl. 8.20. Jeg sidder nu i kø hos lægen, så jeg kan afbestille min tid til på fredag. De har været så "geniale" ikke at lægge tiden ind på mig, så jeg selv kan aflyse digitalt. Jeg har nu været nr. 6 i 10 minutter - jeg tror ikke, at de tager telefonen, for køen rykker sig overhovedet ikke. 

Mit indtag øges for hver dag, der går. Det er dejligt at kunne rumme mere og mere. Men jeg er stadig ikke oppe på et ret højt kcal-indtag - ej heller på protein. Igår tog det mig en hel dag at spise en dåse tun (ca. 125 g). Så der ved jeg, at jeg har fået 27 g protein. 

Det er onsdag i dag, så jeg er næsten halvvejs gennem ugen. Hvis det fortsætter med at gå så fint, så kommer næste uge også til at gå fint. Jeg er optimistisk. Men jeg bliver også nødt til at være positiv og optimistisk, for jeg kan ikke gå tilbage. 

Til morgen vejede jeg 116,8 kg. Jeg har tabt 5,5 kg siden 13/11. På halvanden uge. Jeg synes selvfølgelig, at det er dejligt, men samtidig har jeg også en lille stemme i hovedet, der siger, at det ikke er en sund måde at tabe sig på. Alt, hvad jeg har lært ift. vægttab og hvor hurtigt det er tilrådeligt at lade det ske, er ubrugeligt. Der er intet normalt over dette. 

Jeg blev spurgt af flere igår på arbejdet, om jeg ikke gik og havde det skidt, når mit daglige indtag ikke er højere. Og det er jo det sjove - det har jeg ikke. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar