Tankemylder

Jeg synes jeg har så mange tanker i mit hoved, der gerne vil ud. Og alligevel ved jeg ikke, hvad jeg skal skrive.

Vægten til morgen var stadig uvirkelig. Trods det at aftensmaden bestod af to franske hotdogs i IKEA, så formåede jeg at få status quo til morgen = 93,8 kg.

Jeg bliver forvirret over det tal. Jeg synes ikke, det tilhører mig. Jeg synes det er alt for lavt. Jeg kan ikke forholde mig til det. Det er ikke mit. Jeg synes pludselig jeg er faretruende tæt på 90 kg - og derefter tal i 80'erne. Og det kan jeg så SLET ikke forholde mig til.

Andre skriver til mig, at jeg har fortjent det og arbejdet så hårdt for at komme hertil. Nogle kommer med kommentarer om jeg ikke er meget mere glad nu hvor jeg har tabt mig så meget. For det første synes jeg ikke, at jeg kan fortjene et vægttab - det er jo ligesom bare kommet lidt af sig selv. Jeg føler heller ikke rigtigt at det har været hårdt arbejde. Jeg var vist bare nået til et stadie i mit liv, hvor jeg var klar. Og er man klar, er det heller ikke noget arbejde eller en kamp. Det er jo meget bevidste valg, jeg har taget mig, og det er noget, som jeg rent faktisk kan leve med resten af mit liv. Sådan har det ikke været tidligere, når jeg har været på kur (denne gang er det på ingen måde en kur..)

Det sidste - om jeg er blevet gladere. Næ, det synes jeg ikke. Jeg er den samme person som før. Der er dog noget, der har ændret sig, og det er min selvtillid til min krop og mit udseende. Det er eksploderet, og det er dejligt. Og så har jeg fundet ud af, at inde bag dellerne gemte sig både en kjolepige og en pyntedukke. Jeg elsker pludselig at stadse mig ud - det gjorde jeg ikke før.

Igår spurgte én af netpigerne mig om, hvad D havde sagt til alt det her. Det har vi overhovedet ikke talt om, så jeg blev nødt til at spørge ham. Men som han sagde, så var det ikke vægten, der gjorde forskellen for ham. I så fald var han smuttet, da jeg vejede 122 kg. Men han syntes at det var dejligt at både se og mærke mig skrumpe, at have en kone der pludselig gjorde noget ud af sig selv var fantastisk. Og så syntes han, at jeg havde fået gode lår. Det var dejlige ting at få at vide.

Nå, væk fra al tankemylderet - jeg er begyndt at fryse helt vildt. Det er ligemeget hvor meget tøj jeg tager på, så fryser jeg. Jeg ved ikke om det er normalt, men jeg må indrømme at jeg glæder mig til at få min indre glød tilbage igen. Det er træls at gå og fryse hele tiden...

Roger, over and out herfra!