mandag den 2. juli 2012

Ventetøj på igen...

Endnu en dag, hvor jeg har fundet noget i skabet, som jeg tidligere ikke har kunnet passe. Det er fantastisk at have så meget ventetøj at vælge mellem. Men jeg tror også, at jeg skal bruge en dag i ferien på at få ryddet op i skabet, for der ligger også en del derinde, som efterhånden er blevet for stort til mig. Sikke et luksusproblem!

Der er flere, der har givet udtryk for, at de ikke har kunnet forstå, hvorfor jeg ikke har gemt noget af mit største tøj. Men det har jeg ikke. Alt mit gamle tøj er væk! Jeg har ikke brug for at have det liggende og minde mig om en tid, der var engang, og som aldrig skal komme igen. Jeg har ikke haft behov for at kunne sammenligne, når jeg engang er færdig. Jo, det kan da godt være, at det kunne være sjovt at hoppe i et par af de gamle bukser, når jeg engang er færdig med at tabe mig. Men samtidig har jeg været bange for, at hvis jeg gemte noget tøj, så gav jeg dermed også mig selv en undskyldning for og halv tilladelse til at komme op i den størrelse igen. Og det vil jeg IKKE!

Vægten til morgen var lidt øv! Jeg vejede 87 kg. Så jeg er endnu engang over en BMI på 30. Jeg håber og beder til, at det retter sig ind i løbet af ugen. Jeg var jo helt nede på 86,1 kg for et par dage siden... Men som jeg også har skrevet før, så skyder jeg skylden på den kvindelige cyklus. Hvor ville det bare være meget nemmere, hvis man kunne slukke for alle hormonerne, når man ikke havde brug for det, og når man så havde brug for hormonerne, tændte man for det, fik sine unger, og slukkede for det igen. Så heldige er vi desværre ikke...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar