tirsdag den 7. november 2023

6 dage tilbage! Armene over hovedet

Jeg har deltaget i informationsmøde ved Aleris til aften. Jeg er fuldstændig høj nu og glæder mig afsindigt til på mandag. Men det var også et følelsesladet møde, hvor jeg pludselig tudende brød sammen, fordi det pludselig blev så håndgribeligt, og jeg kunne mærke, at der spirede et håb frem, som jeg ikke har turde lade gro, fordi jeg er så bange for at mislykkes. Men Peter Funch - én af Danmarks førende fedmelæger - forklarede overvægt og indgrebet så ordentligt, at det hele pludselig faldt på plads i mit hoved. Jeg er fyldt med optimisme og forventnings glæde nu. 

Nå, men hvad er der sket siden sidst? D og jeg har været til "afsluttende" spisning på Kronborg, hvor han havde sørget for flag på bordet. Vores tjener (som kender os fra alle de gange vi har været der) var selvfølgelig nysgerrig efter flaget, og hun endte med at få hele historien at vide - og samtidig fik vi aflyst vores reservation 16. december. Hun var så selv gastric bypass opereret i 2019, men hendes operation havde ikke været den store succes for hende. Hun havde selvfølgelig tabt sig, men havde også taget en del på igen. Efter informationsmødet til aften begynder jeg at forstå, hvorfor der ikke er så stor succesrate med GB fremfor GS. Og tjeneren fortalte også om bivirkninger pga. GB, som jeg aldrig har hørt om for GS. Det bekræfter mig i, at GS er den helt rigtige løsning for mig. 

Mandag var undersøgelsesdag på Aleris, hvor jeg skulle til samtale hos diætist og læge. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om de to samtaler. Diætisten virkede lidt småtræt af at være diætist, og når jeg spurgte om noget kostmæssigt, kunne han ikke rigtig svare på det. Lægen havde ustrøget skjorte på, og da han satte sig ned, åbnede mellemrummene mellem knapperne sig op, så man kunne se ind på hans mave. Jeg kunne slet ikke abstrahere fra det. 

Efter samtalerne fik jeg lov til at gå ind og hilse på min veninde, som var blevet opereret om morgenen. Hun lå og blundede, da jeg kom, men hun så overraskende frisk ud. Hun har sidenhen holdt mig opdateret, og jeg er imponeret over, hvor nemt det virker at gå for hende. Jeg bliver mere og mere fortrøstningsfuld. 
Mandag aften var jeg til bankospil med mine forældre, og da vi kørte afsted i bilen, gav min mor pludselig udtryk for, at hun ikke kunne forstå min beslutning, men at hun accepterede den. Jeg blev så skuffet over den kommentar - især fordi, hun har haft rig mulighed for at sige det til mig ansigt til ansigt i dagene tidligere i stedet for at sige det i en mørk bil, hvor vi sidder 4 personer. 

I dag har jeg modtaget tidspunkt for operation + regning. Bevares, jeg glædede mig mest over tidspunktet for operationen, for fakturaen på lidt over kr. 60.000 kunne jeg da godt være foruden. Men nu er den betalt - og så er det ude af verden. Point of no return! Nu kører bussen! 

Jeg skal møde ind på mandag kl. 7.30. Jeg kommer til at være rystende nervøs - det er jeg ikke i tvivl om. Men det er den rigtige beslutning - det fik jeg endeligt bekræftet til informationsmødet til aften. 
Informationsmødet var et Zoom-møde, hvor der var en chat kørende ved siden af. Der var to, der tilkendegav, at de skulle opereres på mandag i Aarhus, så dem fik jeg kontakt med, og nu har vi oprettet en Messenger-gruppe, så vi kan bruge hinanden i ugerne der kommer. Jeg håber, at det bliver et netværk, jeg kan bruge på godt og ondt. 

Kun 6 dage tilbage. Når jeg er i min stue om en uge, er jeg opereret, og mit nye liv er begyndt. Det er mærkeligt at tænke på. Vildt! Vanvittigt! Skørt! Skræmmende! Frygtindgydende! Fantastisk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar