lørdag den 11. november 2023

Forberedelser - 2 dage tilbage

Det er lørdag morgen, og huset sover. Jeg vågnede som sædvanlig alt for tidligt - i dag var den 5.30, da mit hoved ikke længere mente, at der skulle soves. Jeg elsker tiden om morgenen, når hele huset sover, og jeg har det hele for mig selv. Det har jeg sjældent, så mine morgener ser jeg altid frem til. 

Denne morgen har jeg brugt på at preppe den kommende uge. Og as usual har jeg svært ved at tage det, som det kommer - jo mere, der er i struktur inden, jo mere ved jeg, at jeg kommer til at trives i det. 


Så ja - jeg har lavet en daglig tjekliste, så jeg har et overblik over, hvad der både skal laves og indtages. Jeg kender mig selv godt nok til at vide, at overblik giver mig overskud. Hvis jeg ikke kender dagen og vejen, så bliver jeg usikker, mister overblikket og kommer til at gøre det forkerte. 

Og mens jeg skriver ovenstående, slår det mig pludselig - det er jo der, jeg har fejlet! For pokker! Overblik giver mig overskud! Manglende overblik giver mig manglende overskud. Husk det mantra! Overblik giver overskud!

Hvor er det åndssvagt! Jeg lever dagligt af at have det forkromede overblik på mit arbejde. Hvorfor hulan har jeg ikke formået at overføre dette til mit privatliv? Hvorfor kommer den indsigt først nu? Jeg føler virkelig, at jeg har en lysende pære hængende over mit hoved lige nu. 

Nå, tilbage til processen, for den lysende pære ændrer ikke på, at jeg skal opereres på mandag. Der er to dage tilbage, og jeg har en masse på to-do-listen i weekenden:

  • Tage helkropsbilleder og ansigtsbilleder
  • Pakke taske (husk blødt tøj og badesandaler)
  • Have 100% styr på medicinindtag og retningslinjerne før operationen
  • Pakke campingvognen i vinterhi (jeg kan ikke hjælpe D med at gøre det de kommende uger, så det skal gøres denne weekend)
Derudover drømmer jeg om at få pyntet op til jul, men familien har sagt nej. Måske jeg lusker julepynten ned i løbet af weekenden, for jeg kan ikke løfte det selv i næste uge. 

Det er vanvittigt at tænke på, at om 2 dage på dette tidspunkt står jeg i Aarhus på vej ind til Aleris. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar