Ja, så fløj der lige et par dage afsted. Jeg har været afsted på kursus med overnatning. Om aftenen var der 2 retters spisning (forret og hovedret), og da jeg modtog min forret, så jeg på tallerkenen og igen var i chok over anretningen og størrelsen. Igen over, at jeg om en måned slet ikke kan rumme så meget mad i min mave. Det åbnede op for en snak over bordet omkring min kommende GS. Én af dem, der sad over for mig, fortalte, at hun var på en medicinsk GB (Wegovy), og hun var superglad for sin beslutning. Jeg er så glad for at være åben omkring min operation og mine tanker, for hver eneste gang jeg åbner op, bliver det mødt med åbenhed og nysgerrighed. Det er fantastisk. Om det så er ægte fra andre, ved jeg ikke - jeg aner ikke, om de tænker "fede svin" og "luk dog munden i stedet for at spise" inde i deres hoveder. Men det er jeg ligeglad med. Det er vigtigt for mig at tale om det.
Jeg tog også ubevidst et redskab i brug til spisningen, som jeg vil bruge fremover. Nemlig det at lægge bestikket fra mig, når jeg havde taget en mundfuld. Det betød, at jeg ikke var klar med en ny gaffelfuld, når jeg havde tygget færdig, og på den måde kom jeg til at spise langsommere. Jeg blev pludselig meget bevidst omkring, hvor hurtigt jeg normalt spiser - noget, som D i al den tid, vi har været sammen, har gjort opmærksom på løbende, og som jeg har undret mig over. Jeg har aldrig set det som et problem. Men det var pludselig lysende klart for mig onsdag aften. Teknikken med at lægge bestikket fra mig virkede. Da jeg endelig var færdig med at spise, opdagede jeg, at jeg var én af de sidste, der stadig sad og spiste. Og jeg levnede - noget, der aldrig er sket før. Der skal jo spises op.
Der er flere og flere brikker, der falder på plads i mit hoved. Der kommer mere og mere ro over mig. Og så er der alligevel en lille gnavende usikkerhed og frygt for det, der kommer. Hvordan ser mit liv ud om bare en måned? Og er det virkelig det rigtige valg? Kunne jeg ikke have gjort mere, end det jeg har gjort?
Igår på arbejdet havde jeg en snak med en kollega, som træner en del og som jeg vidste, bruger meget proteinpulver. Hun anbefalede mig at købe clear proteinpulver, som er lidt mere saftevands-agtigt. Så det købte jeg igår aftes ved BodyLab. Flueben ved det.
Nu skal samtalen på mandag bare overståes. Og så skal jeg have ringet til min søster og fortalt hende om det. Jeg har ganske enkelt ikke haft tid, fordi der har været så meget andet at se til. Men jeg er samtidig fyldt med enorm dårlig samvittighed, når både vores forældre og vores bror er orienteret. Så den skal jeg lige have vinget af.
Nu snart kun en uge tilbage. Jeg er både spændt, glæder mig og rædselsslagen. Men jeg kan læse i én af de FB-grupper omhandlende GS, at det er meget normalt at være rundt på gulvet følelsesmæssigt. Jeg skal bare over på den anden side, så al usikkerheden kan komme ud af min krop. Og så alt det ubekendte kan blive noget kendt for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar