Små ting, som jeg glæder mig til - 4 dage tilbage

Her til morgen på badeværelset, tog jeg et kig på min krop, som den ser ud lige nu. Noget, jeg ser frem til, er at kunne se mine kraveben igen. Det har været store milepæle for mig de to øvrige gange, hvor jeg var gennem store vægttab. Kravebenene er først kommet frem omkring de 100 kg, og det er noget, jeg ser SÅ meget frem til. 

Andre ting, der dukker op i mit hoved (blot skudt fra hoften - intet system i det). Nogle er store ting - andre er små ting, nogle tredje helt skøre. Bær over med mig. 

• Ikke at skulle bekymre mig, om bukserne bliver slidt op mellem benene på mig med det samme, jeg tager bukserne på
• At kunne snøre snørebånd uden at blive stakåndet, fordi mit mavefedt bliver presset op i mine lunger, når jeg bøjer mig forover
• Generelt ikke at blive let forpustet
• Mindske smerterne i mit højre knæ (min artriose har det ikke for godt for tiden, hvilket betyder, at jeg igen sover med "pølsepuden" om natten for at give aflastning til knæet)
• At kunne tørre mig selv bagi uden at det er en større operation
• At kunne se mine tæer, når jeg står op
• At mindske områderne på min krop, hvor der altid opstår fugtighed og nogle gange svampelignende tilstande, fordi områderne ikke får luft
• At få en BH, der sidder ordentligt på mig uden at rygfedtet vælter ud over stoffet på ryggen og skaber "Michellin-mands-lignende" tilstande
• At sætte mig i en stol med armlæn uden at skulle bekymre mig, om min røv kan være på stolen. Eller bekymre mig om, hvor ondt det kommer til at gøre, når jeg har siddet i stolen i 30 sekunder. 
• Ikke altid at skulle huske at have shapewear på for at holde maven inde.

Der er nok mange andre ting, der kan tilføjes til denne liste - og det kommer der nok også. Og det kan lyde som om, at jeg er ked af at være Tine og se ud, som jeg gør. Men det er jeg ikke. Ovenstående er blot rammer og vilkår, som jeg bliver nødt til at operere og agere efter. Jeg har ingen forventning om, at Tine ændrer sig som sådan. Tine får bare gjort op med sin evige indre dæmon, som forhåbentligt flytter hjemmefra på et tidspunkt og dermed giver madro. 

Igår aftes blev jeg kontaktet af en veninde, der ville høre om den psykolog, jeg tidligere har brugt, da jeg var stress-syg. Hun er selv sygemeldt i øjeblikket, og hendes nuværende psykolog har hun ikke kemi med, så derfor skulle hun finde en anden. Jeg fandt Ane Katrine frem til hende - og bagefter fik jeg også selv skrevet til hende. Jeg har forespurgt på et forløb hos hende i januar/februar/marts måned. Og herregud, hvis det så bliver april, så går det også nok. Bare jeg har noget, der er planlagt, for jeg ved, at tiden pludselig vil forsvinde mellem hænderne på mig, og en psykolog kommer man ikke til fra den ene dag til den anden. Det skal planlægges. Nu må vi se, hvad hun svarer - og ellers må jeg jo gå på jagt. Men det håber jeg virkelig ikke bliver nødvendigt. Jeg har så meget tiltro og tillid til Ane Katrine, at det vil føles forkert, hvis jeg skal til en anden. Men det kan jo blive en nødvendighed. 

Jeg har en drøm, som jeg også har sagt højt til D. Begge gange, hvor jeg tabte mig stort, havde jeg denne drøm om at springe i faldskærm. Og begge gange kom jeg ned, hvor jeg selv følte, at det var ansvarligt at gennemføre. Men jeg gjorde det aldrig. Jeg har en kæmpe drøm om at gøre det til sommer! I en normal sele uden at der skal være et issue med min vægt. 

4 dage tilbage - alt er efterhånden planlagt. 2 arbejdsdage tilbage - det presser mig en smule, men jeg når det, jeg når. Om en uge er jeg på den anden side. Det er så vildt!

I øvrigt - senest opdatering fra min veninde, der blev opereret i mandags. Det går godt, men hun har massive udfordringer med at få alt det ned, som der står på planen. Det sagde diætisten godt til mig i mandags, så det bekymrer mig ikke. Men det er alligevel vildt at tænke på. Det drejer sig om sammenlagt halvanden liter mad på en hel dag. Det er altså ikke meget!