lørdag den 4. august 2012

Mål for august måned + løst og fast

Jeg har helt glemt at måle mig denne måned - og fik det først gjort til morgen. Det er ikke meget, der er sket - men lidt har også ret... Hermed tallene i forhold til de oprindelige tal 3 måneder inde i vægttabet:

Vægt: 103,2 / 85,9
Lår: 118 / 100
Hofter: 126 / 112
Bildæk: 125 / 101
Under bryst: 98 / 88
Over bryst: 110 / 96
Højre arm: 43 / 37
Venstre arm: 42 / 36

Der er nu i alt forsvundet 92 cm fra min krop i forhold til første måling. Jeg ærgrer mig godt nok mere og mere over, at jeg ikke fik målt mig noget tidligere. Men det er måske meget godt, for jeg var fuldstændig blind overfor min overvægt - og tallene ville nok på det tidspunkt have været alt for deprimerende. Jeg synes tallene fra november er deprimerende nok i sig selv...

I forhold til sidste måling (altså målingen for juli måned) har jeg tabt 600 gram (hurra!) og fjernet 4 cm fra min krop. Disse 4 forsvundne cm stammer fra mine lår. I tallene fra juni måned var der forsvundet 3 cm fra lårene - og det efter at der ikke rigtigt var sket noget i lårområdet hele 2012. Så det der løberi gør noget godt for mine lår. 

Noget helt andet - vi har været i Legoland i dag med et vennepar. Vores veninde tog et billede af mig og uploadede det til aften på Facebook. Jeg var i chok! Jeg kan slet ikke genkende mig selv - jeg ser jo normal ud! 

Det samme med et billede fra i torsdags, hvor jeg var til MG-brugermøde i Kolding Storcenter. Der blev der taget billeder på Jensens Bøfhus, og jeg kunne knap genkende mig selv, da jeg så billeder derfra. Jeg ser så slank ud og er bestemt ikke den Tine, jeg ser, når jeg ser mig selv i spejlet... 


Jeg har meget svært ved at genkende den Tine, jeg ser på billederne. Jeg har meget svært ved at forholde mig til, at jeg ser normal og ikke overvægtig ud. Jeg glæder mig rigtig meget til at tabe yderligere 2 kg, så jeg kan få taget de næste sammenligningsbilleder - dvs. når jeg har tabt 30 kg i alt. Lige nu er det faktisk min dobbelthage, jeg er mest interesseret i at se, om den stadig eksisterer. Og så er jeg spændt på, hvordan det står til med bildækket. 

Jeg kan slet ikke forstå, at jeg får det privilegium at opleve så stort et vægttab...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar