Til morgen, da jeg havde været ude at løbe, ramte en afsindig tanke mig. D skulle med alle 3 børn til tandlæge, så jeg var 'fri' for alle mine bånd for en stund. Og tanken, der ramte mig, var: "Jeg cykler sgu da på arbejde!!!"
Da jeg havde været i bad og fået tøj på, gik jeg ud og hentede cyklen frem fra garagen fjerneste hjørne. Dækkene blev pumpet med frisk luft, og den fik sig også lige en tur med en våd klud. Og så stod den der - flot og grøn, klar til morgenens tur. Og den kørte både ud og hjem...
Jeg var ellers lige ved at trække i land, da D ringede til mig ved middagstid. Heldigvis holdt han fast i, at jeg skulle cykle hjem, og det gjorde jeg også. Det var slet ikke så hårdt at cykle hjem, som jeg havde frygtet. Og her bagefter er jeg fyldt med tilfredshed og stolthed over rent faktisk at have gjort det! Jeg ved godt, at det ikke umiddelbart er en særlig stor præstation for andre, men det er det for mig.
Jeg føler en indre glæde over alt det, som jeg gør og har gjort for mig selv det sidste års tid. Det er mange ting, jeg har været igennem (og stadig er igennem). Bl.a. stoppe med at bide negle (årsdag 20. juni - men hvem tæller?), vægttab, genfinde mig selv, forbedre konditionen osv. Jeg gør det naturligvis kun for mig selv - men jeg håber også, at jeg på sigt vil være et godt forbillede for mine børn, så de også kan få implementeret en aktiv livsstil ind i deres liv.
Morgenens vægt var 88,6 kg - en vægtøgning i forhold til igår, men det er okay. Jeg ved, at jeg ikke har syndet, så lidt svingninger vil der altid være. Gejsten er der stadig - utroligt, at den bliver ved med at holde fast. Lige nu drømmer jeg om snart at komme til at se tallet 87 på min vægt. Ubegribeligt, at det måske er en realitet om 2 ugers tid...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar